Milliardaeren i kørestol: »Nogle mennesker tror, de kan slippe for at vaere en del af samfundet«

Det er ikke hver dag, at et lands praesident stormer et pressemøde for at spraymale budskaber med en sort graffitidåse. Ikke desto mindre var det, hvad der skete ved et indkøbscenter i udkanten af Reykjavik sidste år.

Oppe på scenen var den islandske filantrop Haraldur Þorleifsson i faerd med at annoncere, at hans organisation, Ramp Up Iceland, ville forsyne landet med 1.000 nye kørestolsramper over de kommende år. Men praesident Guðni Th. Jóhannesson ville det anderledes. Han hoppede derfor op på scenen, sprayede et stort kryds hen over ordet »tusind« og skrev i stedet »1.500«. Efter praesidentens kuriøse befaling fik en befippet Haraldur fremstammet med et glimt af humor:

»Hvis praesidenten vil have det sådan, må vi nok hellere gøre det.«

Episoden er bare én af mange, der har bidraget til at skubbe den muskelsvindramte milliardaer Haraldur Þorleifsson ind i islaendinges hjerter. Han blev landskendt, efter at han for to år siden solgte sit webdesignfirma til Twitter, som han nu er tilknyttet. Under salgsprocessen rådgav folk ham om, hvordan han kunne undgå at betale skat af fortjenesten, men i stedet insisterede han på at få købesummen udbetalt som løn, så han kunne betale sin topskat i Island. Af den grund var han sidste år den naeststørste skatteyder af alle indbyggere i Island.

Nyheden om techmilliardaeren, der velvilligt vil betale fuld skat, gik viralt på de sociale medier. Imens så Haraldur Þorleifsson lidt undrende til fra sidelinjen.

»Der eksisterer denne her antagelse, at hvis du har penge, så vil du gøre alt, hvad du kan, for at undgå at betale skat af dem. Og det er meget uheldigt,« siger han og fortsaetter:

»De fleste mennesker har slet ikke mulighed for at undgå skat. De har bare et arbejde, og de lever deres liv, og det har ingen nyhedsvaerdi, når de betaler deres skat. Jeg tror, at vi på en måde har accepteret, at vi lever i et system, hvor nogle mennesker tror, de kan slippe for at vaere en del af samfundet,« siger den 45-årige islaending.

Opvaekst i arbejderklassen

Det lå aldrig i kortene, at Haraldur skulle gøre karriere inden for design. Som teenager kunne han hverken tegne eller male, men han var blandt de første til at laere at bygge internethjemmesider i Island i slutningen af 1990’erne, og således blev hans egenskaber hurtigt efterspurgt.

Trin for trin dygtiggjorde han sig – og droppede undervejs ud af universitetet som mange andre techivaerksaettere før ham. Karrierestigen bragte den selvlaerte islandske webdesign-konsulent til byer som New York, Tokyo, Buenos Aires, Vancouver, Barcelona og Rio de Janeiro, og i 2014 stiftede han designvirksomheden Ueno fra sit kontor i San Francisco. Kunderne talte Google, Apple, Facebook, Twitter, Visa, Dropbox og nyhedsbureauet Reuters.

»Der skete meget i techverdenen i de år, det var virkelig et boom, og vi red med på bølgen helt til 2021,« fortaeller Haraldur Þorleifsson.

Under covid-19 løb han tør for energi, og selv om pandemien skabte et nyt boom i den digitale verden, havde han ikke selv mere at komme med. Til gengaeld ville Twitter gerne have fingrene i hans forretning, så opkøbet kom på det perfekte tidspunkt.

»Jeg havde ikke mere i mig. Det var som et vendepunkt, og det var tid til at vende hjem til Island,« siger han.

I dag bor han med sin kone og deres to børn i en penthouselejlighed med udsigt over Reykjavík – få gader fra, hvor han voksede op. Kontrasten til barndommen er stor. Haraldur kommer fra en klassisk arbejderklassefamilie, hvor fattigdom var en del af hverdagen. Alligevel husker han, at hans far ofte stoppede op og talte med byens hjemløse og gav dem penge eller en hotdog.

»Så der er rigtig meget fra min opvaekst, hvor jeg fik denne her følelse af, at vi alle er en del af samfundet, og at vi har et ansvar for vores medmennesker. At jo mere du har, desto flere muligheder får du,« forklarer Haraldur Þorleifsson.

Spørger man islaendinge, hvem af deres landsmaend der gør mest gavn for samfundet, vil mange pege på den muskelsvindramte techmilliardaer Haraldur Þorleifsson. Han finansierer byggeriet af 1.500 kørestolsramper og vil gøre Island til en drømmedestination for handicappede. »ER JEG FYRET ELLER IKKE?«

Man kan få indflydelse på sin omverden

Hele livet har Haraldur levet med sit handicap. Han fik diagnosen muskelsvind, da han var to år – af typen dysferlinopati – og fra de sene teenageår begyndte musklerne i hans ben at svaekkes markant. Han fik svaerere og svaerere ved at gå, og som 25-årig blev han kørestolsbruger på fuld tid.

Den 7. marts skrev Twitters ejer, Elon Musk, en personlig undskyldning til Haraldur Þorleifsson via det sociale medie.

Det skete, efter at Haraldur Þorleifsson den forgangne uge ikke havde fået klar besked, om han var del af den fyringsrunde på Twitter, som Musk havde beordret. Derfor havde han tagget Elon Musk på Twitter for at få en afklaring.

Efter en laengere offentlig udveksling af tweets, hvor Elon Musk blandt andet hånede islaendingen for hans handicap, bekraeftede Musk, at Þorleifsson var blevet fyret.

Men efter et privat videoopkald senere på dagen, hvor Elon Musk ifølge Þorleifsson undskyldte for sine grove tweets, aendrede Twitter-ejeren mening og skrev så, at Haraldur Þorleifsson fortsat vil vaere tilknyttet Twitter i fremtiden.

I dag er han langsomt ved at miste førligheden i sine arme og overkrop.

»Jeg bryder mig ikke om det, men det aendrer ikke rigtig på det,« siger han.

Som ung knaegt mistede Haraldur sin mor. Hun blev draebt i en bilulykke, mens sønnen var på ferie med faderen i Disneyland, Florida. En tragisk oplevelse, der har sat sine spor. I sine voksne år har Haraldur taenkt meget på en samtale, han havde med sin mor, før hun døde.

»Vi gik rundt i byen, og hun fortalte mig, hvordan alt, hvad jeg så omkring mig, er menneskeskabt. Hun gav mig en forståelse for, at jeg kunne få indflydelse på verden, og at den ikke bare var til for, at jeg kunne kigge på den,« fortaeller Haraldur Þorleifsson.

Som designer har han specialiseret sig i at løse de problemer, som en teknologivirksomhed står over for. Som handicappet må han også »løse problemer for at komme igennem sin dag«, og snart skulle han finde et overlap

De fleste mennesker har slet ikke mulighed for at undgå skat. HARALDUR ÞORLEIFSSON UNDREDE SIG OVER, AT FOLK RÅDGAV HAM TIL IKKE AT BETALE SKAT.

mellem de to måder at se løsninger på.

Da han solgte sin egen virksomhed til Twitter og flyttede hjem til Island, bemaerkede han, at hovedstaden Reykjavik – der ellers er på forkant med meget – bestemt ikke var det, når det gjaldt om at vaere kørestolsvenlig. De mange butikker og restauranter i den lille storby havde ofte et par trappetrin ved facaden, som forhindrede kørestolsbrugere i at komme ind. Haraldur husker selv, at han flere gange har måttet sidde uden for en lokal kiosk og vente i fem minutter, mens hans kone og børn var inde for at snolde.

»Det virkede, som om der hvert år var en historie i nyhederne om, hvordan en person i kørestol ikke kunne komme ind et sted på Laugavegur (hovedstrøget i Reykjavik, red.),« husker han.

»Reporteren var altid chokeret, men der skete aldrig nogen aendringer, og jeg kan genkalde den slags historier fra hele mit liv,« fortaeller han.

Kørestolsbrugere skal ikke blive hjemme

Nu var det tid til at gøre noget ved sagen. Det første ydmyge mål for Ramp Up Reykjavik var at bygge 100 kørestolsramper.

Siden er det gået staerkt, og på en slentretur opad Laugavegur kan man se, hvordan restauranter, frisørsaloner, butikker, caféer og klinikker alle har let skrånende stenramper – i fordringsløst design. Ramp Up Reykjavik blev til Ramp Up Iceland, og kørestolsbrugere kan nu få adgang til steder, der tidligere var uden for raekkevidde.

»Det er i bund og grund så nemt et problem at løse,« konstaterer han.

Ramp Up hjaelper butiks- og restaurantejere med alt fra byggetilladelser, vejarbejde og finansiering, hvoraf halvdelen kommer fra den islandske stat. Hver rampe skal monteres på forskellig vis, men dedikationen driver vaerket. På tvaers af Island naermer man sig nu 500 nye kørestolsramper, og takket vaere praesidentens befaling er målet at nå 1.500 inden for tre år.

»En turist spurgte mig for nylig, hvorfor der var så mange mennesker i kørestol i Reykjavik. Jeg fortalte ham, at hans land også havde dem, men når der ikke er tilgaengelighed, så bliver de hjemme. Det samme gaelder for alle minoriteter. Hvis du ikke ser dem, er det, fordi de gemmer sig,« slutter Haraldur Þorleifsson.