50 år siden: Den Oscar kan I godt beholde!
Marlon Brandos standin til Oscar-uddelingen for 50 år siden prydede sig med lånte fjer, og statuetten, der fulgte med prisen for bedste hovedrolle – som stjernen naegtede at modtage – endte tilfaeldigvis hos Charles Chaplin i Schweiz.
Da skuespillerne Roger Moore og Liv Ullmann entrede scenen, blev der stille i den store sal, og alles opmaerksomhed var rettet mod de to, der skulle uddele den prestigefyldte Oscar for bedste mandlige hovedrolle.
Hvad der derefter skete, ligger stadig helt i top over bizarre haendelser i forbindelse med Oscar-uddelingen.
Det var torsdag den 27. marts 1973, og det var 45. gang, at den prestigefyldte pris ledsaget af George Stanleys berømte trofae – der forestiller en ridder, der med sit svaerd står på en stabel filmruller – blev uddelt. Og det var i øvrigt den første begivenhed, der blev tvtransmitteret til hele verden.
Prisfesten fandt sted i Dorothy Chandler Pavilion i Los Angeles Music Center, og da de to stjerner havde laest listen op med de nominerede til prisen for bedste mandlige hovedrolle, flåede Roger Moore en hvid kuvert op og rakte en seddel til Liv Ullmann, der proklamerede:
»And the winner is Marlon Brando for “Godfather”.«
Da det første begejstrede bifald var ebbet ud, tilføjede Roger Moore, at Sacheen Littlefeather på vegne af Marlon Brando ville modtage prisen.
Da den 26-årige kvinde, der var iført mokkasiner og en indiansk klaededragt i skind, entrede scenen, blev hun ledsaget af toner fra musikken fra ”Godfather”.
Hun blev modtaget af Liv Ullmann og Roger Moore, der rakte Oscar-statuetten frem mod hende, men til alles store overraskelse viftede hun afvisende med sin ene hånd og gik op bag talerstolen.
Egentlig havde Marlon Brando skrevet en flere sider lang tale, men Sacheen Littlefeather fik af Oscar-produceren Howard W. Koch strenge ordrer på ikke at tale i mere end 60 sekunder. Overskred hun minuttet, ville hun blive fjernet fra scenen og arresteret.
Hun indledte med alvorsfuld mine og lidt tøvende med at fortaelle, at hun var apacheindianer, og at Marlon Brando naegtede at modtage sin Oscar i protest mod den måde, film- og tv-industrien behandlede indianerne på.
Desuden ønskede Marlon Brando at gøre opmaerksom på American Indian Movements besaettelse af byen Wounded Knee, der blev indledt tidligt om morgenen tirsdag den 27. februar 1973.
Bevaegelsen besatte byen i protest mod den måde, USA behandlede indianerne på. Som modtraek omringede nationalgarden byen, og under den 71 dage lange besaettelse blev flere draebt.
Indtil besaettelsen blev naevnt af Sacheen Littlefeather, blev den stort set ignoreret af den amerikanske presse, men dette aendrede sig drastisk efter hendes korte tale.
At American Indian Movement valgte Wounded Knee, var ingenlunde tilfaeldigt, idet byen, der ligger i Pine Ridge Reservatet i South Dakota, tilbage i 1890 var skueplads for en blodig massakre, der kostede hen ved 300 indianere livet.
Sacheen Littlefeathers tale blev mødt med en heftig blanding af bifald, høje buh-råb og pift. Heller ikke på bagscenen gik det stille af sig: Ifølge Howard W. Koch blev westernstjernen John Wayne så rasende, at der skulle seks sikkerhedsvagter til at holde ham, så han ikke stormede på scenen og hev kvinden ned fra talerstolen.
Da Clint Eastwood senere skulle overraekke en Oscar for bedste film – også ”Godfather” – refererede han til Sacheen Littlefeathers ord med en bemaerkning om, at han uddelte prisen på vegne af alle de cowboys, der var blevet skudt og draebt i John Fords mange westerns.
Sacheen Littlefeathers fremtraeden vakte stor opsigt over hele verden, og pressen jagtede både samme aften og i de følgende dage Marlon Brando. Han opholdt sig formentlig i sit hjem på Mulholland Drive, og hans telefonsvarer lød: »Det er muligt, at det lyder dumt, men jeg er her altså ikke.«
Forlydender om, at han opholdt sig i Wounded Knee, var ligesom mange andre rygter uden hold i virkeligheden.
Hvordan Marlon Brando og Sacheen Littlefeather kom i kontakt med hinanden, er der flere bud på, men det er mest sandsynligt, at kontakten mellem dem blev etableret via instruktøren Francis Ford Coppola – manden bag filmen ”Godfather”.
Sacheen Littlefeather havde via instruktøren allerede i 1972 sendt et brev til Marlon Brando, hvori hun gav udtryk for stor respekt for hans kamp for indianernes ligestilling og rettigheder.
Sacheen Littlefeather var blandt de 89 indianske aktivister, der fra 20. november 1969 og frem til 11. juni 1971 besatte øen Alcatraz, der ligger ud for San Francisco , og som indtil 1963 var faengselsø. Blandt de mange kendte, der besøgte øen for at vise deres sympati med indianernes sag, var Marlon Brando, men han mødte ved den lejlighed ikke Sacheen Littlefeather.
And the winner is Marlon Brando for “Godfather”.
Så sent som dagen før Oscar-uddelingen blev hun kontaktet af Marlon Brando, der til hendes store overraskelse bad hende gå på scenen og afslå modtagelsen af en Oscar, hvis han vandt en.
Ud over den højlydte utilfredshed blandt dele af publikum i festsalen og John Waynes plan om at hive hende ned fra talerstolen modtog hun mange andre hadefulde trusler, og ikke alt blev ved trusler: Hun har fortalt, at der også blev affyret skud mod døren til Marlon Brandos hus, hvor hun opholdt sig de første par dage efter prisuddelingen. Hun har selv fortalt, at de negative reaktioner på hendes tale forfulgte hende resten af livet.
Hvor endte statuetten?
En af de ting, der også i den grad har optaget sindene efterfølgende, er spørgsmålet om, hvad der blev af den Oscar-statuette, der oprindelig var tiltaenkt Marlon Brando. Her må lige indskydes, at der ikke blev skrevet navn på statuetterne.
I en artikel bragt i Hollywood Reporter i 2016 haevdede Marlon Brandos sekretaer gennem mange år Alice Marchack, at stjernen – der generelt ikke brød sig om at vaere i centrum ved for eksempel prisoverraekkelser
– rent faktisk modtog sin Oscar:
»Han udstillede aldrig sine priser. Når han fik en, sagde han altid ”vaek med den”. Jeg opbevarede derfor hans Oscar for ”Godfather” i årevis i bunden af min skrivebordsskuffe,« udtalte hun.
En bemaerkelsesvaerdig påstand, da hen ved 50 millioner tv-seere havde set Sacheen Littlefeather afvise modtagelsen med sin hånd og siden hørte hende videregive Marlon Brandos afvisning, inden hun tomhaendet forlod scenen.
Artiklen i Hollywood Reporter suppleret med en svaerm af vilde rygter om statuetten – blandt andet blev en falsk statuette udbudt til salg – fik i februar 2019 den tidligere leder af Academy of Motion Picture Art and Sciences – ofte kaldet The Academy – Bruce Davis til at tage bladet fra munden.
I magasinet The Wrap fortalte han, hvad han insisterer på er sandheden om den Oscar-statuette, som Marlon Brando skulle have haft med sig:
Da Sacheen Littlefeather havde afvist at tage imod statuetten, beholdt Roger Moore den i hånden og tog den siden med ind backstage. Da han senere deltog i et par nattefester, havde han statuetten med og viste den til stor moro blandt de øvrige gaester frem. Da han ud på de små timer tog hjem, havde han statuetten med.
Nogle dage senere sendte han den tilbage til The Academy, og samme dag som den ankom, modtog man her pudsigt nok endnu en Oscar, der var afsendt fra Vevey i Schweiz.
Afsenderen af sidstnaevnte Oscar var ingen ringere end Charles Chaplin, der i 1973 modtog en Oscar for musikken til filmen ”Limelight” (”Rampelys”).
Filmen havde i virkeligheden premiere i 1952, men vandt ingen udbredelse i USA, hvor Charles Chaplin under mccarthyismen blev beskyldt for at have staerke kommunistiske sympatier, så han mere eller mindre blev smidt ud af USA og siden slog sig ned i Schweiz.
Filmen fik repremiere i USA i 1972 og vandt som sagt i 1973 en Oscar. Chaplin ønskede ikke at rejse til USA for at modtage den, hvorfor den blev sendt til ham. Men under transporten blev statuetten så staerkt beskadiget, at han sendte den retur.
Oscar-statuetten, som Brando skulle have haft, endte på et bord lige ved siden af Chaplins ødelagte statuette, og hurtigt blev det besluttet at sende Brandos Oscar til Chaplin.
Men historien om Sacheen Littlefeather slutter ikke her.
Fortsatte som aktivist
Hun fortsatte sit arbejde som aktivist og lavede blandt andet flere dokumentarfilm om indianeres situation. Et forsøg på at skabe sig en karriere som skuespiller mislykkedes, og generelt blev hun ofte diskrimineret og chikaneret. Desuden havde hun det ofte svaert med al den opmaerksomhed, som hun fik.
Ud over dette blev hendes etniske herkomst flere gange seriøst betvivlet, men hun fastholdt, at hun var apache-indianer.
I 2022 besluttede The Academy, at hun skulle have en undskyldning for den måde, hun var blevet behandlet på, siden hun repraesenterede Marlon Brando ved Oscar-uddelingen i 1973.
Den undskyldning modtog den 75-årige aktivist ved en saerlig begivenhed den 17. september 2022, og ved den lejlighed gentog hun, at hendes far var apache.
Hun døde få dage senere – den 2. oktober – af brystkraeft.
Ikke laenge efter hendes død blev hendes to søstre, Trudy Orlandi og Rosalind Cruz, til San Francisco Chronicle interviewet af aktivisten Jacqueline Keeler, hvis erklaerede mål var at afsløre personer, der udgav sig for at vaere indianere uden at vaere det.
Søstre bestred indiansk herkomst
Søstrene afviste, at deres familie var af indiansk herkomst: Deres mor var amerikaner, og deres far stammede fra Mexico. Familien boede i Salinas i Californien.
Adskillige gange fortalte Sacheen Littlefeather også, at hun blev misbrugt af en alkoholiseret, døv og voldelig far, ligesom hun voksede op i ekstremt trange kår. Ydermere fortalte hun, at både hendes biologiske mor og far var så mentalt syge, hvorfor hun kom i pleje hos sine bedsteforaeldre.
Hendes to søstre afviste alt i interviewet til San Francisco Chronicle.
»Det er svindel, og det er modbydeligt i forhold til arven fra stammefolket. Og det er bare så fornaermende over for mine foraeldre!« sagde Rosalind Cruz blandt andet i interviewet.
På spørgsmålet om, hvorfor de to søstre ikke for laengst var gået offentligt ud med det, de insisterer på er sandheden, har de i flere interviews svaret, at selv om de vidste, at deres mor var amerikaner, og at deres far var fra Mexico, så gentog deres søster påstanden om, at de var af indiansk herkomst, så mange gange, at de til sidst mere eller mindre troede, at der nok var noget om snakken.