»Jeg har aldrig haft én identitet, jeg har hele tiden aendret mig«
Siden teenageårene har migraene dikteret Jeanette Andersens liv. De kroniske smerter har sat en stopper for store drømme og har gang på gang tvunget hende til at finde sig selv på ny. Hvilket menneske står tilbage, når smerterne altid vil have deres vilje?
Hun satte sig op i sengen og skubbede dynen til side. Det sidste sensommerlys tvang sig vej gennem vinduerne i lejlighedens sovevaerelse. Da Jeanette Andersen ville svinge benene ud af sengen, reagerede hendes krop ikke. Hun var paralyseret, lammet. Hun havde flere gange haft epileptiske anfald som følge af sin migraenemedicin, men det her var anderledes, det var vaerre.
Hvad Jeanette Andersen ikke vidste, var, at oplevelsen i sensommeren 2020 ville få stor betydning for hende – både som mor og som menneske.
Syv år forinden, i foråret 2013, gik Jeanette Andersen i 3. g. Mens hendes klassekammerater så frem til sommerens studenterfester, fokuserede Jeanette Andersen på at faerdiggøre skolen.
»Det var ren overlevelse. Jeg havde hele tiden dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne nå at laese pensum eller lave alle afleveringer,« siger Jeanette Andersen.
I løbet af gymnasietiden blev hendes hovedpine vaerre. Jeanette Andersen havde flere år tidligere fået besked om, at hun var en del af de 1,3 mio. danskere, der har kroniske smerter. Alt imens oplevede hun flere og flere anfald i løbet af de tre år på gymnasiet.
Men Jeanette Andersen naegtede at forsvinde i en tåge af smerter.
»Jeg ville gerne vaere sammen med de andre fra klassen. Når de andre skulle i byen, måtte jeg planlaegge, hvordan jeg kunne vaere med uden at få det dårligt. Det var svaert, for alkohol giver mig epileptiske anfald, og søvnunderskud giver migraene, men jeg ville bare gerne vaere som de andre. Ung,« siger Jeanette Andersen.
En fremtid i forsvaret?
Smerterne fik som regel deres vilje, men de blev udfordret af Jeanette Andersens ukuelige staedighed.
»Selv om jeg var syg, var det vigtigt for mig at komme ud i naturen. Siden jeg begyndte til spejder som barn, har jeg elsket at lave noget med mine haender. På mange måder tror jeg, at det har fået mig igennem gymnasiet. Tanken om, at jeg kan meget mere end det boglige,« siger Jeanette Andersen.
Da sommeren kom, og studenterhuerne sad på de unge hoveder, var tiden inde til at realisere de store drømme. Mens andre ville ud at rejse eller søge ind på universitetet, var Jeanette Andersens største ønske at gøre som sin far og sin bror: søge ind til forsvaret.
Selv om hun på mange måder havde opgivet at blive soldat, drømte hun stadig om en fremtid i forsvaret.
Jeanette Andersen håbede, at hendes linjefag graesk og latin kunne bane vejen for en fremtid som sprogofficer.
Men med migraene og epilepsi i bagagen gik der ikke laenge, før hun måtte sande, at hun måtte opgive sin drøm.
»Det er nok det, der aergrer mig mest. Men i
Vaeske, massage, salt og frisk luft holder hovedpinen på et tåleligt niveau. Men smerterne forsvinder ikke.