Det er jo ikke sikkert, at genboen overhovedet kigger
Kan man tillade sig at gå splitterravende nøgen rundt i sit eget hjem, når man bor på tredje sal midt inde i storbyen? Spørg min genbo.
En dag stod jeg i den lokale sportsforretning og kiggede på udsalgsvarer. Pludselig dukkede en hånd frem blandt de farvestrålende gevandter.
»Hej, bor du ikke nede i AEblegade?« spurgte den smilende mand bag hånden. Jeg kunne ikke genkende ham, men samtalen afslørede, at han kendte mig betydeligt bedre, end jeg anede — og kunne frygte.
Men inden jeg kommer til det, så lad mig indlede historien et helt andet sted. Nemlig i Silkeborg. Her udspandt der sig for ganske kort tid siden en større konflikt, hvor bare baller, bryster og diverse vedhaeng spillede hovedrollen.
Historien, der fik bølgerne i Silkeborgsøerne til at gå højt, handlede kort fortalt om, at det faldt en del for brystet, at vinterbadere ved Almind Sø badede uden en trevl på kroppen. Nogle silkeborgensere mente, at nøgendyp på steder, hvor børn også havde adgang, ikke var passende. Desuden var kritikerne bare traette af at kigge på private dele, der blev luftet på offentlige arealer.
Det er langtfra det eneste sted, hvor denne diskussion finder sted. På Facebook skriver en kvinde f.eks. i et opslag, der har fået 705 kommentarer:
»Kan det virklig vaere rigtigt, at man kan laegge sig splitterravende nøgen, med sine kønsdele strittende i vejret og sole sig, hvor som helst på Amagerstrand?«
Hertil supplerer en enig mand:
»Jeg tror der er mange der ikke gider se på fremmede menneskers kønsdele bare fordi de er på stranden. Ingen andre steder i samfundet render vi rundt nøgne.«
En mand svarer i den anden grøft: »Spørgsmålet er – hvorfor kiggede den kraenkede på hans dingdong?«
Her er det så her, at manden i sportsforretningen kommer ind i billedet.
Manden hedder Lars, og han er faktisk vaeldig flink. Vi deler interesse, og snart falder den lystige snak på løbesko og rekorder. Han har for øvrigt konen med i butikken.
Det viser sig, at parret også bor i AEblegade. Så langt, så godt.
Da jeg går ned ad min brostensbelagte gade i Københavnstrup, begynder jeg imidlertid at få bange anelser. Jeg har en fornemmelse af, at Lars kender mig lidt for godt, i betragtning af at jeg aldrig har mødt ham før.
Kunne han vaere en af beboerne i opgangen, der ligger på den anden side af den smalle stikvej, der går forbi min etagebolig?
Årsagen til mine svedige tindinger er, at jeg ikke altid er supergod til at rulle gardinet ned, når jeg spankulerer rundt i stuerne efter et bad. For at sige det ligeud så kan jeg godt finde på at gå nøgen rundt i min singlebolig og vande potteplanter eller høre musik.
I mit stille sind bilder jeg mig nemlig ind, at jeg er helt alene i verden, når jeg har lukket min hoveddør (børnene og konen er for laengst flyttet hjemmefra). Men det er jeg ikke ...
Ganske kort tid efter kigger jeg fra mit sovevaerelse over mod ejendommen, der ligger et lille stenkast fra min. Og hvem står der og kigger over på min lejlighed: Selvfølgelig er det Lars fra sportsforretningen.
Måske er det bare mig, der ser spøgelser. For kan man overhovedet se noget inde i en nabolejlighed?
Jeg tjekker efter ved at kigge over til mine genboer. Svaret er ganske klart: Det kan man. Og når der er taendt elektrisk lys, kan man se alt. Hver en detalje.
Pludselig går det op for mig, at der er et tocifret antal øjne, der kan følge med i mit daglige liv fra alle vinkler — og Lars har fået første parket. Lars bor på fjerde sal, jeg bor på tredje sal. Der er fint udsyn.
For at sige det ligeud så kan jeg godt finde på at gå nøgen rundt i min singlebolig og vande potteplanter eller høre musik.
Nu er det slet ikke sikkert, at Lars og fruen overhovedet kigger. De har sikkert noget mere fornuftigt at give sig til end at følge med i en halvgammel idiots hjemlige eskapader.
Men det får mig til at taenke over, hvor graenserne egentlig går for, hvad man kan tillade sig at gøre i sin privatsfaere. Og er det naboen eller dig selv, der har et problem, hvis han observerer noget, som hører privatlivets fred til?
For en ting er at lufte sin dingdong på en offentlig strand. Gaelder der ikke andre regler, når det sker på hjemmebanen?
Indtil videre har jeg ikke turde spørge min genbo om, hvorvidt han føler sig kraenket over mine bare deller og diverse.
Måske er det også bedst at leve i lykkelig uvidenhed.
HERFRA HVOR JEG STÅR
”Herfra hvor jeg står” er en personlig klumme om livet i stort og småt - skrevet af et fast panel af Jyllands-Postens skribenter.