50 år og 45 mio. solgte eksemplarer senere: Stadig en af historiens bedste rockplader
Hovedvaerk er aeldet med ynde: Én ting er ikoniske sange som ”Money” og ”Time”, som for alvor gav Pink Floyd spilletid i radioen, noget andet er de lydmaessige klaeder, som materialet blev praesenteret i.
ROCK
PINK FLOYD
THE DARK SIDE OF THE MOON Universal Music
Bevares, Pink Floyd var allerede store i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.
Isaer hjemme i England havde sange som ”Astronomy Domine” fra debutalbummet ”The Piper at the Gates of Dawn” (1967) og ”Echoes” fra mestervaerket ”Meddle” (1971) for laengst sikret London-bandet en trofast fanskare.
Men i 1973 skete der noget bemaerkelsesvaerdigt.
Da udgav Pink Floyd ”The Dark Side of the Moon”, bandets ottende studiealbum på blot syv år. Dén plade talte til masserne, og det har den gjort lige siden. Det er en af rockhistoriens bedst saelgende plader, albummet lå på Billboard 200 i 736 uger, fra marts 1973 til juli 1988, og er i dag solgt i mere end 45 mio. eksemplarer.
Nu fylder albummet 50 år, og i den anledning genudgives det i en raekke forskellige versioner, blandt andet et ambitiøst sammensat bokssaet bestående af en re-mastereret version af selve albummet, bonusalbummet ”The Dark Side Of The Moon Live At Wembley 1974”, flere 7”-singler, en 160siders fotobog og meget mere.
En innovativ produktion
Vi beskaeftiger os med selve studiealbummet.
Det er aeldet med ynde. Én ting er ikoniske sange som ”Money” og ”Time”, som for alvor gav Pink Floyd spilletid i radioen, noget andet er de lydmaessige klaeder, som materialet blev praesenteret i.
Lydbillederne er yderst behagelige, men de kradser også, og man kan stadig gå på opdagelse i de mange lag i produktionen, som ganske vist bygger på bandets kaerlighed til den progressive rock, men også byder på innovative afstikkere til elektronisk musik. Ja, der er noget tidligt Kraftwerk over mangefacetterede ”On the Run”, der ikke synes at vaere aeldet en dag siden udgivelsen i 1973.
Selv ”Money”, bandets første hit i USA, har tiden også vaeret god ved, selv om sekvensen med mønterne og det ringende kasseapparat er blevet misbrugt utallige gange i tv-indslag om økonomi igennem årene.
Den store succes virker – heller ikke i dag – det mindste kalkuleret, for hvem kunne have forestillet sig, at det var disse abstrakte lydstrukturer, rige på samples og reallyde, der skulle give bandet det helt store gennembrud?
Det er det, der gør Pink Floyds bedste plader udødelige: Det konstante mod til at gå lyd- og arrangementsmaessige svinkeaerinder og se stort på traditionelle sangstrukturer med vers og omkvaed. Når det er sagt, så holdt Pink Floyd balancen i disse år, den gode melodi skinnede igennem selv de mest vidtgående påfund, og sange som ”Us and Them” fremstår frem for alt faengende.
Lad samtidig denne genudgivelse fungere som en påmindelse om, hvad albumformatet kan. I en tid, hvor artister – danske og udenlandske – i tiltagende grad udgiver enkeltstående numre, er det befriende atter at dvaele ved et vaerk, som er dramaturgisk gennemtaenkt med en naturlig begyndelse, midte og slutning. Det komplette, sammensatte vaerk skaber naervaer, det styrker tilknytningen til musikken og dens afsendere, og det er staerkt savnet i en branche praeget af flygtighed.
Det magiske guitarriff
Og hvad skete der så?
Pink Floyd brillerede fortsat på det efterfølgende hovedvaerk ”Wish You Were Here” (1975), og alene det uhyre enkle, men svaert effektive, intet mindre end magiske guitarriff, som den ni-delte signatursang ”Shine On You Crazy Diamond” er bygget op omkring, kunne man skrive meget langt om.
Det samme gør sig gaeldende i forhold til bandets tiende album ”Animals” (1977).
Men så blev Pink Floyd – gradvist ganske vist – et mindre interessant bekendtskab.
Ja, rockoperaen ”The Wall” (1979) har ikonstatus, og Roger Waters puster fortsat nyt liv i ”Another Brick in the Wall” på sine soloturnéer, men som samlet vaerk hører albummet ikke til blandt bandets staerkeste.
Så kom pladerne uden bassist Roger Waters, som – overbevist om, at Pink Floyd var historie – forlod bandet i 1985. Vaerkerne blev praesenteret ved spektakulaere koncerter, som rykkede graenserne for, hvordan rockmusik kunne praesenteres live, men rent kunstnerisk kunne de ikke måle sig med Pink Floyds staerkeste udspil ”Meddle” (1971), ”The Dark Side of the Moon” (1973) og ”Wish You Were Here” (1975).