Her er en god usensationel seriemorderfilm
Ved at placere perspektivet hos to kvindelige journalister gør Matt Ruskin ”Boston Strangler” til en meget anderledes seriemorderfilm.
DRAMA
BOSTON STRANGLER USA, 2023
Instruktion: Matt Ruskin Kan streames på Disney+ 1 time og 54 minutter
Jeg kan naesten ikke lade vaere med at vaemmes over måden, hvorpå true crime-genren svaelger i virkelighedens seriemordere og deres forbrydelser.
Jeg forstår fascinationen af den formulariske, systematiske ondskab, men ved tendensen til at psykologisere og forstå bevaeggrundene bag nogle af verdens mest grusomme forbrydelser står jeg af. For hvornår er virkeligheden for brutal til at lade sig forvandle til underholdning?
I begyndelsen af 1960’erne haergede en seriemorder i Boston.
Han (man fandt langt senere ud af, at der var tale om flere maend) fik tilnavnet Boston-kvaeleren eller ”Boston Strangler”, da hans foretrukne drabsteknik var at kvaele sine ofre, som alle var kvinder.
Navnet, som blev siddende, blev opfundet af den kvindelige journalist Loretta McLaughlin (Keira Knightley), der sammen med kollegaen Jean Cole (Carrie Coon) var med til at afdaekke historien og sammenkaede mordene.
Synet på kvinder
Loretta er heldigere stillet end de fleste af hendes veninder. Hendes mand, James (Morgan Spector), er nemlig (i første omgang) af den overbevisning, at hans hustru er meget lykkeligere, når hun modsat de fleste kvinder får lov at gå på arbejde, og det til trods for, at det ofte er nogle temmelig tamme opgaver, Loretta og de andre kvindelige journalister bliver sat på.
Det handler mest om hjemmetest af krøllejern og brødristere, og Lorettas chef er meget lidt lydhør, når hun forsøger at mase sig frem i hierarkiet. Derfor overrasker det hende at se, hvordan den nytilkomne Jean tilsyneladende gnidningsfrit bliver accepteret på lige fod med de mandlige journalister.
Så da det går op for Loretta, at de mord på i første omgang aeldre, enlige, kvindelige borgere, der plager Boston, ikke er enkeltstående tilfaelde, men følger et ubehageligt mønster, får hun sammen med Jean lov til at kigge naermere på den sag, der skal vise sig at eksplodere med eftertryk.
Ruskin har ikke instrueret ”Boston Strangler” som et klassisk whodunnit. Vil man vide, hvem der står bag de mange kvindemord, kan man jo bare slå det op på nettet. For selv om Loretta og Jean – sammen med det lokale politi, der yder en tvivlsom indsats – jager en eller flere mordere, så placerer filmen sin tyngde i skildringen af det kvindesyn, der ligger til grund for både mordene, efterforskningen og den journalistiske daekning, der raekker ud over Lorettas og Jeans anstrengelser.
Knightley og Coon er fantastiske i front, og Ruskins solide håndvaerk sikrer, at man aldrig keder sig, men heller aldrig tvinges til sensationel vaemmelse ved ”Boston Strangler”.