Måske har Jesus fra Horsens en pointe
Glenn Bechs bestseller ”Jeg anerkender ikke laengere jeres autoriet” kan noget, man må modstraebende indrømme det.
Jeg kom sent til vaerket, det skal indrømmes. Krabbede mig modvilligt hen imod det, mens alle talte om det, for min erfaring er, at når alle er enige om noget, tager de fejl. Men jeg har overgivet mig og laest bogen.
Manden, Weekendavisen kaldte ”Jesus fra Horsens”, er en alt andet end tilgivende skikkelse. Han baerer det borgerlige navn Glenn Bech, og alene fornavnet kunne placere ham både socialt og tidsmaessigt, hvad han selv ville vaere den første til at skrige fra hustagene.
»Min mutti bleger sit hår og tager sol,« hedder det allerede på første side i ”Jeg anerkender ikke laengere jeres autoritet”, der er et rasende og med mellemrum naermest uartikuleret opråb, der har bedåret den kulturelle middelklasses abonniner i en grad, så oprøret nu er ude i femte-sjette-syvende oplag, og klassekaemperen må formodes at vaere kommet til penge (men det er jo ikke gjort med det).
»Rasende og renhjertet og forbløffende let at elske,« skrev pressen. »Sjaeldent har Politikens laesere vaeret mere enige: Pris går til Glenn Bech.« Og den renhjertede forfatter brød sammen i gråd, som det sig hør og bør.
Glenn Bech beskriver sin barndom som uerklaeret homoseksuel dreng i Horsens, og et kort referat må lyde, at det ikke var spor morsomt. Utvivlsomt selvoplevet, utvivlsomt rigtigt i beskrivelsen, rent af hjertet, men også lettere komisk, når det dumper ned i en offentlighed, hvor en lillebitte seksuel minoritet i den grad saetter dagsordenen. LGBT+-bevaegelsen er jo også et overklassefaenomen, enormt meget på mode, definerende for debatten, men hvad hjaelper det en provinssvans (som Glenn Bech kalder sig selv), som vokser op i en helt anden virkelighed?
Han kan se sig favnet nu, krammet halvt ihjel, om end han giver sig lidt i favntaget, som når han efter opstandelsen(!) skriver:
»Jeg og mit politiske projekt er intet frisk pust, men en lort, der skal aedes. Jeg udgav et manifest dedikeret til klassekampen.«
Selve bogen er alt og ingenting og veksler lystigt mellem pinefulde barndomserindringer og diskussion af arveafgiften; som andre før ham prøver Bech at isolere den grundlaeggende nepotisme, der holdt ham ude af selskabet.
Man kalder det den nye klassekamp, personligt er jeg allerede traet af den. I litteraturen, ikke mindst, hvor det vrimler med ghettobørn og voldsforbrydere, men selvfølgelig er der noget at komme efter, som der altid har vaeret. Det var ikke »ånd af vor ånd«, sagde Collin (citeret efter hukommelsen) nedladende om den altid tryglende Andersen, sådan taler insideren om outsideren, og det kan jo vaere så upågribeligt svaert at saette på begreb. Hvorfor er man udenfor, og hvordan kommer man ind?
I Kristian Bang Foss’ mesterlige ”Frank vender hjem” møder Frank en pige fra den rige Holmberg-familie og datter af Ingelise, der har sit eget haveprogram i fjernsynet. Hun er gift med André, gauche caviar par excellence, familien har sommerhus i Skagen – ikke »på«, det siger man ikke hos Holmbergs, klasseskellet ligger også i den bevidste brug af et forholdsord og ikke kun i de penge, der skal til at købe et sommerhus i eller på Skagen – alt efter temperament. Man spiser af Flora Danica ved festlige lejligheder og gør jo som sådan ikke noget nummer ud af det, kun i familien, entre nous; »stellet er ude«, hviskes der i marehalmen, hvorefter fodbolden hurtigt flyttes ud i forhaven.
Nu er det snart sommer, og Skagen er måske et meget godt sted at kigge hen, hvis man vil saette ord på det upågribelige.
»Jo, det var et saerligt land, og han erobrede det hvert år med samme store forventning. Bagude lå sminke og støv og anstrengende prøver og den bestandige kamp med underlødige instruktører og af og til tvivlsomme tekster (når man forlod det klassiske repertoire) og forude det uendelige stormombruste hav, den hvislende marehalm og de blødende, storslåede solnedgange.« Lyder det i Rifbjergs novelle ”Poulsen privat,” en gennemført ondskabsfuld satire over Poul Reumerts ankomst til Kandestederne syd for Skagen.
»Anna, der er personer på stranden,« sagde den rigtige Reumert konsterneret til sin hustru, hvis han under morgenens bad (au naturel, naturligvis) stødte på andre strandgaester, men nogle år senere var det jo Rifbjerg selv, der bankede PRIVAT-skiltene ned omkring sin grund, og siden er det bare vaeltet ind med personer, assorterede, upassende, udannede.
»Da jeg var barn, tilbragte vi mange sommerferier i Gl. Skagen. Det var i 1970’erne, laenge før uge 29 med den naermest rituelle fremvisning af privilegier, hvor rigmandsbørn promenerer rundt med fars Mastercard og en ’pagne under armen. Nej, dengang kunne mine foraeldre leje »Højenhus«, en fin gammel villa, som lå i klitten direkte ud til det store Vesterhavet, uden at det kostede en halv bondegård. Et år blev mine foraeldre venner med en lokal fisker, Knud-Erik, og hans kone, som inviterede os hjem i deres parcelhus til en generøs frokost,« skriver arkitekt Ane Cortzen i Berlingske; hun er datter af Børsens mangeårige chefredaktør Jan Cortzen.
Med raedsel fortaeller hun om en kvotekonge, der i Skagen har startet et større byggeprojekt uden brug af arkitekt.
»Forslaget ligner noget, et børnehavebarn kunne skabe ved hjaelp af nogle naerliggende Duplo-klodser,« skriver hun, og hun »kan i hvert fald utvetydigt konkludere, at der sidder en borgmester i Skagen, som ikke forstår, hvad der er en god investering for hendes by«.
Det gør der nu ikke. Skagen hører til Frederikshavn Kommune, og det er der, borgmesteren sidder, hvad der kan vaere en del af forklaringen på miseren.
Arkitektur er et fag, som Cortzen skriver, det er politik og økonomi også, og Ane Cortzen ulejliger sig ikke med at undersøge hverken de administrative forhold eller den økonomiske udvikling, der har demokratiseret hendes barndoms paradis blandt brave fiskere og omdannet det til uigenkendelig grimhed. Nu er der personer på stranden hele tiden, nu er der TV 2 og ”Kaos i Skagen”, grimme mennesker, der lever livet uden brug af arkitekt; den sande overklasse vaemmes ved det og søger at forklaede foragten som en form for omsorg for det faelles. Det er sgu klasse!
Jesus fra Horsens har bestemt en pointe, man må modstraebende indrømme det.
KOMMENTAR
Man kalder det den nye klassekamp, personligt er jeg allerede traet af den. I litteraturen, ikke mindst, hvor det vrimler med ghettobørn og voldsforbrydere, men selvfølgelig er der noget at komme efter.
”Verdens gang” er en ugentlig kommentar af Niels Lillelund, som er journalist, forfatter, kritiker og mangeårig kommentator på Jyllands-Posten.