»Blåt var det, og blåt er det blevet igen«
Billedhugger Kai Nielsen tilbragte en stor del af sit liv i villaen “Krogen” i Klampenborg, hvor et atelier i en staerk blå farve stod i skarp kontrast til hans ofte hvide skulpturer. Ny bog fortaeller historien om villaen og den nyligt overståede totalre
Der er altid noget saerligt ved steder, hvor ekstraordinaere begivenheder har fundet sted. Altså de nøjagtige koordinater for historiske haendelser. Lige her boede Picasso, da han malede sit ”Guernica”. Praecis her, i denne stue på Rungstedlund, skrev Karen Blixen ”Syv fantastiske fortaellinger”.
Hvad berømte billedhuggere angår, er det stort at kunne besøge Bourdelles velbevarede atelier på Montparnasse eller Canovas i Rom. Steder betyder noget – selv rum berøvet de genstande, der engang fyldte dem med mening og indhold. Heldigvis har vi fotografier, når behovet opstår for, at noget af atmosfaeren skal genskabes.
Således også fra Kai Nielsens atelier i Ordrup, hvor han rykkede ind med sit vitalistiske menageri i foråret 1915. For lige praecis her, på hjørnet af Krathusvej og Ørnekulsvej, var det, at indtil flere hovedvaerker i moderne dansk skulptur blev udført.
Det rummelige blåmalede atelier på Krathusvej var Kai Nielsens første egentlige arbejdsrum, alene indrettet til at daekke alle hans behov, ikke mindst behovet for at vise omverdenen, at her huserede en rigtig stor kunstner.
I traditionen fra Michelangelo og Rodin! Og hvad arbejdsrum angår, havde han prøvet det meste. Når han altid er så optaget af rummet omkring skulpturen, kan det haenge sammen med mange bitre erfaringer med alt for trange pladsforhold. Fra det første lille vaerelse på en 2. sal på Sankt Annae Plads til det sidste atelier i en høj kaelder i Østbanegade. Her modellerede han i øvrigt den monumentale skulptur af maecenen Mads Rasmussen, der kan ses i det andet blå rum i Kai Nielsens liv, nemlig rotunden på Faaborg Museum.
Det var en tendens i tiden, at store kunstnere viste sig frem i imponerende atelierer – fra Willumsen i hans villa i Ryvangen til Hansen Jacobsens praecis samtidige ottekantede atelier i Skibelund Krat ved Vejen.
Ikke laengere kunstnervaerksted
Den fredede kunstnervilla, tegnet af den danske arkitekt Ivar Bentsen, ligger på hjørnet af Krathusvej og Ørnekulsvej og markerer sig tydeligt i kvarteret som den store villa med flammede mursten i gult og rødt, rødt tegltag og en bygningskrop med to markante sidefløje mod øst og vest. Huset blev tegnet af Ivar Bentsen i 1914 til den danske billedhugger Kai Nielsen.
Ivar Bentsen tegnede huset helt i tråd med det paradigme for god arkitektur og fornuftige materialer og løsninger, der var grundlaget for Landsforeningen Bedre Byggeskik, som Bentsen stiftede og beskrev.
Da huset blev opført i 1916, var hele den østlige sidefløj et dobbelthøjt 85 m2 stort atelier til billedhuggeren, mens resten af villaen var familiens hjem.
I starten af 1900-tallet var der i Danmark en retning inden for arkitekturen kaldet ”Bedre Byggeskik”. “Bedre Byggeskik” var baseret på aeldre dansk byggeskik og overlappede med nyklassicismen og er karakteristisk med sine forenklede detaljer.
I 1992 blev huset fredet, men det var kun Kai Nielsen, der som kunstner havde brugt huset, som det var taenkt, så den oprindelige stemning af kunstnervaerkstedet var forsvundet gennem årene. Huset er ellers kun ombygget i kaelderen, og i en periode fra 1969 har atelieret vaeret indrettet som tegnestue af arkitekten Mogens BlackPetersen med et par glastvaervaegge og en trappe
til kaelderen, hvor pejsen står i dag. Et hjørne af køkkenet blev i samme omgang inddraget til gaestetoilet.
I 2018, da restaureringen blev påbegyndt, var en del originale detaljer intakte: vinduer, indvendige døre og gulve, men stod i lyse farver – fortrinsvis hvid – med afhøvlede gulve, og de udvendige skodder var turkisblå. Køkken og badevaerelser var af nyere dato.
Taget var slidt, atelierets ovenlysvinduer fjernet i en renovering af taget fra 1970’erne, og atelierets vaegge suppleret med et lag gipsplader, loftet var blevet saenket, og det oprindelige betongulv daekket af et lyst parketgulv.
Nyt køkken som fortolkning
For at sikre de rigtige løsninger i det kommende arbejde, og afbalancere bygherres ønsker med bevaring af bygningens fredningsvaerdier og historie, har vi arbejdet med en restaureringsholdning. Vores tilgang hertil har vaeret at inddele arbejderne i forskellige kategorier: - Forebyggelse
- Istandsaettelse
- Restaurering
- Fortolkning
- Transformation
- Rekonstruktion
Arbejdet med Krathusvej har omfattet både hus og have, hvor huset både er blevet ”istandsat” og ”restaureret”, mens haven er planlagt til at blive ”fortolket”, da vaesentlige dele med tiden er gået til eller fjernet helt.
Istandsaettelse (hus): Daekker over almindelig vedligeholdelse, men omfatter også større indgreb, som direkte involverer reparation eller udskiftning af bygningsdele, dog uden at frembringe nye vaerdier. I en istandsaettelse indgår alene udskiftning fra en til en. Istandsaettelse daekker også udskiftning af installationer, som dog vil vaere en opdatering.
Restaurering (hus): Fremdrager nye dele, som ikke var synlige før. Under en restaurering vil de bygningsmaessige kulturarvsvaerdier forøges ved, at laesbarheden og aestetikken forstaerkes. Restaurering raekker ud over, hvad der er nødvendigt for at opretholde en god tilstand for bygningen. I denne situation er der ikke kun tale om en udskiftning fra en til en, men om at tiltagene aendrer bygningens udtryk.
Fortolkning (have): En fortolkning tager udgangspunkt i historiske kendsgerninger og former, der er påvist i haven, men vil alligevel vaere praeget af, hvem der vurderer undersøgelserne. Fortolkning indeholder en grad af fritaenkning, men skal grundlaeggende hvile på en grundig faglig vurdering.
Arbejdet på villaen har omfattet, at alle malede overflader – vaegge, lofter og gulve, døre og vin
Det var en tendens i tiden, at store kunstnere viste sig frem i imponerende atelierer.
Peder Rasmussen, forfatter og keramiker
duer – er blevet istandsat. Der er udført farvearkaeologiske undersøgelser for på den måde at kunne ”følge med huset” og tilbageføre vaesentlige oprindelige farver. Alle installationer er skiftet ud.
Som en del af arbejderne er der indrettet nyt køkken i stueetagen som en fortolkning, der skulle passe til huset, ligesom der er tilføjet et nyt badevaerelse på første sal. Husets radiatorskjulere er blevet rekonstruerede.
Ultramarinblå farve var afgørende
Den vaesentligste del af restaureringen har vaeret tilbageførelsen af ovenlyset i atelieret og de brede vaegplanker, men isaer genmalingen af den oprindelige ultramarinblå vaegfarve har vaeret afgørende for oplevelsen af det oprindelige hus. Kai Nielsens datter Nina mindes “Krogen”, som de kaldte villaen, således: »Herfra har jeg bare et skarpt synsindtryk af et knaldblåt, maegtigt atelier med masser af lys og store hvide kvindefigurer.« Blåt var det, og blåt er det blevet igen! Det forunderlige ved at male så stort et rum i så voldsom en farve er, at farven samler rummet og gør det hyggeligt.
Under parketgulvet i atelieret dukkede der en skakmønstret bemaling op, der sandsynligvis ikke var der i Kai Nielsens tid. I hvert fald var der under skakmønstret et oxidrødt/brunt malingslag. Sammen med de ultramarinblå vaegge har det vaeret et voldsomt rum at komme ind i. Det har Nielsen sikkert godt kunnet lide som baggrund for de hvide figurer.
Enkelte, senere indbyggede, bygningsdele er bevaret ved denne restaurering: balkonen og den store ”herregårdspejs” i atelieret. Kai Nielsen opvarmede atelieret med en mindre kakkelovn – det var jo et arbejdsrum! I skuespillerinden Clara Pontoppidans ejerperiode fra 1930-1956 blev atelieret indrettet mere middelalderligt med tunge spisestuemøbler og lamper. I arkitekten Mogens Black-Petersens ejerperiode indrettede han i 1963 tegnestue i atelieret, og kakkelovnen blev fjernet til fordel for en trappe til kaelderen. Den seneste version af ”herregårdspejsen” er fra 1994.
Ivar Bentsens haveplan fra 1914 viser, at adgangen var fra Ørnekulsvej til både hus og huggegård, så man gik med lyset og varmen ind i huset. Mod øst lå huggegården og materialelageret, og fra huggegården gav en stor port adgang til atelieret. Mod syd og vest indrammede dobbelthaekke haven, og som indramning af gårdspladsen en enkelt haek med små traeer i hjørnerne. Langs huggegården skaermede en høj havemur i samme type murvaerk som selve huset: den gule, rødflammede andensorteringssten. Havemuren er blevet restaureret, og havemurens overligger i egetrae er reetableret.
Med flytningen af adgangen til Krathusvej blev husets indgang flyttet om på nordsiden af huset, og den oprindelige bastion, der optog terraenspringet på nordsiden af huset, var allerede gravet vaek, og i 1994 blev der opsat en moderne stål- og traetrappe, der foreløbig er bevaret. Ved afgravningen på bagsiden blev der etableret to kaeldervinduer mod nord.
Fortolkningen af haven er planlagt sådan, at huggegårdens grundplan markeres af felter med fliser, slotsgrus og graesbede. Den oprindelige gårdsplads mod syd er i dag terrasse, og indramningen er planlagt som en staudehave. Den vestlige del af haven er i 2020 omdannet til en varieret rododendronhave, mens den nordlige del er
Der er udført farvearkaeologiske undersøgelser for på den måde at kunne ”følge med huset” og tilbageføre vaesentlige oprindelige farver.
Jens Berthelsen, arkitekt og forlaegger på Aristo Bogforlag