Arkitekt vil ruste boligejere til at renovere med omtanke: »Jo mere intakt et hus er, desto mere forsigtigt skal man gå til vaerks«
Et vaeld af nye materialer har efterhånden fortraengt de traditionelle, langtidsholdbare materialer fra byggemarkedernes hylder. Det mener Historiske Huse, der vil udbrede kendskabet til linolie, traetjaere og kalk – for både klimaet og kulturarvens skyld
Hvis det stod til Jeanne Brüel, så burde der vaere en lov om, at folk skulle bo i deres hus i mindst et år, før de begyndte at lave større forandringer i det. Hun er restaureringsarkitekt og partner i Brüel og Nørgaard Arkitekter, og så er hun aktuel med bogen “Traditionelle byggematerialer – eksempler på byggemetoder i historiske huse”, der er udgivet af interesseorganisationen Historiske Huse og henvender sig til både gør-det-selv-folket, håndvaerkere, rådgivere og alle andre, der har interesse i at passe på gamle huse og den historiske bygningsarv.
For selv om der i dag er et stort fokus på baeredygtighed og genanvendelighed i byggebranchen, er det stadig ofte praefabrikerede elementer og nye materialer som letbeton og plast, forbrugerne bliver praesenteret for, når de for eksempel går i byggemarkedet. Og i kombinationen med boligejernes behov for at skraeddersy deres bolig til netop deres behov kan det resultere i, at den originale byggestil bliver ødelagt, eller at gode, langtidsholdbare elementer som vinduer og døre bliver kasseret til fordel for nye, billigere udgaver.
»Når folk køber et hus, så er det jo, fordi de falder for et eller andet ved det. Alligevel har de tit meget travlt med at saette deres eget praeg på huset – uden tanke på, at huset måske skal leve videre 100 år mere, og at der også er nogle andre, der skal flytte ind efter dem,« siger Jeanne Brüel, der i mange år har beskaeftiget sig med istandsaettelse, restaurering og nyindretning af privatejede, fredede og bevaringsvaerdige huse.
»Jeg siger altid til folk, at de skal prøve at bo i huset i et år for at se, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. For man kan så nemt komme til at tage forkerte beslutninger på et løst grundlag, og det kan koste rigtig dyrt – både fordi det bliver mindre rart at vaere i huset, og man dermed risikerer at have brugt pengene forkert, men også helt konkret ved et gensalg,« fortsaetter hun.
Overordnet er det hendes holdning, at jo mere intakt et hus er, desto mere forsigtigt skal man gå til vaerks – og omvendt. Hvis huset allerede er ombygget til ukendelighed indeni, behøver man ikke gøre sig så mange overvejelser om, hvorvidt man skal bevare eller forandre udtrykket.
»I 1960’erne og 1970’erne var man for eksempel vild med parcelhusstilen, og det slog igennem i detaljerne i de gamle huse, hvor man tilføjede vinduer med store termoruder, pladedøre og listelofter. Det samme så vi i 1990’erne, hvor det var meget moderne, at man lagde fliserne diagonalt i postmodernistisk stil,« siger Jeanne Brüel.
Der er mode i alting
Efter at have arbejdet med bevaring og restaurering – og oplysning herom – i over 20 år, er hun begyndt at kunne maerke, at boligejerne er mere interesserede i at vaerne om originale materialer og detaljer.
»Som udøvende arkitekt har jeg oplevet, at den yngre generation af huskøbere, de 30-50-årige, er mere modtagelige overfor professionelle råd, og de er faktisk også ret godt forberedt. Hvis de har et Bedre Byggeskik-hus, så har de ikke bare laest bogen om Bedre Byggeskik, de har også sat gule maerkater dér, hvor de har spørgsmål,« siger hun.
Jeanne Brüel pointerer, at ligesom der er mode i musik og tøj, så er der også mode i arkitektur blandt restaureringsarkitekter, og i 2020’erne er arkitekterne generelt mere naensomme og forsigtige i deres tilgang, end de var i 1990’erne.
Og så spiller det naturligvis også en rolle, at baeredygtighed og genbrug virkelig er kommet på dagsordenen i de sidste fem-10 år, understreger hun. Det har nemlig betydet, at folk taenker sig en ekstra gang om, inden de smider noget ud, der virker – for eksempel et gammelt, men stemningsfuldt køkken, som forholdsvis let kan opfriskes med maling og nye greb.
Også Søren Vadstrup, restaureringsarkitekt og lektor i bl.a. bygningsbevaring på Kunstakademiets Arkitektskole, ser en større interesse blandt husejerne i dag for at bevare det originale og intakte. Han er forfatter til en lang raekke bøger om vedligeholdelse og istandsaettelse af aeldre bygninger, og han glaeder sig over, at hans og kollegernes oplysningsarbejde langt om laenge har båret frugt.
For som husejer skyder man sig selv i foden,
Når folk køber et hus, så er det jo, fordi de falder for et eller andet ved det. Alligevel har de tit meget travlt med at saette deres eget praeg på huset.
Jeanne Brüel, forfatter, restaureringsarkitekt og partner i Brüel og Nørgaard Arkitekter
»Nye vinduer er på alle måder dårligere end gamle. På alle måder. Det skyldes blandt andet, at traeet på de gamle vinduer er skåret op på en måde, så årene ligger vinkelret på overfladen, hvilket betyder, at traeet naturligt afviser vand. På nye vinduer er det gjort lige omvendt, fordi man mener, det ser paenere ud,« siger han og understreger, at man også skal vaere varsom med den maling, man istandsaetter sine gamle vinduer med:
»Nye vinduer holder op til 25 år, hvis vi er meget flinke. Jeg har nogle vinduer, der er 280 år gamle, som ingenting fejler. Men den dag, man begynder at give dem plastikmaling, vil de holde i 10 år, så rådner de.«
Ifølge Søren Vadstrup skyldes det ofte uvidenhed, når husejere bruger de forkerte materialer til at istandsaette med – men også et pres fra byggemarkederne og malerforretningerne for at bruge de nye produkter på markedet. Dertil kommer, at ekspedienterne ikke altid ved, hvilke materialer der absolut ikke egner sig til aeldre bygninger, mener lektoren:
»Man burde faktisk oplyse ved køb af produkterne, om de egner sig til gammelt murvaerk, bindingsvaerk, vinduer og så videre, men mit indtryk er, at ekspedienterne traenger til efteruddannelse i de her saerlige materialer,« siger han og fortaeller om en henvendelse, han fik fra en mand, der havde købt et gammelt hus i Sønderborg.
Ifølge Sønderborgs lokalplan skal alle husfacader, der pudses eller vandskures, have pasteleller jordfarver, fordi det er sådan, byggetraditionen er i byen. Manden var derfor gået i et byggemarked og havde spurgt efter jordfarver, men det var der ingen, der vidste, hvad var.
»Det er noget, vi støder på gang på gang, at man ikke kan få rådgivning. Nogle gange spørger jeg selv af nysgerrighed, og så er det altså uvidenhed, jeg møder. Det er måske ekspedienter, der kommer fra en tøjbutik, som så bliver ansat til at saelge maling,« siger Søren Vadstrup.
Et andet mindset
Både Søren Vadstrup og Jeanne Brüel afviser, at det er dyrere eller mere omfattende at renovere gamle huse end nyere. Det bunder i en misforståelse, mener Søren Vadstrup:
»Når det gaelder for eksempel gamle vinduer, tror nogle, at de skal slibes helt ned til det bare trae, men det er faktisk forkert, og det kan vaere med til at ødelaegge traeet, hvis man går så hårdt til vaerks,« siger han og fortsaetter:
»I stedet skal man bare fjerne det, der sidder løst, og male ovenpå. Så kan man selvfølgelig se, at der er spor efter gammel maling, men sådan ser et gammelt hus altså ud.«
Derfor er det også vigtigt, at man indstiller sit mindset på at bo i et gammelt hus, mener Jeanne Brüel. For eksempel kan man ikke forvente, at man har de samme energioptimeringer som i et passivhus – til gengaeld får man så et rigtig godt indeklima, fordi der som regel er lidt utaetheder hist og her.
»Og det vedligeholdelsesfrie hus eksisterer ikke. Det kan godt vaere, man ikke skal vedligeholde nye huse de første 25 år, men derefter skal man jo. Og fordelen ved de gamle materialer er, at de aeldes paent. Mens plastikmaling revner og ser trist ud, så vil en kalket vaeg, som ikke har vaeret kalket de sidste syv år, stadig stå smukt patineret med en fin stoflighed,« siger hun.
Søren Vadstrup, restaureringsarkitekt og lektor i bl.a. bygningsbevaring på Kunstakademiets Arkitektskole
Mange nyere materialer er for staerke og for hårde, og på et aeldre hus skal materialerne vaere så svage som muligt, for så holder de bedst.