Ukraine kan skrive sig ind i krigshistorien med laenge ventet offensiv
En million soldater med 40.000 kanoner, der det første døgn affyrede 1.236.000 granater med en samlet vaegt på 98.000 tons. Sådan gik det for sig ved den sidste store landoffensiv i Anden Verdenskrig i Europa. Første Hviderussiske Front under marskal Sjukov åbnede den 16. april 1945 angrebet mod de nazityske stillinger ved Seelower Höhen for at komme over Oder-floden. Slaget varede i tre døgn, så var vejen til Berlin åben for Den Røde Haer. To uger senere begik Adolf Hitler selvmord i sin førerbunker.
Sådan er styrkeforholdene langtfra ved den ukrainske offensiv mod russiske stillinger i det østlige og sydlige Ukraine, som nu ifølge bl.a. den anerkendte amerikanske taenketank Institute for the Study of War er gået i gang.
Vestlige eksperter vurderer, at Ukraine har samlet en offensiv styrke på 50.000-60.000 mand, som Vesten i flere måneder har forsynet med avancerede våben, herunder kampvogne og alle slags pansrede køretøjer.
Inden offensiven begyndte, affyrede de ukrainske styrker ca. 4.000 granater i døgnet mod russerne. Russerne op mod 20.000. Størrelsesforholdene er altså vaesentligt mindre nu end ved Seelower Höhen. Mange af de militaere principper, der driver en sådan offensiv, vil vaere de samme. Men det er forskellene mellem dengang og nu, der springer mest i øjnene.
Krig og offensive aktioner føres i dag på en helt anden måde. Ukraine råder over langt mere avancerede våbensystemer, styrkerne er mere bevaegelige, og selve offensiven foregår over et bredere spektrum, end da de sovjetiske styrker løb frontalt storm mod de tyske stillinger og håbede det bedste.
Alligevel er det billederne fra dengang, som de fleste instinktivt forbinder med den type offensiv, som Ukraine nu har sat i gang.
Klassiske kampvognsoffensiver fandt sted i stort tal under Anden Verdenskrig – fra det tyske angreb på Frankrig i 1940, de store omringningsslag på østfronten med tilfangetagelse af hundredtusinder af sovjetiske soldater i krigens indledende fase og dernaest Den Røde Haers systematiske oprulning af den tyske vaernemagt, der endte i Berlin 1945.
I nyere tid bød Israels sejr i Seksdageskrigen i 1967 og begge Irakkrige i 1991 og 2003 på samme type krigsførelse med store kampvognsenheder, der angriber og omringer fjendtlige styrker.
Men det er ikke sådan, man skal forestille sig Ukraines offensiv nu, siger eksperter.
»Modoffensiven i Ukraine har i virkeligheden vaeret i gang laenge. De fleste ser billederne fra Anden Verdenskrig for deres indre, altså at offensiven begynder, når de første kampvogne starter. Det er helt forkert. Dét markerer offensivens afsluttende fase, ikke dens begyndelse,« siger militaereksperten Marcus Keupp til radiostationen Deutschlandfunk.
Han henviser til den bølge af angreb og sabotageaktioner, som har ramt de russiske styrker langt fra fronten i den senere tid: Afsporede transporttog, angreb på ammunitionslagre og braendstofdepoter, droneangreb på vigtige logistiske knudepunkter, endog hovedstaden Moskva, missilangreb langt bag fronten.
»En moderne offensiv begynder med en intens efterretningsvirksomhed, altså ved at identificere fjendens svage punkter og mål med artilleri- og droneangreb,« tilføjer Marcus Keupp.
Vestlige våben til Ukraine
Den samme taktik har Ukraine med succes brugt tidligere i krigen.
»Hele denne palet af angreb har skullet bløde de russiske stillinger op, ligesom det skete op til den ukrainske offensiv ved Kherson,« skriver militaereksperten Carlo Masala, Universität der Bundeswehr, med henvisning til den ukrainske tilbageerobring af den sydukrainske storby i efteråret.
Målet for offensiven vil alligevel optimalt vaere det samme, som det var for Den Røde Haer i 1945, og som det også i senere krige har vaeret: at gå efter at bryde igennem de russiske stillinger med tungt materiel anført af kampvogne.
Op til offensiven er Ukraine blevet massivt oprustet af mange Nato-lande. 230 kampvogne, heraf en del avancerede Leopard 2’ere, og 1.550 pansrede køretøjer foruden store maengder ammunition og andet udstyr til en samlet vaerdi af op mod 400 mia. kr. i direkte militaer støtte var status allerede for et par uger siden.
»Hvis det lykkes, gaelder det for enhver offensiv om at holde momentum, drive kilen så langt og så effektivt ind i de fjendtlige styrker, men uden at udsaette sine egne soldater og forsyningslinjer for unødig risiko,« siger den pensionerede Nato-general Egon Ramms til tv-stationen ZDF.
Det kan meget nemt gå galt
Under alle omstaendigheder er store offensive aktioner altid meget sårbare, ligegyldigt hvor omhyggeligt de er blevet forberedt.
Op til de allieredes landgang i Normandiet i 1944 blev de tyske stillinger udsat for massive bombardementer fra allierede krigsskibe og fly. De tyske styrker i området var ikke ret staerke, fordi Hitler regnede med, at invasionen ville finde sted oppe ved Calais. Alligevel sad de allierede laenge fast helt ude ved kysten, indtil gennembruddet kom med nedkaempelsen af store tyske styrker i den såkaldte Falaise-lomme.
Så gik det mere efter planen, da Kroatien i 1995 åbnede ”Operation Storm” mod de serbiske styrker og tilbageerobrede Krajinaprovinsen. 130.000 kroatiske soldater deltog i offensiven, der afsluttede den jugoslaviske arvefølgekrig for Kroatiens vedkommende. Også her blev angrebet indledt med et voldsomt artilleribombardement, der også draebte en udsendt dansk FN-soldat.
Blandt flere scenarier kan det taenkes, at de ukrainske styrker omgår de staerkeste russiske stillinger og først senere vender tilbage for at nedkaempe dem. Sådan var den russiske strategi også i krigens indledende fase ved angrebet på den staerkt befaestede storby Mariupol, forklarer major Esben Salling Larsen, Forsvarsakademiet.
De russiske styrker i Ukraine har i lang tid forberedt sig på den ukrainske offensiv. Ifølge vestlige satellitbilleder har russerne siden efteråret befaestet flere hundrede kilometer af frontlinjen. Alene ved byen Polohy i Zaporizjzja-regionen straekker panservaernsgravene sig over 30 km. Amerikanske eksperter vurderer, at der i hele området er forsvarsvaerker over 120 km.
I nyere tid har én strategi praeget isaer USA’s krigsførelse: ”Shock and awe” (chok og raedsel). Den indebaerer, at der indsaettes et overvaeldende styrkemål, der skal paralysere fjenden og lamme ethvert forsvar fra første faerd. Den blev fulgt i den anden Golf-krig i 2003, da et intenst angreb på Iraks hovedstad, Bagdad, også omfattede et forsøg på at ramme Saddam Hussein personligt.
Ukraines offensiv er i gang. De fleste taenker i den forbindelse på de enorme omringningsslag fra Anden Verdenskrig eller Golfkrigen. Men målene og midlerne er anderledes nu. Alligevel kan offensiven skrive sig ind i krigshistorien, hvis den lykkes.
Hvad er succeskriteriet?
Sådan kommer den ukrainske offensiv ikke til at forløbe, er militaere eksperter rørende enige om. Men hvad er så egentlig succeskriteriet?
»Jeg kan ikke på forhånd sige, hvordan en succesrig offensiv vil se ud. 10 km, 30 km, 100 km, 200 km? Ikke til at sige,« sagde Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, for nylig til Washington Post og tilføjede:
»Forventningerne til vores modoffensiv bliver overvurderet ude i verden. De fleste forventer noget stort, men mange vil nok blive følelsesmaessigt skuffet.«
Meldingen er blevet gentaget af andre ukrainske ministre. Det har sin egen logik. Denne måde at dosere forventningerne både i Ukraine og globalt har i sig selv vaeret en forberedelse på den militaere offensiv. Den skal formidle et indtryk af, at det faktisk nytter noget, at Vesten støtter Ukraine militaert, og at Ukraine vil vaere i stand til foretage andre offensive skridt. Men der må ikke skabes urealistiske forventninger. Hvis de alligevel ikke kan indfries, kan det gå ud over både den hjemlige moral og omverdenens tro på, at Ukraine i det lange løb kan klare sig mod det maegtige Rusland.
Strategien med at nedtone forventningerne skal dermed modvirke en urealistisk tro
UKRAINES KAMPSTYRKE
Der er med hjaelp fra Vesten opstillet og udrustet ni brigader, hver formentlig med 4.000-5.000 soldater.
Derudover menes ukrainerne at have i omegnen af tre yderligere brigader reserveret til den kommende modoffensiv.
Under det ukrainske indenrigsministerium er der organiseret otte brigader af lettere udrustede frivillige, der skal operere i de områder, som bliver befriet.
Ramstein-gruppen af lande, der støtter Ukraine, har leveret flere end 230 kampvogne og 1.550 pansrede køretøjer.
Kilde: Defense.gov, JP
på, at Ukraine nu er i faerd med at rulle hele den russiske besaettelsesmagt op. I visse vestlige hovedstaeder – og også blandt almindelige ukrainere – har offensiven fået en naesten mytisk karakter, og der er mange paralleller til Anden Verdenskrig i omløb.
Men der er ikke lagt op til hverken en blitzkrieg med kaempestore knibtangsmanøvrer og enorm mobilitet eller en total ødelaeggelse af den russiske invasionshaer, understreger militaereksperten Carlo Masala. Virkeligheden på slagmarken i Ukraine vil se meget anderledes ud end dengang.
For praesident Volodymyr Zelenskyj er sagen ret enkel:
»Jo mere sejrrige vi er på slagmarken, desto mere vil omverdenen tro på os. Det betyder igen, at vi vil få mere hjaelp.«
Krigen vil traekke ud
Han har for laengst skrevet det ultimative krigsmål ud: Alle russiske soldater skal forlade ukrainsk jord, inklusive den annekterede Krim-halvø. Det kommer dog ikke til at ske alene via den igangvaerende offensiv, er eksperter enige om.
»Jeg forstår, hvilket kolossalt pres der ligger på den militaert øverstkommanderende, general Valerii Zaluzjnyj. Alle venter mirakler af ham, men det bliver ikke nemt. Vi har allerede kaempet 435 dage siden det russiske angreb, og vores folk er forståeligt nok traette,« sagde Ukraines tidligere forsvarsminister Anatolii Grytsenko for nylig til Jyllands-Posten.
Krigen i Ukraine slutter ikke med den igangvaerende offensiv. Militaereksperten Franz-Stefan Gady venter heller ikke, at et ukrainsk angreb vil få de russiske forsvarsvaerker til at bryde sammen og udløse en russisk masseflugt.
»Dette er ikke den offensiv, der kommer til at afslutte krigen. Det bliver ikke den sidste offensiv, hverken for Rusland eller Ukraine,« siger han til nyhedsmagasinet Der Spiegel.
Derfor må den ukrainske generalstab tilrettelaegge offensiven sådan, at den tager højde for, at Ukraine stadig skal have ressourcer til krig mod Rusland laenge endnu og også have kraefter til nye offensiver, tilføjer han.
Enorme tabstal på museum
Ved Seelower Höhen i det østlige Tyskland er der i dag et lille museum for det store slag dengang. En guide viser rundt og fortaeller om de enorme tabstal i det tre døgn lange slag i april 1945. 33.000 sovjetiske soldater omkom, 12.000 tyske.
Det minder om, hvor langt der kan vaere fra de store strategier og forkromede planer til døden og de menneskelige lidelser på slagmarken.
Sådan vil det også vaere i Ukraine lige nu. Med offensiven følger død og lemlaestelse, men i Ukraines tilfaelde tjener det et nøje defineret, højere mål – at traenge fjenden ud af landet og redde Ukraines selvstaendighed.
»I stedet for at standse opbygningen af den ukrainske nation og tilintetgøre dens selvstaendighedstrang styrkede den russiske invasion (…) det ukrainske folks følelse af identitet og enhed og gav det en ny eksistensberettigelse, nye fortaellinger og nye helte og martyrer,« skriver Ukraineeksperten Serhii Plokhy, Harvard University, om, hvad der er på spil lige nu i det østlige Ukraine.
Det er et stort ansvar, der hviler på de ukrainske soldater, som nu driver offensiven. Det kan ende med, at de skriver sig ind i krigshistorien.