I fem måneder befandt hun sig i en mareridtsagtig boble

Julie R. Ølgaard anede ikke, at hendes nye film ville ramme ned i en nyopblusset debat.

Julie R. Ølgaard sad i et ventevaerelse med sin datter i maven og et stykke papir, der viste, at noget kunne vaere galt med det lille liv. »Jeg var fuldstaendig ødelagt. Jeg kan ikke have et barn, der er sygt, taenkte jeg. Så så jeg to handicappede drenge i ventevaerelset. De var så kaere og søde ved hinanden, og jeg brød fuldstaendig sammen. For dér sad jeg med min kamp, og hvad fanden var jeg for et menneske, der mente, at de ikke havde ret til at vaere der. Selvfølgelig har de det.«

Julie R. Ølgaard var heldig. Hun slap for at tage stilling, for blodprøven var med hende og datteren, som i dag er fire år gammel.

»Jeg har ikke svaret på, hvad man skal gøre i sådan en situation, men jeg synes, at det er vigtigt at snakke om det og tale om, at man kan have de tanker uden at vaere et dårligt menneske,« siger den debuterende filminstruktør, som er aktuel med krimithrilleren ”Englemageren”, som hun har skrevet, instrueret, produceret og spiller hovedrollen i.

Her er hun kriminalbetjenten Laura, som er sygemeldt med en fødselspsykose efter at have aborteret sent i sin graviditet. Sagen om en seriemorder, som draeber unge kvinder, der har fået en abort, sender hende tilbage til arbejdet. Her forsøger hun forgaeves at overbevise sig selv og omverdenen om, at alt er, som det skal vaere.

Dermed har Julie R. Ølgaard kastet sig hovedkulds ind i en debat, som langtfra var aktuel, da hun gik i gang med at skrive.

»Det er det, der er så vanvittigt. Pludselig skete alt det i USA, og vi var bare: What?«

Mareridtsboble

Julie R. Ølgaard taler om sommeren 2022, da USA’s højesteret omstødte en dom fra 1973, der sikrede retten til abort. Dermed var det op til hver enkelt delstat at lovgive i spørgsmålet om abort. Siden har flere stater indført et forbud mod abort efter sjette uge. Samtidig er debatten også blusset op i Danmark, hvor Enhedslisten foreslår, at graensen skal haeves fra 12 til 22 uger.

»Jeg synes, at alle mennesker har ret til at gøre lige praecis, hvad de vil, med deres egen krop. Det kan vaere fint at haeve graensen, men jeg synes også, det er fint, at der – som nu – er nogle fagpersoner inde over, som vurderer, om man kan få en abort efter 12 uger. Men den proces må gerne gå hurtigere, end den gør i dag. Der er jo folk, som slet ikke ved, at de er gravide før sent, og som af forskellige grunde ikke kan få barnet,« siger Julie R. Ølgaard, som samtidig mener, at spørgsmålet om adoption bør vaere en del af debatten:

»Hvorfor kan vi ikke optimere adoption af børn i Danmark? Hvorfor kan det ikke blive en nemmere proces?«

Julie R. Ølgaard ville gerne lave en film om, hvad det kan gøre ved en kvinde og et par at miste et barn. Hun har ikke selv mistet, men har befundet sig på den kant, som en fødsel kan kaste nogle ud over. Hendes første barn, sønnen Cooper, blev født syv uger for tidligt, og de naeste fem måneder var en mareridtsagtig boble, hvor han skulle have mad hver tredje time døgnet rundt. Om natten lød de skrigende katte uden for hendes vindue som graedende børn, og sengetiden blev forbundet med frygt.

»Jeg vidste jo, at vaekkeuret ville ringe om halvanden time. Jeg kunne ikke overskue tanken om at gå i seng, samtidig med at jeg var grundtraet. Dér fik jeg en helt ny forståelse for, at laesset kan vaelte for alle. Følelsen af ikke at kunne mere kunne lige så godt have ramt mig.«

I sin research kom hun i kontakt med kvinder, der havde fået en fødselsdepression, havde mistet et barn sent i graviditeten eller et for tidligt født barn. Én måtte sige farvel til sin dreng i 22. uge. Hun var to uger inde i sin sorgorlov, da hun ifølge Julie R. Ølgaard blev ringet op af en kollega.

»Du skal bare lige vide, at vores chef har bedt mig om at tage hjem til dig og tjekke, om du bare går og danderer den,« lød beskeden.

»Og det er den verden, vi lever i, hvor det er virkelig svaert at forstå, at det er et traume at miste sit barn så sent i graviditeten. Der bliver stillet nogle fuldstaendig urimelig krav til os. Denne kvinde havde taget sin baby med hjem, og han havde ligget i sin lille kiste, mens parret havde spist aftensmad, inden han blev begravet. Det kan lyde makabert, men det giver mening, at man har en forbindelse til barnet, når det har ligget så laenge i maven,« siger Julie R. Ølgaard, som peger på, at man også skal huske maendene.

Noget, som Laura glemmer i filmen, da hun uden sin partners vidende vaelger at afslutte graviditeten, fordi der er risiko for, at barnet er hjerneskadet.

»Den beslutning, hun traeffer, er jo fuldstaendig urimelig. Vi glemmer ofte maendene og den afmagt, som findes i deres fortaelling.«

Arbejdet overskygger traumer

Laura er en forknyt kvinde, som iført et skjold af beton lader arbejdet overskygge sine traumer. En figur, som leder tankerne mod Sofie Gråbøls karakter Sarah Lund fra ”Forbrydelsen”. Serien, som på mange måder kom til at definere den 41-åriges karriere.

»Det tager jeg som en stor kompliment. Sarah Lund var i min verden en fantastisk karakter, fordi hun var tough udenpå og havde en masse indre tumult,« siger hun.

Julie R. Ølgaard spillede Nanna Birk Larsen, den draebte gymnasieelev, hvis drab Sarah Lund brugte to saesoner på at opklare.

”ENGLEMAGEREN”

Krimithriller skrevet og instrueret af Julie Ølgaard.

Ølgaard spiller derudover hovedrollen som kriminalbetjenten Laura.

Julie Ølgaard er uddannet fra The Lee Strasberg Theatre Institute i Los Angeles.

Debuterede i 2003 i filmen ”Midsommer”.

Fik sit gennembrud som gymnasieeleven Nanna Birk Larsen i tv-serien ”Forbrydelsen” (2006-07).

Hvordan har du det med, at de fleste forbinder dig med Nanna Birk Larsen?

»I mange år, da jeg var ung, var jeg traet af det. Jeg synes, at jeg har spillet mange andre roller, som har betydet mere for mig, og som jeg har lagt meget mere arbejde i. Men den vil også altid have en saerlig plads i mit hjerte, fordi det var nu afdøde Birger Larsen, som instruerede. Han var et magisk menneske, og jeg har laert mange ting af ham.«

En landeplage

Samtidig opdagede Julie R. Ølgaard effekten af, at serien blev vist i en tid, hvor danskerne troligt taendte for DR hver søndag aften.

»Det er svaert at forestille sig i dag, fordi der er så mange forskellige serier, men ”Forbrydelsen” var jo en landeplage. Hvis jeg gik ned i Superbrugsen, blev der stille, og hvis jeg kom til et middagsselskab, stoppede snakken. Alle ville vide, hvem der havde gjort det. Det var maerkeligt, for jeg har aldrig villet vaere kendt for at vaere kendt, og pludselig blev jeg kendt for mit ansigt.«

Julie R. Ølgaard greb sig selv i at forklare, at hun altså havde lavet andre, mere vaegtige ting også. I lang tid efter glattede og farvede hun sit hår, så hun ikke ville blive forbundet med Nanna Birk Larsen, der ligesom Ølgaard var blond og krølhåret.

»Jeg har mistet store roller, fordi man i for høj grad forbandt mig med hende.«

Så det har både vaeret en velsignelse og en forbandelse?

»Ja, men jeg ved jo heller ikke, hvad der ville vaere sket, hvis jeg ikke havde spillet Nanna, og det gav mig også nogle fantastiske oplevelser.«

Jeg synes, at alle mennesker har ret til at gøre lige praecis, hvad de vil, med deres egen krop. JULIE R. ØLGAARD, SKUESPILLER, FILMINSTRUKTØR

Kvinder som voldsofre

I ”Englemageren” bliver kvinderne draebt på bestialsk vis, og den skriver sig således ind i en filmtradition, hvor kvinderne er ofre. Noget, som manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson sidste år udløste en debat om i filmmagasinet Ekko.

»Hvad fortaeller den slags fiktion min 12-årige datter? Duk dig og bed til de højere magter om ikke at møde den slags psykopater? Du er det stof, visse karle laver lampeskaerme af? Manden er rovdyr, kvinden er byttedyr?« lød det.

Julie R. Ølgaard understreger, at hun er imod al slags vold – ikke mindst vold mod kvinder.

»Men i denne film er det ikke voldshandlingen, vi ønsker at fokusere på, det er grunden til, at han gør det. Det handler om kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Og med hensyn til offerskildringen så fokuserer “Englemageren” først og fremmest på en handlekraftig, kvindelig hovedkarakter, der står i en traumatisk situation, som omgivelserne overhovedet ikke forstår.«