I Moldova, et fjernt og fint lille land, kan Ruslands undergang taenkes
I Moldovas fine, lille hovedstad hersker Europas fred, anspaendt og aengstelig. Chisinau er den habsburgske udkant, moldovanere og rumaenere, tyrker, jøder – det var dengang – og russere, fangelejre og massegrave, to alfabeter, på Dnisters højre bred den demokratiske republik Moldova, til venstre en illegal russisk enklave ved navn Transnistrien, nede mod syd det delvis selvstyrende Gagausien, som haelder til Rusland.
Moldovanerne kunne i revolutionsårene 1989-91 have sluttet sig til Rumaenien. Var en folkeafstemning faldet anderledes ud, havde de i dag have vaeret medlemmer af Nato og EU, den siddende regerings mål. I den store politik skal isaer smålandene huske at taenke stort. Hvor ville Danmark vaere, om vi i 1949 var forblevet i en illusorisk neutralitet? Hvor ville vi vaere, om vi i 1972 havde stemt mod EU og et nu naesten forenet Europa, som naermer sig det vigtigst af alt – dette at vi kan beskytte os selv?
Nylig mødtes et halvt hundrede stats- og regeringschefer i Moldova for at tage bestik af Ruslands krig i Ukraine, indledt i 2014 med annektionen af Krim og indmarchen i Donbas, fulgt i 2022 af den totale krig. Alle ved, at i Ukraine trues Europa af en østmagt, ikke en nation, knap nok en stat, men et imperium, som den ene dag er zaristisk, den naeste kommunistisk og den tredje fascistisk, altid graenseløst og barbarisk.
Massetopmødet i Moldova (lidt større end Jylland, tre millioner indbyggere) skulle vise Moskva, at
Vesten er vågnet af sin fredsslummer, at man ikke agter at afgive så meget som en kvadratmeter af sit territorium eller en tøddel af sin frihed, at Moldova, Ukraine, Sverige og andre europaeiske demokratier, som måtte ønske det, snarest – og formentlig inden udgangen af indevaerende årti – vil vaere medlemmer af kontinentets baerende institutioner.
Frankrigs praesident Macron vendte tilbage til sin rigtige tanke om et strategisk suveraent Europa, samlet om Frankrigs og Storbritanniens atomvåben, i taet samarbejde med USA.
Ukraine 2022 var det elektrochok, der vakte et hjernedødt Nato til live. Den katastrofale spraengning af Dnipro-daemningen forleden har føjet endnu et element til Natos med spaending afventede topmøde i Vilnius om en måned. EU-Kommissionen virker spaendstig og sjaeldent enig. Alle ved, at krigen i Ukraine kan traekke ud i de naeste tre til fem år. Alle ved, at Rusland skal tabe så grundigt, at vi har hørt fra denne historisk Europa-fjendtlige magt for sidste gang i det 21. århundrede.
Jeg tilbringer et par dage i Moldova undervejs til Ukraine. En gammel bekendt glaeder sig over sammenholdet i Vesten og Ukraines imponerende krigsindsats. Russerne, mener hun, reagerer nervøst og planløst på deres voksende vanskeligheder i Ukraine og på deres efterhånden fuldstaendige isolation.
Rusland har grundløst angrebet Ukraine og må selvsagt betale prisen for sit uhørt brutale brud på den internationale retsorden. Både en borgerkrig og Ruslands opløsning i en halv snes nationalstater kan taenkes. Et kompromis må udelukkes. Det vil ifølge sin natur kompromittere Vestens sikkerhed, jaevnfør München-forliget af 1938, afvigte århundredes store og katastrofale forraederi.
Både en borgerkrig og Ruslands opløsning i en halv snes nationalstater kan taenkes. Et kompromis må udelukkes. Det ville ifølge sin natur kompromittere Vestens sikkerhed.
Publicist, tidligere udenrigskorrespondent