Få så den den nazistiske elefant i rummet sat fri
»Hvordan føles det, at I altid er de onde?« Vi er i oktober 2019. Min tyske veninde Marlene er kommet til Danmark for at arbejde i en børnehave. Hendes vaertsfamilie er sød som langt de fleste danskere.
Alligevel føler hun, at noget skaber en distance. Og en fredag aften opdager hun hvad. ”Indiana Jones” brager ud i stuen. Nazisterne jagter hovedpersonen gennem grotten. Midt i filmen trykker Marlenes vaertsmor på pauseknappen. Hun ser undrende på Marlene og spørger: »Hvordan føles det, at I altid er de onde?« Som om Marlene er en af dem. Som om Marlene er nazist.
Den episode får mit tyskstuderende hjerte til at syde af uretfaerdighed. For den afspejler et stort problem i danskernes opfattelse af Tyskland: Vi har glemt, at nazismen er fortid.
Det er 90 år siden, Hitler kom til magten, men vi fastholder nutidens tyskere, unge som gamle, i haendelser, de ikke har noget med at gøre.
Danskernes forhold til Tyskland er praeget af en voksende afstand. Skolefaget og sproget kaemper en brav kamp mod amerikaniseringen. Og danskernes instinktive associationer til nazitiden styrker ikke just motivationen for at dykke ned i tysk kultur. En kultur, som på ingen måde kan reduceres til krig og hagekors, selvom det er det indtryk, man får af nabolandets rolle i danske skolers historieundervisning.
Ingen laerer, hvordan Tyskland endte med at bestå af hele 16 delstater. Eller hvordan børnehaven, som vi kender den, opstod i DDR, fordi kvinder måtte gå på arbejde.
Vi har de snaevre historiske briller på. Anden Verdenskrig er vigtig, men det er en nuanceret tysk tidslinje også.
Når børnene i børnehaven heilede til Marlene, beviste det, at den nazistiske elefant i rummet lever. Fortiden er så indgroet i danskerne, at det respektfulde, interkulturelle møde vakler. Det fodrer afstanden at have fordommene som udgangspunkt.
Tyskerne selv har laert at omgås fortiden. De har ikke glemt den, for det ville ifølge dem selv vaere den største synd. Men de lever med den, ikke i den.
Fra de er små, møder de begrebet vergangenheitsbewältigung, som kan oversaettes til bearbejdelse af fortiden. I alle tyske byer findes velholdte mindesmaerker. Landets historie er praesent, men på en anden måde end i Danmark. Den tyske skelnen mellem fortid og nutid er skarpere.
Nazismen er – også i Tyskland – det reneste eksempel på ondskab. Men i stedet for at koble sig selv til fortiden, accepterer tyskerne, at den har eksisteret og aldrig skal gentage sig. De mindes og italesaetter, men identificerer sig ikke. Det kunne danskerne laere noget af.
Det nemmeste er at lade fordommene herske. Det kraever en kollektiv indsats at aendre dem. Men vi bør på samme måde som tyskerne konfrontere fortiden, så vi kan anerkende, at den var, men ikke er og bliver. Også selvom det ikke er vores egen. For så saetter vi tyskerne fri til at vaere dem, de er nu.
Tyskstuderende, Aarhus N
I bund og grund ligner vores kulturer hinanden, og samarbejdet over graensen er vigtigt for vores lille nation. Men de forskellige opfattelser af fortiden er en haemsko, der kan gøre det svaert at komme hinanden naer.
Ordnung muss sein og pølsetyskeren er andre eksempler på stereotyper om naboerne i syd, men de er mere uskyldige. De er ikke en gennemborende negativ kobling. Som forskellen på drillerier og systematisk mobning.
Det er problematisk at distancere sig til et naboland, men vi kan nå at aendre retning. Da Marlene i 2019 svarede sin vaertsmor, åbnede det for en samtale, som mindskede afstanden. Kan vi overføre dét til et større perspektiv, nyder det udfordrede tyskfag måske også godt af snakken.
Vi skal pakke fordommene ind i nysgerrighed. Egentlig er vi jo bare to lande af folk, der elsker en kold fadøl. Og i øvrigt er det Mads Mikkelsen, der skal spille naziskurken i den nye ”Indiana Jones”. Elefanten i rummet behøver ikke vaere så stor, som vi gør den til.
Send dit indlaeg via
Laes JP's opfordringer og betingelser på