Pen og papir i skolen? Hvem skulle have troet det?
Taenk engang, hvis den politiske kultur kunne blive bare lidt mere hverdagsagtig.
Det var en af disse lyse sommeraftener. En svag brise kom os i møde, mens vi gled hastigt, men sagte gennem landskabet syd for Hillerød på vores racercykler to og to som til enhver anden klubtraening med drenge i 15-16-årsalderen.
Pludselig kommer to midaldrende motionsryttere op bagfra lige før et sving med dårligt udsyn og begynder at overhale. I samme øjeblik drejer en bil rundt i svinget på kollisionskurs, før de to hipstere med nød og naeppe når forbi os, så bilen kan passere. De to fortsaetter ufortrødent derudad, mens jeg kan maerke vreden boble, idet jeg råber, at de for helvede bare kan skride tilbage til Nørrebro.
Så kører en tredje hipster op på min side. Jeg gør mig klar til at lange ham én i sylten. Men så sker der noget uventet. Fyren ser på mig og siger undskyld på egne og deres vegne. Jeg bliver helt paf over denne gestus og udbryder, at det er i orden, før vi saetter farten op igen, som om intet er haendt. Alt er godt, solen skinner, vi lever og gør klar til en skiltespurt.
Sådan fungerer hverdagen. Du gør noget dumt, indser det og siger undskyld. Hvis undskyldningen er aerligt ment, bliver den godtaget. Videre. Med politik er det helt anderledes. Her undskyldes der aldrig – medmindre det handler om berøringer på lår og rumpet eller noget med 117 kønsidentiteter.
Så laegger vedkommende sig fladt ned. I det politiske og kollektive er der derimod frit spil i kampen om venner, popularitet og indflydelse. Uden at det får konsekvenser.
Du kan for eksempel medvirke til at åbne dit land for en massiv og ødelaeggende indvandring gennem årtier og alligevel lade som om, du fører en stram udlaendingepolitik. Du kan medvirke til at afruste det nationale forsvar gennem årtier og alligevel komme i betragtning til posten som generalsekretaer i Nato. Du kan aflive et legitimt erhverv i løbet af fem minutter og alligevel overleve politisk. Alt sammen uden at sige undskyld. Bare lev med det. Klik videre.
Når det er sagt, så kommer fem medlemmer af Aarhus Byråd fra henholdsvis SF, Venstre og De Konservative så taet på at tale sandt, som det er praktisk muligt i politik. I et indlaeg på JP Aarhus har de fem anført af rådmand Thomas Medom (SF) overraskende travlt med at give digitaliseringens kritikere ret.
Efter i årevis at have doneret gratis computere til skolebørn i alle aldre er kommunalrødderne nu kommet på bedre tanker. »Nu er det snart tid til, at computerne skal udskiftes,« skriver de, og »det giver anledning til at overveje, hvilken model for elevudstyr vi skal følge i fremtiden.«
Angående ”elevudstyr” hedder det med ny erkendelse: »Der er på det seneste kommet en forstaerket og efter vores mening kaerkommen bevidsthed om, at pen og papir ikke bør skrottes fuldstaendig i folkeskolen. Alt kan og skal ikke løses fra en computer. Der er også behov for, at en del af undervisningen foregår analogt. Med en bog i hånden, når eleverne skal laere at laese, en blyant mellem fingrene, når de skal laere at stave.«
Så har man hørt det med: momentant forstandige politikere, som understreger, at »pen og papir ikke bør skrottes fuldstaendig i folkeskolen«. Det er alting taget i betragtning temmelig vildt.
Efter i mange år at have dyrket techindustrien og folk som Steve Jobs som den nye Messias, ja, efter mere end et tiår, hvor folkeskole og ungdomsuddannelser under talrige positive besvaergelser er blevet forvandlet til såkaldte laeringshuse for digitale kompetencer, er det mildest talt overraskende at møde denne nøgterne realisme. Pen og papir. I skolen? Hvem skulle have troet det for blot en uge siden?
Da alle andre ismer var borte, tog digitalismen over. Den var så dejligt upolitisk og rummede på sin vis svaret på alle vore bønner. Den var identisk med fremskridt, transparens og optimisme. Nu skulle verden endelig blive oplyst; Brønshøj skulle blive mere som San Francisco.
Som jeg skrev sidste søndag, er den pludselige kritik af digitalismen kommet sent til de ansvarlige. Alt for laenge har de ignoreret advarslerne. Det skyldtes dels, at det digitale isenkram til stadighed vaekker en grundlaeggende magelighed i os, dels at digitaliseringen udfyldte et politisk vakuum hos beslutningstagerne.
Da alle andre ismer var borte, tog digitalismen over. Den var så dejligt upolitisk og rummede på sin vis svaret på alle vore bønner. Den var identisk med fremskridt, transparens og optimisme. Nu skulle verden endelig blive oplyst; Brønshøj skulle blive mere som San Francisco.
Efter flodbølgen kommer nu besindelsen, og det føles rart for en gangs skyld at få ret. Men, taenk engang, hvis den politiske kultur kunne blive bare lidt mere hverdagsagtig og oprigtig. At man sagde undskyld og mente det, når man havde kvajet sig, eller var blevet klogere med hensyn til synspunkt og analyse.
Så ville politikerleden og populismen med garanti aftage, og så ville folkestyret muligvis blive til mere og andet end eliternes uforstyrrede cirkulation og, hvem ved, måske ligefrem et styre af, ved og for folket?
Eller nej, det er nok at bede om for meget. Vi må nøjes med demokrati.
Historiker, forfatter, blogger