Varetaegtsfaengsling går ikke laengere på den danske måde
Danmark varetaegtsfaengsler naesten dobbelt så mange som de øvrige nordiske lande. Laeg dertil, at det er en form for faengsling, der er psykisk belastende. Derfor er det danske retssystem nødt til at aendre praksis.
Det er staerkt belastende at vaere varetaegtsfaengslet. Mange varetaegtsarrestanter får psykiske problemer. Faktisk er det blevet kaldt Danmarks hårdeste straf.
Kriminalforsorgen dokumenterede i en screeningsundersøgelse i 2013, at 91 pct. af alle varetaegtsarrestanter lider af psykiske sygdomme (sindssygdom 8 pct.) og andre psykiatriske lidelser (f.eks. affektive sindslidelser og nervøse og stress-relaterede tilstande 83 pct.). Efter løsladelsen oplever mange varetaegtsarrestanter problemer ift. familie- og arbejdsliv, uanset om de er blevet dømt eller ej.
Problemerne opstår, når omfattende og langvarig varetaegtsfaengsling kombineres med de ringe og utidssvarende forhold, som varetaegtsarrestanter udsaettes for under varetaegten. Lad os se på omfang og laengde først.
I Danmark varetaegtsfaengsler vi betydeligt flere end i de øvrige nordiske lande. I 2021 var 41 pct. af alle indsatte i danske faengsler og arresthuse varetaegtsarrestanter. Det er naesten dobbelt så mange som i de øvrige nordiske lande.
Varetaegtsarrestanter er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Op mod halvdelen af alle indsatte (41 pct.) i danske faengsler og arresthuse må således principielt anses for uskyldige. Og dertil kommer, at 15 pct. (i 2022) – 1,5 af 10 – af de varetaegtsfaengslede rent faktisk ender med ikke at få en ubetinget faengselsstraf.
Og i Danmark varetaegtsfaengsler vi også i vaesentlig laengere tid. I 2021 varede en dansk varetaegtsfaengsling i gennemsnit 4,9 måneder. I Norge varede den 3,4 måneder, og i Sverige 2,5 måneder. Omkring halvdelen af alle varetaegtsfaengslinger i Danmark er langvarige over tre måneder. I Norge og Sverige er det kun ca. 30 pct. Den gennemsnitlige laengde af en langvarig varetaegtsfaengsling i Danmark var i 2021 på 8,2 måneder.
Regeringen og Folketinget indførte i 2008 tidsfrister i retsplejeloven med det erklaerede formål at begraense laengden af varetaegtsfaengslinger i Danmark. Hvis en forbrydelse har en strafferamme på under seks år, kan den sigtede maksimalt varetaegtsfaengsles i seks måneder. Er strafferammen på over seks år, kan varetaegtsfaengslingen maksimalt vare i 12 måneder. Tidsfrister kan dog fraviges af retten, hvis der »foreligger saerlige omstaendigheder«.
Men indførelsen af tidsfrister i 2008 har ikke haft nogen effekt. Antallet af langvarige varetaegtsfaengslinger er ikke faldet siden 2008 – snarere tvaertimod.
Både efter dansk ret og efter menneskeretten må der kun ske varetaegtsfaengsling, hvis det er konkret nødvendigt, og hvis mindre indgribende midler ikke er tilstraekkelige, f.eks. forbud mod samkvem med bestemte personer, opholdspligt i eget hjem/institution, meldepligt hos politiet mv.
Ikke desto mindre oplyste Rigsadvokaten i 2023, at der kun »meget sjaeldent« anvendes mindre indgribende alternativer til varetaegtsfaengsling, bortset fra i forhold til »psykisk afvigende personer«.
Meget tyder på, at der sker en »overanvendelse« af varetaegtsfaengsling i Danmark, som det også blev fremhaevet af Den Europaeiske Torturforebyggelseskomite (CPT) i 2019 efter et besøg i Danmark.
Den omfattende og langvarige brug af varetaegtsfaengsling skal ses i sammenhaeng med de ringe forhold, varetaegtsarrestanter har under varetaegtsfaengslingen.
Mange varetaegtsarrestanter i Danmark er reelt i de facto-isolation. De er låst inde på en ca. 8 kvm celle i op til 23 timer af døgnet. Det skyldes, at de er placeret i gamle arresthuse fra 1800-tallet, som er slidte og utidssvarende, uden faellesrum og uden mulighed for faellesskabsaktiviteter. De fysiske rammer er vaesentligt ringere end for dømte, der afsoner i faengsler af nyere dato og med tidssvarende faciliteter og faellesskabsmuligheder.
Også rent retligt er varetaegtsarrestanter dårligere stillet end strafafsonere.
Varetaegtsarrestanters forhold og rettigheder, herunder f.eks. ret til beskaeftigelse, uddannelse, fritidsaktiviteter, besøg, telefonsamtaler mv., er alene reguleret ved administrative forskrifter – isaer Justitsministeriets bekendtgørelse om ophold i varetaegt. Modsat er strafafsoneres forhold og rettigheder reguleret ved lov. Det skete i år 2000 med vedtagelsen af straffuldbyrdelsesloven.
Tidligere var reguleringen af strafafsoneres forhold også alene reguleret ved administrative forskrifter udstedt af Justitsministeriet. Baggrunden for lovreguleringen var, at fuldbyrdelse af »frihedsstraf er af så indgribende karakter, at den retlige regulering af området bør ske ved lov og ikke ved administrative forskrifter«.
Der blev lagt vaegt på, at Folketinget fik en mere direkte indflydelse på – og dermed et medansvar for – reglerne. Det samme gør sig gaeldende i forhold til varetaegtsarrestanter, men her er det fortsat alene Justitsministeriet, der fastsaetter reguleringen.
Ydermere har varetaegtsarrestanter på en raekke vaesentlige områder dårligere rettigheder end strafafsonere. Det gaelder f.eks. ift. til beskaeftigelse, uddannelse, fritidsaktiviteter og lån af bøger og tidsskrifter, som strafafsonere har ret til i Straffuldbyrdelsesloven, mens varetaegtsarrestanter efter varetaegtsbekendtgørelsen alene »så vidt muligt« skal tilbydes adgang hertil.
Det gaelder også i forhold til besøg, hvor strafafsonere har »ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst en times varighed og så vidt muligt af to timers varighed«, mens varetaegtsarrestanter kun har »ret til besøg, så ofte forholdene tillader det«, og »besøgstiden må ikke vaere kortere end en halv time«.
Endelig gaelder det også i forhold til telefonsamtaler, hvor strafafsonere »i det omfang, det er praktisk muligt, har ret til at føre telefonsamtaler«. Modsat kan varetaegtsarrestanter »få tilladelse til at føre telefonsamtaler, hvis forbindelsen gennem brevveksling ikke uden vaesentlig ulempe kan afventes, og i det omfang, det er praktisk muligt«.
Taler man med indsatte i danske faengsler, hører man samstemmende, at det vaerste er tiden i arresthus under varetaegtsfaengsling. Visse indsatte haevder endda, at de afstår fra at anke deres dom i første instans for at undgå fortsat varetaegtsfaengsling under ankebehandlingen.
Det forekommer umiddelbart urimeligt, at varetaegtsarrestanter, der må anses for uskyldige indtil dom, har dårligere rettigheder end dømte strafafsonere.
Herudover må forskelsbehandlingen antages at vaere i strid med forbuddet mod diskrimination i art. 14 i Den Europaeiske Menneskerettighedskonvention. Den kraever, at varetaegtsarrestanter og strafafsonere behandles lige, medmindre der forligger konkrete individuelle sikkerheds- eller efterforskningshensyn, der kan legitimere en forskelsbehandling.
Det er glaedeligt, at justitsminister Peter Hummelgaard netop har oplyst i et folketingssvar fra den 30. maj, at han finder det interessant at se på, »hvad årsagerne er til forskellene i andelen af de indsatte i Kriminalforsorgens institutioner, der er varetaegtsfaengslede, i forhold til f.eks. Norge og Sverige«.
Mere konkret kunne justitsministeren anmode Strafferetsplejeudvalget om at analysere grunden til stigningen i langvarig varetaegtsfaengsling i Danmark i de senere år.
Det er ligeledes min anbefaling, at varetaegtsarrestanter rent retligt som minimum sikres samme rettigheder som strafafsonere. Endvidere taler meget for, at varetaegtsarrestanters forhold og rettigheder fastsaettes ved lov, således som det skete for strafafsonere i år 2000 med vedtagelsen af straffuldbyrdelsesloven.
Seniorforsker, Dansk Institut for Menneskerettigheder, ph.d. og adj. professor, SDU
Det forekommer umiddelbart urimeligt, at varetaegtsarrestanter, der må anses for uskyldige indtil dom, har dårligere rettigheder end dømte strafafsonere.