Det onde i verden og det gode i verden er konstant

Hvem der end får jobbet som generalsekretaer i Nato, så vil det kraeve uendelig råstyrke og stort klarsyn at prøve at vaere med til at styre os igennem syndfloden af raedsler.

Det gode for Mette Frederiksen selv ved eventuelt at blive Natogeneralsekretaer på netop dette historiske tidspunkt er, at hun får noget utroligt vigtigt at tage sig til. Nato er afgørende for vores fremtid i Europa.

Der er en katastrofal krig i gang på østfronten. Tilmed i Danmarks naerområde. De enorme løbske vandmasser efter den brudte floddaemning i Ukraine er en uhyggelig, naesten bibelsk visualisering af en apokalyptisk undergang, vi ikke kan styre. Ligesom vi ikke kan styre krigen og det onde.

Politikere i nationalstater, der får internationale job, bliver tit skuffede efter nogen tid.

Det kan godt vaere, de internationale job giver mange komfortable rejser, skattefrihed, elegante tjenesteboliger, opvartere og chauffører. Plus en gaestebog i residensen spaekket med kendte navne.

Og de udsendte på internationalt diplomatisk arbejde skal ikke nå en bus til lufthavnen i sidste sveddryppende øjeblik. Ikke selv skifte sikringer i den fremmede residens og gennemskue, hvordan residensens eksotiske varmepumpe fungerer. Den slags har de folk til.

Men hvis prestigefyldt internationalt arbejde ikke har meget reelt indhold udover behagelig komfort og materiel gevinst, så maerker man tit en vis skuffelse bag eller på masken hos de udsendte.

På magtens tinder og i tindernes nabolag har jeg set mange maend og kvinder, der sad og kiggede melankolsk ud i luften og måske indeni nynnede Peter Sarstedts ballade :

»But where do you go to my Lovely/when you’re alone in your bed« om at nå ultimative måI i karrieren og samtidig føle den nagende indre tvivl. Var det nu også umagen vaerd? Kombineret med laengslen efter travlheden og trivialiteterne i »et jaevnt og muntert virksomt liv på jord«.

Jeg kendte Ritt Bjerregaard godt, da hun var EU-kommissaer. Et fint job.

Men jeg tror ikke, hun havde det specielt morsomt, skønt hun fik en stor løn og utallige frynsegoder og et helt kabinet til at arbejde for sig.

Hun havde i hvert fald så meget ekstra tid at gøre godt med, at hun kunne skrive en detaljeret dagbog, som gav ballade.

Hun måtte traekke dagbogen tilbage fra offentliggørelse. Siden trådte hele den kommission, Ritt Bjerregaard var med i, tilbage i vanaere på grund af korruption. Det var ikke et glorvaerdigt forløb.

I Europa-Parlamentet i gamle dage, da jeg boede i Bruxelles, sad medlemmerne og parlamentets mange ansatte tit i journalisternes bar og drak Cremant d’Alsace og håbede på at samle en ”stinker” op. Altså en negativ historie om nogle af de andre politikere. Både journalisterne og parlamentarikerne havde for lidt at lave. Interessen for parlamentet var begraenset hos journalisternes ”kunder” hjemme. Mange af politikerne følte sig som overbetalte og overflødige mennesker med frynsegoder betalt af other people’s money, som fru Thatcher sagde.

Lad os krydse fingre for hende, for at hun bliver god til arbejdet, i denne faelles skaebnestund.

TV 2-korrespondent, JP-klummeskribent

Jeg ved ikke, om det er sådan også i dag i EU. Heller ikke, om højtbetalte ansatte i FN-apparatet eller i OECD i Paris er overbeviste om, at de hver dag laver noget vigtigt. Jeg havde engang venner, der arbejdede i høje stillinger i diverse internationale udviklingsbanker i Washington.

Vi talte altid om, at de ville få belønning oppe i Himlen for at have hjulpet de fattige, når de engang kom derop. Men jo også belønning allerede her nede på Jorden i form af store, skattefri lønninger og frynser som forskud. Altså både-og.

Det onde i verden og det gode i verden er konstant. Derfor er der krig. Djaevelen afgik ikke fredeligt ved døden i 1989-90. Det troede vi, han gjorde. I hvert fald i vores del af verden. Vi tog fejl. Så arbejdet i Nato er uendeligt vigtigt. Mette Frederiksen, eller hvem det nu bliver, får travlt. Arbejdet vil have stor mening. Den ny leder af Nato behøver ikke at frygte ligegyldige melankolske dage uden mening på første klasse.

Hvem der end får jobbet, så vil det kraeve uendelig råstyrke og stort klarsyn at prøve at vaere med til at styre os igennem syndfloden af raedsler ude på østfronten. At hjaelpe de stakkels mennesker i Ukraine og alle dem i Ukraines nabolande, der frygter tilbagevenden af helvede på jorden i netop deres historisk forpinte del af Europa. Ovre øst for Paradis. Hvor alt plejer at gå galt.

Så hvis det nu bliver Mette til Nato, lad os sige det for den nationale hygges skyld, så vil jeg gerne ønske hende og Nato held og lykke i den fortvivlende situation, vi europaeere igen er i.

Jeg kan overhovedet ikke bedømme, om hun vil vaere den bedste til jobbet i det helt ukendte felt af mulige kandidater. Heller ikke, om hun bør tage jobbet eller blive på posten hjemme i Danmark.

Men hvis hun får og tager Nato, så håber jeg på alles vegne, at hun har indre råstyrke til selv at klare det og ydre klarsyn til at traeffe de rigtige beslutninger.

Verden holder vejret, hun lander i stormens øje, hvis hun bliver Nato-generalsekretaer. Lad os krydse fingre for hende, for at hun bliver god til arbejdet, i denne faelles skaebnestund.