De laver privatliv til underholdning

Vi er blevet vant til, at nogle mennesker helt frit og ublufaerdigt udstiller deres privatliv på tv eller på nettet. Derfor glemmer vi, at alle har krav på selv at bestemme, hvornår vi vil vaere private.

Hvad ville du sige, hvis detaljer om dit livs første samleje pludselig bliver underholdning på tv i primetime?

Eller hvis du efter at have levet et diskret liv og opretholdt en blufaerdig afstand til andre gennem hele livet pludselig bliver kendt som lårsvingeren fra Lolland – bare fordi du havde vaeret danser en kort periode i ungdommen?

Det er virkeligheden for mennesker, der ufrivilligt bliver hovedpersoner i serien ”Forsvundne arvinger” på DR. Utroskab og uaegte børn, sygdomme og drikfaeldighed, ensomhed og demens – alt kommer for en dag, når seriens journalist i samarbejde med Rigsarkivets medarbejder trevler livshistorier op med det formål at ”hjaelpe” en advokat med at finde arvinger til en afdød person. Arven behøver ikke at vaere stor – få tusind kroner berettiger DR til at udlevere et helt livs private detaljer for at undgå, at statskassen får pengene. Så er det bedre, at en ukendt arving i Italien eller Asien får dem, synes rationalet at vaere.

Sognepraest, Glumsø

Jeg er praest. Jeg sidder hver eneste uge med mennesker, der betror mig ting fra deres liv, som de ikke ønsker at dele med hele verden, men som de har et desperat behov for at tale med et andet menneske om. Og heldigvis har jeg lov til at holde betroelserne for mig selv – ja, jeg har faktisk pligt til det. Christian V’s Danske Lov har nemlig lige siden 1683 bestemt, at kun landsforraederi eller muligheden for at afvaerge en ulykke kunne retfaerdiggøre, at praesten tilsidesaetter dette løfte om tavshed.

Det fortaeller jeg de mennesker, der opsøger mig. Jeg skriver intet ned, så ulempen er naturligvis, at jeg risikerer at have glemt betroelserne, hvis nogen kommer tilbage og vil tale videre. Men praestens studerevaerelse er vel sagtens det eneste sted i Danmark, hvor et menneske kan tale uden at blive arkiveret og journaliseret bagefter.

Kravene til praesters tavshedspligt er faktisk så skrappe, at vi bliver bedt om at makulere alle vores noter fra begravelsessamtalerne, når vi har skrevet talen. Og for en sikkerheds skyld rådes vi også til at makulere talen efter højtideligheden i kirken.

Derfor kender jeg reglerne om GDPR og datasikkerhed indgående. Og derfor kan jeg ikke forstå, at DR får lov til at udlevere menneskers liv, som det sker i ”Forsvundne arvinger”. Allerede i 2020 skrev jeg til Rigsarkivet for at få oplyst, hvordan det kunne vaere lovligt.

»Enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold er som udgangspunkt underlagt en tilgaengelighedsfrist på 75 år,« lød svaret. Men så fortsatte det: »Rigsarkivet kan i konkrete tilfaelde dispensere fra tilgaengelighedsfristen. ... I forbindelse med behandlingen af en konkret sag om dispensation laegges der blandt andet vaegt på indhentede samtykkeerklaeringer fra pårørende.«

Nu taler vi om mennesker, der har vaeret døde i et års tid eller to. De var ensomme – for hvis de havde haft en stor familie omkring sig, havde det jo ikke vaeret svaert for advokaten at finde frem til arvingerne. Men de dygtige mennesker bag programmet kan godt finde personer, der er beslaegtede med den afdøde. Somme tider skal de dog rejse langt vaek – til USA eller

Nyligt afdøde kan i sagens natur ikke kaempe for deres ret til privatliv. Mennesker, der er alene i verden, har heller ikke slaegtninge, der kan stoppe en grådig udnyttelse af saftige historier fra det virkelige liv.

Italien eller Asien. Og disse fjerne slaegtninge faelder tit en lille tåre ved tanken om, hvad de kan vaere gået glip af ved aldrig at have mødt den afdøde. Heldigvis bliver de trøstet ved at se billeder fra gamle dage – og så får de altså ofte også en pose penge som arv.

Det er disse menneskers tilladelse, der åbenbart danner grundlag for, at Rigsarkivet udleverer dybt private oplysninger om sex og samliv, private (og ofte hemmeligholdte) familieforhold samt økonomi og sygdomme.

Men spørgsmålet er, om det er nok at have en arvings tilladelse – eller om man skal have samtlige arvingers tilladelse. Og om arvingernes tilladelse i det hele taget er tilstraekkelig. For i den omtalte paragraf om dispensation henvises der nemlig til andre paragraffer, der udtrykkeligt skriver, at det er de afleverende myndigheder, som skal give samtykke til, at der dispenseres.

Har politiet tilladt, at afhøringsrapporter offentliggøres? Har begravelsesmyndigheden tilladt, at oplysninger fra kirkebogen bruges? Har sygehuse givet tilsagn til, at journaler må offentliggøres?

Det kan vi ikke vide, men jeg tvivler.

Der er andre regler, der regulerer myndighedernes håndtering af vores private oplysninger. Det er nødvendigt for staten, at vi har en høj tillid til, at reglerne bliver overholdt. Vi skal turde betro os til laegen om vores sygdomme. Vi skal kunne melde forbrydelser til politiet, og vi skal kunne fortaelle domstolene om vold og ydmygelser, så voldsmaend bliver straffet. Myndighederne skal holde styr på, hvem vores børns foraeldre er, og de skal afgøre stridigheder i familien på et sagligt grundlag. Det er helt afgørende for vores muligheder for en ordentlig sagsbehandling, at vi tør fortaelle om vores hemmeligheder, i tillid til at de forbliver hemmelige for alle udenforstående.

GDPR-reglerne blev implementeret i 2018. Det er en europaeisk lov, der tit volder besvaer for sådan nogle som mig, der virkelig har fået gang i makulatoren i de fem år, der er gået. Men det er samtidig en lov, der beskytter det enkelte menneske mod myndighedernes misbrug af de oplysninger, som de har magt til at afkraeve os.

I GDPR-reglerne slås det fast, at »personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål«. I den oprindelige lovgivning gjaldt GDPR-reglerne kun for levende mennesker, men Danmark har specifikt vedtaget, at loven også skal beskytte mennesker, 10 år efter at de er døde.

Nyligt afdøde kan i sagens natur ikke kaempe for deres ret til privatliv. Mennesker, der er alene i verden, har heller ikke slaegtninge, der kan stoppe en grådig udnyttelse af saftige historier fra det virkelige liv.

Da jeg forsøgte at klage til datatilsynet over, at personlige oplysninger om nyligt afdøde blev brugt som underholdning, fik jeg det svar, at »de databeskyttelsesretlige regler ifølge databeskyttelsesloven finder anvendelse på behandling af oplysninger vedrørende personer indtil 10 år efter deres død, og det fremgår også, at der kan fastsaettes regler om, at reglerne skal finde anvendelse på oplysninger om afdøde personer i en laengere eller kortere periode. De databeskyttelsesretlige regler gaelder, såfremt der ikke er fastsat regler i anden lovgivning herom«.

Men arkivloven fastsaetter jo netop strammere regler for adgang til data end GDPR-reglerne, så Datatilsynet henviser til denne: »Det er min vurdering, at dit spørgsmål angår behandling af oplysninger efter arkivlovens regler, og jeg kan derfor henvise dig til at rette henvendelse til Rigsarkivet eller Kulturministeriet.«

Men der har jeg jo vaeret. Så hvad kan man så gøre som almindeligt menneske?

Jeg kender ikke de mennesker, der udleveres i udsendelserne. Jeg har ikke noget forhold til hverken dem eller deres arvinger.

Men jeg har en omsorg for de ensomme, de nedtrykte, de syndige, de skyldige, de syge og de døde. Og jeg har en omsorg for vores samfund, der bygger på tillid – og på, at den svage ikke lades i stikken, når de staerke traenger til et billigt grin eller lidt underholdning på andres bekostning.

Jeg håber derfor, at denne kronik kan få nogen til at traede frem og fortaelle mig, med hvilken hjemmel vi bruger døde menneskers privatliv som tidsfordriv på tv.