Pengene vinder altid i denne epokegørende tv-serie
”Succession” er ”Game of Thrones” i New Yorks finanstop, og aldrig har verden vaeret mere grum, kynisk og fantastisk end lige netop her.
DRAMA
USA, 2018-2023
Skaber: Jesse Armstrong
Kan streames på HBO Max 39 afsnit af ca. en times varighed
Hvordan bedømmer man et vaerk, der i den grad har defineret, sat standarden for og overskredet både de aestetiske, narrative og psykologiske konventioner for tv-seriedramaet?
At Jesse Armstrongs mestervaerk ”Succession”, hvis allersidste afsnit løb over skaermen i slutningen af maj, skal have seks stjerner, er indiskutabelt, for der er intet, der kommer bare i naerheden af serien om den stenrige Roy-familie og dens tronfølgeudfordringer. Men i tilfaeldet ”Succession” er topkarakteren ikke daekkende, for serien spraenger rammerne for skalaen i en grad, så de seks stjerner føles som alt, alt for lidt.
Meget symptomatisk for en tv-serie, hvor alt spiller perfekt sammen, er, at Nicholas Britells faenomenale temamelodi ikke bare indrammer serien, men bruges både kontrapunktisk og parafraserende undervejs. Britells lydefri toner bliver metaforisk bindevaev for en serie, hvor intet er overladt til tilfaeldighederne, og hvor det samme tema går igen og igen og igen gennem hele serien.
»Pengene vinder altid«
Det burde vaere umuligt at lave mere end 40 timers mesterligt fjernsyn om praecis det samme emne.
For plotmaessig progression er der ikke meget af i ”Succession”, hvis første afsnit praesenterer Kendall Roy (Jeremy Strong) som arvtager til sin fars gigantiske underholdningsimperium.
Mediemogulen Logan Roy (Brian Cox), der er skabt med tydelig inspiration fra Fox-milliardaeren Rupert Murdoch, kan fejre sin 80års fødselsdag og er klar til at udnaevne sin naestaeldste søn som tronfølger. Men noget går galt, og pludselig er Logan alligevel ikke klar til at stille de professionelle traesko og efterlader ikke bare Kendall, men også sine tre øvrige børn, den politisk bevidste Shiv (Sarah Snook), den provokerende lillebror Roman (Kieran Culkin) og aeldstesønnen fra det første aegteskab, Connor (Alan Ruck), i et veritabelt limbo. Higende efter deres fars forjaettede og uopnåelige gunst og med firmaet, aeren og de mange, mange penge som lokkemad kredser de fire børn om grøden i samfulde fire saesoner.
»Det har altid vaeret dig,« siger den autoritative patriark med stor overbevisning til alle sine børn, men ordene er tomme og betydningsløse, for de er kun taenkt som strategisk afpresning over for de andre.
Selvfølgelig er der udvikling i serien, men udviklingen er altid begraenset af skyggen fra hovedstolen, for i ”Succession” følger man ikke bare pengene, man lader dem også bestemme alt.
»Pengene vinder altid,« som Logan forklarer, da han mødes med tvivl og idealisme, og sådan bliver det. I ”Succession” er det ikke den, der ler sidst, der ler bedst, for der er ingen, der ler, hvilket også de isnende slutscener i sidste saeson vidner om. Glaeden er et illusorisk luftkastel, som for laengst er blevet ofret på fortjenestens alter på samme måde, som alle mellemmenneskelige relationer lige fra venskab og aegteskab til foraeldreskab er baseret på mere eller mindre lukrative transaktioner.
»Jeg elsker dig ikke, men jeg elsker dig,« siger Shiv tåget til sin mand Tom (Matthew Macfadyen) i en karrieredefinerende rolle) – som hun i øvrigt beskriver som en, der er »villig til at sutte den største pik i ethvert lokale« – mens de diskuterer, hvorvidt han skal have ret til et frossent befrugtet aeg, hvis hun skulle dø.
Connors kaereste og senere hustru Willa (Justine Lupe) ser også det fornuftige i at bytte en tvivlsom karriere som dramatiker og luksusescort ud med en tilvaerelse som trofaehustru for en mand, hun ikke rigtig elsker.
»Fuck det,« lyder det ikke videre romantisk fra hende, da hun efter meget lang betaenkningstid takker ja til hans frieri.
Ingen helte, kun skurke
Her er ”Succession” kompromisløs og radikal, for der er faktisk ikke rigtig nogen af figurerne, som man for alvor holder af eller holder med. Det udfordrer den sympatistruktur, som vi er vant til at gå til fiktionen med, for vi er i meget høj grad vant til at lede efter traek, som vi forstår og kan identificere os med.
De er så lede ved hinanden, så modbydeligt ondsindede og taler så svinsk og grimt, at man tror, det er løgn. ”Succession” praesenterer os for en verden af usympatiske røvhuller, der bevaeger sig gennem verden, som om alle andre er ligegyldige statister, og som i kraft af deres ekstreme rigdom insisterer på at vaere bedre og mere vaerd end andre.
Virkeligheden er – som det med al ønskelig tydelighed kommer til udtryk i fjerde saesons uhyggelige afsnit om praesidentvalg – bare noget, vi leger. Det eneste, der betyder
Serien havde premiere i 2018. Den sidste saeson, saeson 4, har netop haft premiere på streamingtjenesten HBO.
HBO beskriver selv serien således: ”Succession” udforsker temaer omkring magt, politik og familie gennem skildring af en aldrende, saerdeles velhavende mediemagnat og hans fire voksne børn. noget, er, om familieforetagendet bliver ved med at skovle milliarder ind.
Outsideren faetter Greg (Nicholas Braun), der kommer ind i familien i seriens første afsnit og bliver der til det sidste, kan man i glimt forsøge at finde moralsk fodfaeste hos, fordi han som seeren er udefrakommende og af og til lufter nogle af de skrupler, som man selv sidder med.
Men Greg er lige så bøjelig og føjelig som elastik og ender i stedet for at omstyrte regimet med at bekraefte det. Som Toms lille lakaj – internettet svømmer over med fan-memes om Tom og Greg – er han en nyttig idiot, der får vekslet sin meget lille kapital til noget lidt større, mens han tjener den visse ondskab.
Kapitalismens ånd
”Succession” er for 2020’erne, hvad ”Sopranos” (1999-2007) og ”The Wire” (2002-2008) var for 2000’erne. Et epokegørende og definerende hovedvaerk. Det er den serie, vi vil se tilbage på og se som det spyd, der med nådesløs, subversiv sarkasme hudflettede vor tids ulykkelige fokus på penge og dovne uvilje mod at gøre noget med verdens virkelige magthavere, de hovedrige, for hvem love og regler ikke betyder en fløjtende fis.
Da Shiv i seriens finale ender med at svigte den aftale, hun har lavet med sine vaklende brødre, og i pragmatismens, kapitalismens og sin fars ånd følger pengene, står det klart, at ingen vaerdier taeller højere end den maegtige dollar.
Magtbalancen er måske skiftet, da hun med sit ufødte barn i maven saetter sig ved siden af sin fremmedgjorte mand, der pludselig for første gang har bukserne på, men ingen har vundet. Kun pengene.
I ”Succession” følger man ikke bare pengene, man lader dem også bestemme alt.