De nøgne og de døde

De gode menneskers had går hinsides graven.

Det store spørgsmål er jo, hvilket land der bliver invaderet først. Tager de et lille et, eller går de til biddet med det samme?

Hvis Mette indtager Bruxelles, bliver det ikke, som da enfoldige Mr. Chance tog til Washington, tvaertimod, trods statsministerens hang til det simple liv med makrelmadder og håndbold i fjernsynet kommer hun ikke til byen uden forudsaetninger. Man må påregne, at hun har både Barbara ”braend mine breve” Bertelsen med og hertil adskillige action cards og drakoniske sigtelser mod eventuelle kritikere.

Kan en generalsekretaer for Nato overhovedet erklaere krig mod andre lande? Spørgsmålet er naeppe ”top of mind”; det gaelder handlekraften, og Nato kan få en generalsekretaer, der skyder først og (måske) spørger bagefter. Mon de er klar over det?

»I love the smell of napalm in the morning … it smells like victory,« som løjtnant Kilgore sagde i ”Dommedag nu”, og mon de sagde noget lignende til hverandre, da minkene blev gasset? Vidner har beskrevet den saerlige adrenalintunge stemning, der bredte sig i coronaens warroom, hvor chefen blandede sig i alt fra placering af håndsprit i lufthavnen til testcentrenes åbningstider, men vi får jo nok aldrig kortlagt forløbet for alvor, for det var som bekendt ikke hendes ansvar noget af det.

I stedet må man med forbavselse og beundring betragte Mette Frederiksens sejre på den politiske slagmark, og man kan vel konstatere, at børnenes statsminister også har et vist tag på det geriatriske segment. Der var immer kaerlighed mellem hende og Sleepy Joe, kaerligheden blev delt på Facebook, og det var rigtig nok noget andet end de mange skovture, der praegede billedet engang.

Men måske er der ikke så langt fra det ene til det andet, som man skulle tro; man kan også kvaele folk i makrel i tomat, og det var jo, hvad Mette Frederiksen gjorde i sine velmagtsdage, hvor et nyt tusindårsrige syntes indstiftet, og der var alsang fra altanerne. Hun kvalte debatten ved hjaelp af tusinde fodtusser bevaebnet med emojis. Vi har for laengst glemt det igen, mennesket tilpasser sig, men det er ikke nødvendigvis sundt at glemme helt.

Noget skal vi huske. Mange mennesker synes forsvundet fra mit Facebook-feed, dengang var de der hele tiden.

De sprang frem som trolde af en aeske, hvis nogen vovede at ytre sig kritisk om regeringen i almindelighed og Mette Frederiksen i saerdeleshed, de plastrede skaermen til med røde roser og alskens hjerter, kys og raseriudbrud, og på et skriftligt dansk så ubehjaelpsomt, som man kun laerer det i den socialdemokratiske folkeskole, svinede de systemkritikerne til.

Dette virtuelle pøbelvaelde fortonede sig, og jeg ved virkelig ikke, hvor de blev af, alle disse Mette-fans med deres fødselsdage og deres katte og deres stay the fuck home, men vaek er de mere eller mindre.

Men det aendrer naturligvis ikke ved, at de sociale medier også er en krigsskueplads; jordens baerme rimer på skaerme, og det gør det stadig, hvad vi fik lejlighed til at erfare ved endnu et upassende dødsfald. Ja, weekenden bød faktisk på to triste beskeder.

Journalisten og forfatteren Morten Sabroe døde på sin 76-års fødselsdag, hvorfor det strømmede ind med lykønskninger fra hans ”venner”, et bizart optrin, som ingen er skyld i, for hvad er vel mere fredsommeligt end at ønske nogen tillykke med fødselsdagen, og derfor behøver man jo ikke vaere naere venner.

I tilfaeldet Sabroe strømmede de sociale medier tilmed over med flere fine nekrologer, og for en gangs skyld ikke kun nekrologer, der fremhaevede den skrivende, men også nogle, der talte om afdøde med forståelse og respekt. Sabroe var ikke blot en af drengene og ikke kun en af de rigtigt gode drenge, han havde faktisk med sin ofte utøjlelige pen og sin kombination af selvcentreret macho og følsomhed betydet noget.

Og så var han kvik i bolden. Trods sin fremskredne alder forstod han instinktivt de sociale mediers natur og muligheder. Litteraturkritikeren Katherine Diez (der hyppigt beklager sig over, at folk ikke vil anerkende, at hun er klog, fordi hun tilfaeldigvis også er så smuk) lagde et billede af Morten Sabroes roman ud på nettet. Den hed ”32 centimeter” og er ikke hans mest vellykkede vaerk, men bogen fik liv, fordi den skjulte anmelderens ynder og var ledsaget af teksten: »Jeg går i seng med mit arbejde. Morten Sabroe og hans 32 cm har ligget oven på mig hele natten og holdt mig vågen til klokken jeg-ved-ikke-hvad.«

Sabroe benyttede lejligheden til at indlede en veritabel fejde, og både anmelderen og forfatteren fik uvurderlige reklame ud af den sag. Det var smart.

Sabroe var ikke den eneste, der døde den weekend. Også Cepos-økonomen Mads Lundby Hansen forlod os og det i en alder af kun 53 år. Man kunne måske have ventet en mere tårevaeldet reaktion, 53 år er trods alt en ung alder, han efterlod sig kone og børn, men sådan reagerede hans modstandere ikke.

»Han var OBJEKTIVT ikke et godt menneske,« skrev f.eks. en anonym profil, og det er jo en alvorlig dom sådan fra menneske til menneske.

Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes, som det hedder hos Matthaeus, men Matthaeus får virkelig ikke mange ben til jorden på Twitter. gg ez’ , skrev den feterede venstrefløjspoet Harald Toxvaerd ved meddelelsen; det stammer fra gaming-universet, hvor det betyder ’”good game, easy” – en hån af modstanderen, når man har vundet et spil.

Smagfuldt. Mads Lundby Hansen var tydeligvis ikke en af de gode drenge.

Selv kendte jeg kun Mads Lundby Hansen på hilseplanet, og jeg ved om ham, at han var fan af Liverpool FC og holdt meget af at komme på Søllerød Kro, en kombination, der borger for hans karakter.

Hvoraf ondskaben? Jo, Mads Lundby Hansen mente, at topskatten burde fjernes, og forsømte aldrig en lejlighed til at argumentere for det. Argumentere, ikke ”kaempe”. Når jeg taenker på ham, vil jeg altid taenke på det, der på afstand lignede en naermest drenget naivitet i troen på, at det nytter noget at argumentere sagligt.

Det var, som om han aldrig forstod, hvor han var, nemlig i middelmådighedens land, i makrelmadens land, hvor ligheden er Gud, og hvor det er »velfaerd frem for skattelettelser«. Troligt prøvede han at overbevise folk om sine synspunkter, og selv på sin dødsdag blev han fejlciteret og svinet til.

Sabroe kunne vaere aedende ond – spørg f.eks. Poul Nyrup, der naeppe har glemt den fremragende reportage ”Manden, der var et billede”. Og alligevel var Sabroe altså god. Mads Lundby Hansen var altid venlig og velopdragen, aldrig personlig, men han var altså ond. Social set. I Danmark. På de sociale medier.

Jordens baerme rimer på skaerme, og det gør det stadig, hvad vi fik lejlighed til at erfare ved endnu et upassende dødsfald. Ja, weekenden bød faktisk på to triste beskeder.

KOMMENTAR

”Verdens gang” er en ugentlig kommentar af Niels Lillelund, som er journalist, forfatter, kritiker og mangeårig kommentator på Jyllands-Posten.