Praest: »Brug pengene på parterapi i stedet for børneopsparing«
Praest Michael Brautsch mener, at børnefamilierne bør skrue ned for selvrealiseringen og materialismen og indrette sig mere kollektivt, hvis kaerligheden skal holde.
Er du pessimistisk eller optimistisk på kaerlighedens vegne i Danmark i dag?
»Absolut optimistisk. Kaerlighed har det jo ligesom vand: Det finder altid en vej. Så det skal man ikke vaere så bekymret over. Det ligger jo dybt i mennesket, at der er en lyst til kaerlighed, men der er nogle praktiske udfordringer for kaerligheden i dag, og det skyldes den måde, vi indretter os på. Det er derfor, der er så mange, som bor alene. Fordi vi har et samfund, hvor vi indretter os, som om det var 1950, da mor stod i køkkenet i stift, hvidt forklaede og lavede sauce, mens far gik på arbejde, men det er ikke sådan, virkeligheden er. I dag går kvinderne også på arbejde og vil have en karriere til at fungere. De vil ikke laengere stå i skyggen af det andet køn, som de har gjort i 10.000 år. Omvendt vil maendene heller ikke gå med til at bytte rollerne om og spille andenviolin, og den store udfordring er derfor, at begge parter meget gerne vil ud af hjemmet. Det er fuldt ud forståeligt, men det kolliderer bare med den måde, vi så indretter os på,« siger praest Michael Brautsch.
Hvor ser du den største udfordring for at finde kaerligheden i dag?
»Det er for stor en belastning, at to voksne mennesker skal realisere sig med arbejde og samtidig passe en familie, og så insisterer vi på at bo på en matrikel som mor, far og børn ved siden af en matrikel med mor, far og børn, som igen bor ved siden af det samme. Og alle skal tidligt op, smøre madpakker, haste afsted på arbejde, hente og bringe børnene og lave mad. Når vores børn så bliver syge, har vi alle sammen problemer, som giver et gigantisk benspaend, der er umuligt at klare. Samtidig er der måske heller ikke den store tiltro til, at der er et liv efter de 40 år. Selvom statistikkerne siger, at de unge familier, der etablerer sig nu, jo bliver et sted mellem 90 og 100 år, er det alligevel, som om at alt skal på plads nu. Hjemmet skal vaere faerdigt, og karrieren skal køre. Jeg tror, vores børnebørn og oldebørn vil ryste på hovedet, når de kigger tilbage på den her tid og taenke, at vi ikke var rigtig kloge. At vi pressede citronen for meget. At vores boformer og vores familieformer ikke fulgte vores ønske om selvrealisering. For vi kan jo se på skilsmissestatistikkerne, at det er for stor en belastning for halvdelen af familierne.«
Hvordan kommer vi den udfordring til livs?
»Det hjaelper ikke bare at sige, at man skal give plads til kommunikation, humor, inklusion og respekt. Det er sådan noget, man kan sige i ”Gift ved første blik” eller i en parterapi-samtale. At man skal vaere bedre til at lytte til hinanden, men det hjaelper jo ikke på den lange bane, når der er brug for en samfundsudvikling. Hvis man virkelig skal gøre noget seriøst for kaerligheden, skal man passe på børnefamilierne, for børnefamilierne kan i den gammeldags struktur ikke passe godt nok på sig selv. Det er simpelthen for svaert. Derfor håber jeg, at vi med tiden finder vi ud af andre måder at indrette os på, f.eks. en mere kollektivistisk måde. Og så er man nødt til at gå på kompromis. Man kan ikke få det hele eller bestemme alt selv. Til gengaeld kan det vaere, du kun er nødt til at lave aftensmad én gang om ugen til 60 mennesker, fordi der er andre, der gør det de øvrige dage, og der er altid en, der kan passe dit syge barn. Alternativt handler det om at skrue ned for forventningerne de første 10 år af børnenes liv, for det er også svaerere at få
KALDER KAERLIGHEDEN
Antallet af enlige er rekordhøjt, alderen for unges seksuelle debut er stigende i Danmark, og netdating er i dag den mest udbredte måde at date på, selvom flere eksperter gennem årene har frarådet netdating.
Jyllands-Posten interviewer denne sommerserie en raekke eksperter for at høre, hvordan de ser på kaerlighedens vilkår i dag. hjaelp af bedsteforaeldrene i dag, som arbejder i laengere tid, er frivillige og vil rejse. Det er ikke ligesom på Tyttebaer-Majas tid i Emil fra Lønneberg, da bedsteforaeldrene altid kunne traede til. Men så kan man jo købe sig til hjaelpen, for vi bliver generelt mere og mere velhavende, og ret mange har råd til at købe sig til rengøring, madlavning, børnepasning og så videre. Ofte bliver pengene bare konverteret til materielle goder som et større hus, en udlandsrejse eller en større bil, hvor jeg synes, at man i stedet skal bruge pengene på at blive gode til at tale med hinanden. I hvert fald i børnenes første leveår. Brug pengene på parterapi i stedet for børneopsparingen.«
Hvordan så dit eget møde med kaerligheden ud?
»Jeg nåede naesten at fejre sølvbryllup med mig selv, før jeg mødte min kone. Jeg har altid ønsket mig børn, men jeg var indstillet på, at jeg ikke ville bo sammen med en kaereste, hvis ikke vi skulle have det. Eller hun havde børn, som jeg kunne vaere noget for. Det havde jeg egentlig fundet en accept i, men så mødte vi hinanden på et kursus for praester, da jeg var i slutningen af 40’erne, og derfra gik det hurtigt. I dag har vi vaeret gift i 12 år og har et barn på 10 år og tvillinger på seks år.«
MICHAEL BRAUTSCH
Født den 1. juli 1963.
Har en kandidatgrad i teologi fra Københavns Universitet.
Har både vaeret sygehuspraest i psykiatrien og udsendt feltpraest i Afghanistan, men er i dag sognepraest på Frederiksberg i København, hvor han bor med sin kone og tre børn.
Medvirkede fem saesoner som praest i tv-programmet ”Gift ved første blik”.