Døden i koncentrationslejren akkompagneret af bratsch og cello
Den tjekkisk-jødiske komponist Pavel Haas udgør en auditiv hovedrolle i et minimalistisk udstillingsprojekt med lyd, video og ord fra Theresienstadt/Terezín som visuel gestalt.
Historierne om, hvordan det nazistiske styre ved hjaelp af afstumpede og brutale metoder skaffede sig af med deres ideologiske og politiske modstandere, er blevet fortalt adskillige gange.
I første omgang blev jøderne smidt ud af deres hjem og forretninger og i det hele taget latterliggjort og trådt under fode, inden Hitler og hans modbydelige kumpaner satte en proces i gang, der benhårdt skulle fjerne alle jøder fra planetens overflade.
En del af denne bestialske fortaelling drejer sig om garnisonsbyen Theresienstadt, som nazisterne i 1940 havde indrettet som koncentrationslejr for primaert tjekkiske jøder.
Her blev den tjekkiskjødiske komponist Pavel Haas (1899-1944) spaerret inde i 1941, og her komponerede han et stykke musik, som spiller en vaesentlig rolle i udstillingen
”Study for Strings Sokol Terezín” på Aros i Aarhus.
Isoleret instrumentering
Udstillingen er udtaenkt og sat i scene af den skotske video- og lydkunstner
Susan Philipsz, som i en afkortet beskrivelse har disponeret to videoskaerme, der i et parallelt forløb viser visuelle, nutidige udsnit fra fangelejren i Terezín, som er Theresienstadts tjekkiske navn.
Med videokameraet panorerer hun dels hen over den fysiske atmosfaere omkring arealet, og dels går hun taet på miljøets detaljer.
Hele scenariet ledsages af musik, som består af en komposition af Pavel Haas. Det vil sige: Instrumenteringen er isoleret til kun at bestå af strygekvartettens to dybeste instrumenter cello og bratsch.
Her er jeg nødt til at foretage en søgning på Haas, som jeg trods en vis interesse for nyere klassisk musik fra Europa, ikke i forvejen var bekendt med.
Nazisterne ville gerne have lejren i Terezín til at fremstå som noget, der lignede en idyllisk sommerlejr og fik lavet en film, til hvilken Pavel Haas blev bedt om/tvunget til at komponere et orkestervaerk for strygere.
Haas var blevet interneret i lejren og var ifølge sine medfanger udslukt og uden nogen form for inspiration til at komponere musik. Ikke desto mindre lykkedes det ham at skabe et ca. otte minutters musikstykke, som kom til at fungere som soundtrack for nazisternes film.
Sendt til Auschwitz
Senere blev han deporteret til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, hvor han blev draebt.
Jeg har som naevnt forsket lidt i Pavel Haas og hans kompositioner, og i forlaengelse heraf må jeg insinuere en indignation på komponistens vegne, i forhold til at man ved at isolere to instrumenter prøver at levere en form for lydtapet med en helt indlysende hensigt.
Man kan her vaere gemen og påstå, at kunstneren
SUSAN PHILIPSZ
Født 1965 i Glasgow, Storbritannien.
Uddannet 1989-1993 på Duncan of Jordanstone College of Art i Dundee og på University of Ulster i Belfast 1994.
Har bl.a. udstillet på Venedig og Istanbul Biennalerne i henholdsvis Italien og Tyrkiet samt på Documenta 13 i Kassel, Tyskland.
Modtog i 2010 den prestigefyldte, engelske Turner Price.
Bor og arbejder i Berlin, Tyskland. bruger lydsporet til blot at skabe en stemning af død ved hjaelp af bratsch og cello, og dette er lykkedes ganske godt i det forholdsvist minimalistiske vaerk, som Susan Philipsz har disponeret ved hjaelp af den musikalsk indgribende konstruktion.
Ord er der nok af
Som det er normalt i forbindelse med udstillinger i kategorien samtidskunst, er den aktuelle udstilling ganske minutiøst beskrevet på museets website og i udstillingslokalerne, men at man ikke i forlaengelse af de mange citater har udgivet et katalog til udstillingen, som eventuelt kunne give museumsgaesten mulighed for at fordybe sig i udstillingens hensigt, kan jeg ikke andet end se som en tyngende prioritering.
Ord er der imidlertid nok af – på dansk og engelsk, men ikke på tysk eller tjekkisk.
Rummet mellem lyd, tekst og billede har ofte vist sig at rumme intensiteter i billedkunsten, men aktuelt forlader man desvaerre udstillingsrummet på Aros en anelse uforløst i relation til en fortaelling, der ellers kunne vaere ganske vedkommende – og langt mere historisk forfaerdende, end tilfaeldet er.
KUNSTUDSTILLING
Aktuelt forlader man desvaerre udstillingsrummet på Aros en anelse uforløst i relation til en fortaelling, der ellers kunne vaere ganske vedkommende.