Det nødvendige hamsterhjul
Hvis man googler ”hamsterhjulet”, skal man temmelig langt ned, inden der dukker et hamsterhjul op. Altså sådan et rigtigt hamsterhjul, som den lille gnaver kan styrte rundt i natten lang uden for alvor at komme nogen vegne. Ja, faktisk dukker det ikke op, men det kan oplyses, at et rigtigt hamsterhjul kan erhverves fra 59,95 kr. på diverse hjemmesider, der handler med ting og sager til kaeledyr.
Men det er en anden snak. For os er hjulet blevet selve symbolet på alt det, vi åbenbart hader ved vores arbejde og vores liv. Mange danskere lider af stress, og det skal naturligvis tages alvorligt, men vi ynder at fortaelle os selv og hinanden, at vi er fortravlede, savner tid, savner fordybelse og savner det sande. Alt sammen fordi vi styrter rundt og rundt i hamsterhjulet. Ja, man får det indtryk, at danskerne, selv om vi faktisk aldrig har haft mere fri og arbejdet mindre, er ved at arbejde os ihjel. Så googler man hamsterhjul, mødes man af overskrifter som ”fem tips til at komme ud af hamsterhjulet”, ”10 idéer til et liv uden hamsterhjul”, ”braend hamsterhjulet” og så fremdeles. Prøv selv.
Måske er det nu, hvor det er sommer, og der er sand mellem taeerne, is og jordbaer på tallerkenen, rosé i glasset, at tankerne om at melde sig ud forstaerkes. Det siges, at tendensen har vaeret klar, siden coronaen sendte os hjem. Det mindede pludselig mange om, at sådan kunne det også vaere. Man kunne saelge, flytte ud, og hvis man var så heldig at have frivaerdi, så kunne man måske leve godt af det, i hvert fald for en tid.
Man har da også set en øget søgning fra byerne mod landet. Mennesker, familier, der vil laegge om og leve anderledes. Blandt tidens bestsellere er en bog, ”AErø manifestet”, om en familie, der flyttede til Sydfyn, arbejdede anderledes og hjemmeskolede sine børn. Politisk har man også fanget tendensen, i hvert fald på venstrefløjen. På Folkemødet talte både Enhedslisten og Alternativet om at ”stå af raeset” og få mere ”tid til det, der taeller”.
Interessant nok er det de samme partier, som konstant kraever udvidelser af velfaerdsstaten, bedre standard, højere solidaritet. Men man kan ikke både blaese og have mel i munden, og de fromme ønsker står i grel modsaetning til, hvad Mette Frederiksen siger, nemlig at vi godt kan glemme alt om at arbejde mindre, hvis vi vil bevare velfaerdsstaten. Fra kommuner i land- og kystdistrikter lyder det da også, at det er en udfordring med familier, der ankommer med frivaerdi og drømme om et andet liv, men de samme forventninger til standarden i velfaerden, nu bare finansieret af en løn på halv tid eller mindre. Det regnestykke haenger ikke sammen i laengden.
Så statsministeren har ret. I det danske samfund arbejder vi ikke bare for os selv; vi arbejder for faellesskabet. De, der ønsker at springe af hamsterhjulet, bedes derfor pege på, hvor der så skal spares, for hvis vi alle gør det, vil det ikke laengere vaere det samme samfund. Og i og med at flere og flere gør det i større eller mindre grad, er det faktisk en konkret og stigende bekymring blandt økonomer og politikere.
For vi kan da godt vedtage 20 timers arbejdsuge og 10 ugers ferie til alle, men det vil udhule skattegrundlaget og dermed velfaerden. Det er ganske indlysende. Ligesom man siger, at adel forpligter, så gør velfaerd også; det forpligter os på hinanden.
I den forstand er hamsterhjulet kommet for at blive – og så kører det heller ikke hurtigere.