Tvang i psykiatrien skal anvendes rigtigt
Psykiatere, praktiserende laeger, psykologer, politikere, foreninger og pårørende må se i øjnene, at det i saerlige tilfaelde er nødvendigt at anvende tvangsforanstaltninger i behandlingen af nogle af de psykiske sygdomme, også selv om der ikke er tale om retspsykiatri! Vi skal tage ansvar og vise menneskelig ordentlighed, også i vanskelige tilfaelde!
Pressens tilbagevendende fokus på psykiatrien er velkommen, også i sommerferieperioden. Isaer tak til psykiater Henrik Day Poulsens indlaeg i JP den 8. juli, hvor jeg kun kan vaere enig i isaer indholdet i det afsluttede afsnit »Mangel på psykiatere m.v. …«, bl.a. fordi jeg har fulgt psykiatriens udvikling – eller rettere manglen på samme – i over 30 år som pårørende til en kvinde, der kun fik 38 års levetid, og fordi området er interessant.
Der har igennem de seneste uger jaevnligt vaeret indlaeg med undren over psykiatribehandlingens formåen med henvisning til Field’ssagen, Caroline Marie-bostedet og nu senest en 41-årige mands knivstikkeri. Dermed er det virkelig sørgeligt at konstatere en vaghed af enorme dimensioner, når det drejer sig om synlig forbedring af psykiatriens behandlingstilbud. Hvor er den ansvarlige, bredtfavnende og vidensnysgerrige behandlerstab blevet af?
Personer, der har pådraget sig en sygdom i psykiatriens brede diagnosespekter, har det ikke let. Men størstedelen af de ca. 600.000, der har en psykisk sygdom, klarer sig uden voldsomme indlaeggelsesforløb. Dog er ca. 10 pct. efterladt uden ydre tegn på sygdom, hvormed de er rigtig gode til at ”narre” laeger og psykologer med det til følge, at de selv lever et usselt liv uden at få de rette behandlingstilbud.
Det føles hjerteskaerende, når personer, der bliver interviewet angående nedbringelse af tvang i psykiatrien, ikke får plads til at uddybe problematikken omkring tvang. Når en person bliver tvangsindlagt, altså ufrivilligt indlagt, ville det vaere ganske oplysende, om også psykiatere blev hørt, så de kunne forklare, hvorfor det i nogle tilfaelde er den eneste mulighed for at starte et behandlingsforløb.
Man ved jo i dag, at sygdomme som skizofreni og bipolar lidelse (manio-depression) er de sygdomme, der i flest tilfaelde vaekker staerke psykoser, som giver en adfaerd, der gør det vanskeligt ikke bare for den sygdomsramte, men også i nogle tilfaelde er farlig for omgivelserne.
Hvert år hentes mange hundrede personer med psykisk sygdom hjem fra udlandet på statens – altså borgernes – regning via Udenrigsministeriets Borgerservice og SOS. Det koster rigtig mange penge, der kunne vaere bedre givet ud, hvis vi her i Danmark turde tage ansvar og udføre menneskelig ordentlighed ved at se vanskeligheden ved behandling af svaere psykiske sygdomme.
Vi, politikere, laeger, psykiatere, psykiatriforeninger og diverse pårørende skal vaere villige til at se de svaere fakta i øjnene og handle aktivt og fornuftigt på situationen. Og husk så på, hvem det mest er synd for. Nemlig den, der har raget sig svaer psykisk sygdom til!