Blinde vinkler på klimakrisen

Det var højst saerpraeget at laese sognepraest Marie Høghs faste rubrik ”Spejlet” den 22. juli, hvor hun under overskriften ”Klimakamp er den nye gud – for nogle” frådende går til angreb på de unge klimaangste – herunder også egentlige klimaaktivister – som helt berettiget bekymrer sig om den globale klimaudvikling.

For ifølge Høgh er målet for aktivisterne »at redde kloden, frelse verden og sig selv«. Og vel at maerke at frelse verden i en gammeltestamentlig betydning. Ja, hun skriver endda, at børn hjernevaskes til »den utopiske tro, at de kan foretage en hovedrengøring af mennesket og verden, rydde endegyldigt op og indsaette en ny verdensorden«.

Høgh oplyser ikke, hvor hun har alt dette hjernespind fra, men klimaforskere – af Høgh endog benaevnt klimaforskningens »undergangsprofeter« – anbefaler blot i al fredsommelighed at få reduceret tilførslen af velkendte klimagasser til atmosfaeren, så det fremtidige globale klima ikke udarter på forskellig vis, og at vandstanden i verdenshavene på sigt ikke stiger så meget, at det skaber problemer i kystregioner.

Der er ingen mystik i en sådan målsaetning, for den afspejler blot ren fysik. Det er samme tilgang til et globalt klimaproblem, som dengang fysikere opdagede, at CFCgasser nedbrød ozonlaget i atmosfaeren, og at man efterfølgende ved internationale aftaler fik standset brugen heraf.

For mig at se er der med Marie Høghs vilde udgydelser om klimakrisen, som ikke er de første fra hendes side, alvorligt brug for, at anderledes besindige folkekirkepraester kommer på banen og evner at skille tingene ad. For der er ingen tvivl om, at folkekirken kan spille en vigtig rolle også som inspirator for bl.a. et nødvendigt mere mådeholdent ressourceforbrug til gavn for fremtidens klima.