Den socialistiske realisme er tilbage med de vaktes tyranni

Den menneskelige fantasi og erkendelse straeber efter mening, skønhed og sandhed, men sandheden er ikke altid konstruktiv.

Den socialistiske realisme, som jeg naevnte sidste søndag fra Albanien er ikke helt død og borte. Den er snarere genopstået i en ny form i Vesten, isaer i den akademiske verden.

Ligesom under kommunismens storhedstid skal beskrivelsen og fremstillingen af menneskets ydre og indre verden leve op til en udførlig manual. En manual, som politiske kraefter atter forsøger at gøre almen og bindende. Du må ikke gøre grin med Muhammed, ellers falder der braende ned i Mekka, Bruxelles eller København. Du må ikke tale eller skrive nedsaettende om trans, queer, biseksuelle plus dem med løse håndled. Du må heller ikke naere ”had” til nogen (dvs. foragt for nogen), ikke engang til voldsmaend, tv-vaerter eller forkaelede fodboldmillionaerer. Og du må slet ikke ligge under for kolonialistiske fordomme eller udtrykke synspunkter, der forherliger hvidhed eller andre privilegier. Du skal vaere vågen, vakt, ren, hypnotiseret.

Mens den gammelsocialistiske realisme mente, at alle var ens eller skulle tvinges til at vaere det af proletariatets diktatur, mener den nye socialistiske realisme, at alle er forskellige. På overfladen er meningerne vidt forskellige, men deres logik er den samme, nemlig at kunst og kritik skal vaere konstruktiv. Åndsarbejdere, uanset om de arbejder på universitetet eller uden for, skal arbejde for sagen og gøre en positiv forskel, sige ja til fremtiden, skabe forandring, forståelse og tolerance og gøre bod for fortidens uretfaerdigheder. Kun sådan bliver du et tandhjul i den nye nomenklatura og klassekamp.

Med skabelsen af en ny, herskende klasse følger et nyt sprog. Gammelsocialismens hovedsprog var russisk. I satellitstaterne talte man rigtignok både tysk, polsk, slovakisk, serbokroatisk og alt mulig andet, men fra centrum udgjorde disse nationalsprog en slags folklore og lokalkolorit. Imperiets selvopfattelse var russisk, det samme var magtbalancen.

Imperier kommer og går. I dag tales der stadig en slags dansk, tysk, nederlandsk, fransk osv. i Europa. Men det imperiale sprog er for laengst blevet amerikansk, hvorfor det vrimler med ord som woke, cancel, ghosted og OMG ,og unge mennesker formulerer sig stedse ringere på dansk, for slet ikke at naevne skriftlig dansk.

Det er i saerlig grad synet på fortiden, der forener gammelsocialismen med den nye socialistiske realisme. Fortiden bør få dig til at få det dårligt, sådan lyder vor tids kategoriske imperativ. Isaer hvide mennesker er skyldige i deres fortid, selv før deres fødsel, hvorfor fortidens rødder må fjernes én gang for alle. Den raciale undertrykkelse skal fikses lige nu og med tilbagevirkende kraft. Islamoog homofobi skal udryddes. Klimaet skal genskabes sammen med biodiversitet og isen omkring polerne. Golfstrømmen skal bevares. Afrika skal reddes. De unge skal hjaelpes. Og fascismen i det tidligere Østeuropa og alle mulige andre steder skal bekaempes. Menneskeheden,

ikke som den er, men som den burde vaere, skal saettes fri. Der er brug for et helt nyt menneske.

Huskelisten er lang, hvorfor udøvere af kunst, litteratur og kritik i det 21. århundrede får hulens travlt. Deres aktiviteter vil blive skattet, så laenge de bidrager til løsningen af de globale udfordringer. Ellers vil de blive dømt ude og parkeret på den forkerte side af historien som reaktionaere kraefter.

Det er selvindlysende, at den universitaere wokeisme ikke har samme midler til rådighed som Kreml i perioden 1945-85, men de naerer samme globale drøm om den verden skabt i dens eget billede. Det er også klart, at den socialistiske

Med de vaktes tyranni er de intellektuelle pludselig blevet nyttige igen som sociale ingeniører.

realisme kun kan genopstå på et sted og i en epoke, hvor kristendommen er udpint, hvis ikke ligefrem forsvundet, og det urbane, progressive menneske befinder sig i et åndeligt tomrum. Det skriger på en erstatningsreligion; den leverede kommunismen med en kraft, der naeppe overgås foreløbig, men wokeismen er godt i gang og har allerede vundet kampen om sjaelene på flere universiteter, museer og kulturinstitutioner.

De vaktes tyranni bygger ikke så meget på en ny teori som en ny tro. Woke hviler ikke på vilkårlig magt som i diktaturet, men frister de intellektuelles behov for at tro på noget, som er rent og purt med adgang til at forvandle stridende, paradoksale dynamikker i kunst, litteratur og kritik til ét hele, der arbejder for menneskeheden, sådan som kommunisterne drømte om. Med de vaktes tyranni er de intellektuelle pludselig blevet nyttige igen som sociale ingeniører. Men deres nyvundne selvtillid truer med at gøre kunst, litteratur og kritik til funktioner af en politisk utopi.

Den menneskelige fantasi og erkendelse straeber efter mening, skønhed og sandhed, men sandheden er ikke altid konstruktiv, den kan såmaend vaere praecis det modsatte.

Historiker, forfatter, blogger