Koran- og bibelafbraending som et kunstnerisk debatoplaeg

En raekke koranafbraendinger i Danmark og Sverige har igen påkaldt sig opmaerksomhed.

Her kan der vaere grund til at minde om den bibelafbraending, der fandt sted i Danmarks Radio i TV Avisen den 10. januar 1997.

Kunstneren Søren Mosegaard havde i forbindelse med en udstilling ”The Wonderful Wide World of Antichrist” i Kunstnernes Hus i Aarhus opfordret de besøgende til at medbringe bibler, som han selv ville afbraende på udstillingens sidste dag.

I TV Avisen den 10. januar 1997 lod DR ham afbraende en paperbackversion af Bibelen for åbent kamera. I den bedste sendetid.

Anne Marie Dohm, direktør i DR Danmark, har senere haft følgende ”søgte” forklaring i Kristeligt Dagblad den 1. marts 2017:

»Søren Mosegaards bibelafbraending var en kunstinstallation, der inviterede til en debat om, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Den havde ikke til formål at laegge kristne for had.«

Så kan Rasmus Paludan også haevde, at han ikke har haft som formål at laegge islam for had.

De, der føler sig kraenkede af en blasfemisk handling, interesserer sig naeppe for ophavsmandens formål.

Desuden havde Søren Mosegaard i 1996 fået Indenrigsministeriets tilladelse til at registrere et politisk parti med navnet Antikristpartiet, så hans formål var tydeligt.

Bibelafbraendingen førte til en politianmeldelse.

Statsadvokaten ville ikke anlaegge sag med den – ikke mindre ”søgte” – begrundelse, at opfordringen til bibelafbraending skulle ses i sammenhaeng med en kunstudstilling, hvor » … formålet var at vise, hvorledes kristendommen i Danmark gennem tiderne var blevet udbredt«, og at der, ifølge kunstnerens forklaring, var tale om en »symbolsk handling som led i et kunstnerisk debatoplaeg«. Det var derfor tvivlsomt, om kunstneren havde »det fornødne forsaet«.

Laes derom i ”MEN. Ytringsfrihedens

historie i Danmark” (2016) af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt.

Der skete ikke de ansvarlige i DR noget, og da haendelsen ikke resulterede i gadeoptøjer eller lignende, var der selvfølgelig ingen grund til at skride ind.

At de kraenkede kristne kredse har anset bibelafbraendingen for saerdeles stødende, blev ikke tillagt betydning. Og de modtog ingen undskyldning, naturligvis ikke.

I henseende til forhånelse af deres tro er disse kredse blevet vaennet til at skulle finde sig i hvad som helst gennem den seneste menneskealder. Og at blive stemplet som intolerante, hvis de havde noget imod det.

Men takket vaere DR blev der hermed skabt praecedens for, at det er legitimt at afbraende et helligskrift, hvis bare der er tale om en »kunstinstallation«, en »symbolsk handling« eller et »kunstnerisk debatoplaeg«.

Og det er jo også en form for public service.