Vi tager for givet, at gaverne bliver større og større, og servicen bedre og bedre

Der er en øget forventning om at få mere og mere stillet til rådighed – uden selv at bidrage mere.

Vi har i Danmark skabt et fantastisk velfaerdssamfund. Men også et velfaerdssamfund, hvor borgernes forventninger stiger støt. Et velfaerdssamfund, hvor man som borger mener, at man har ret til at få uden at give tilsvarende igen. Derfor er der flere problemstillinger, vi er nødt til at tage hånd om, hvis vi skal nå i mål med at frisaette den offentlige sektor. Vi skal ligestille de offentlige og private velfaerdstilbud, og så skal vi simpelthen i gang med at tale om borgernes tårnhøje forventninger.

Lad os starte med forventningerne. Borgernes forventninger skrues mere og mere op som følge af, at der over en laengere årraekke er kommet flere penge til velfaerd.

Det er i sig selv ikke overraskende. Når et samfund bliver rigere, så ønsker borgerne både mere service, højere kvalitet og bedre velfaerd. Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale for de store gaver? Er det staten, arbejdsmarkedet eller borgeren selv?

Samtidig skrives flere og flere rettigheder ind i lovgivningen – hvilket jo måske er godt. Men jeg vil også godt her hejse et flag. For når rettigheder øges, så skabes et forventningspres, og derfor er det også afgørende, at vi begynder at tale om forpligtelser. At vi også skal huske at bidrage og ikke kun at kraeve.

De fleste mennesker bliver lykkelige af at få en uventet gave. De fleste bliver samtidig ulykkelige, hvis noget, de regner for selvfølgeligt, bliver taget fra dem. Det er velfaerdsstatens kerneproblem. For hvis der først er indført ydelser eller service på et område, er det vanskeligt at lave om eller skaere ned.

Samtidig tager vi det simpelthen for givet, at gaverne bliver større og større, og servicen bedre og bedre, uden at vi selv skal gøre noget ekstra for at opnå gaverne. Det er med til konstant at øge forventningspresset.

På Christiansborg er alle partier enige om, at vi skal hjaelpe de svageste. Men vi er ikke enige om, hvem de svageste er, hvor meget hjaelp de svageste har ret til, eller om den bedste hjaelp altid er flere penge. Jeg tror faktisk, at for meget hjaelp kan vaere til skade. For man bliver som menneske gjort mere og mere passiv, når det ikke er nødvendigt selv at bidrage. Hvis andre ikke forventer noget af dig, så stopper du også med at have forventninger til dig selv.

Jeg mener, at der er opstået en skaevvridning på socialområdet og beskaeftigelsesområdet, hvor vi til tider gør folk sygere, end de er. Vi saetter barren for lavt for, hvad vi forventer, at folk kan bidrage med. Misforstå mig ikke, jeg ved om nogen, at der findes borgere i vores land, der har hårdt brug for hjaelp. Det er ikke dem, jeg henviser til. Men jeg kender faktisk flere eksempler på mennesker med funktionsnedsaettelser, der ikke kan forstå, hvorfor nogen kommer og vasker deres gulv eller vaekker dem om morgenen – for det kan de godt selv.

Og det er forkert, at vi bruger pengene fra et i forvejen meget presset socialområde på mennesker, der faktisk kan mere, end vi forventer af dem. Jeg synes, at forpligtelser og forventninger er noget af det fineste, vi har. At man er noget for nogen. Det er en misforståelse, at det er et onde at stille krav til vores medmennesker. Det er forventninger, vi vokser af og giver os mere selvvaerd og glaede.

Jeg ser bekymret til, når folk forventer at få frem for at bidrage.

Det er en aergerlig udvikling, der i sidste ende går ud over vores lands sammenhaengskraft. For Danmark ville ikke se ud, som det gør i dag, hvis ikke vi havde frivillighed og gode gerninger, der bliver ydet uden forventning om at få et gode igen. Det burde vaere motivation nok i sig selv, at man gør en reel forskel med sin indsats.

Jeg blev efter valget sidste efterår udpeget til Venstres børne- og undervisningsordfører og Venstres socialordfører. Og isaer på socialområdet er der et hav af organisationer, som er sat i verden for at hjaelpe folk. Der opstår nye foreninger og organisationer hele tiden, hvilket jo i sig selv er godt nok, men jeg oplever, at langt de fleste søger og forventer at få statslige midler. Det er en tendens, hvor folk, der starter en forening, naermest forudsaetter, at de skal statsstøttes med bevillinger og tilskud.

Jeg synes, at vi skal tilbage til grundtanken om at skabe en forening, hvor det at yde et bidrag er motivation nok i sig selv. Motivationen må ikke vaere, at man forventer påskønnelse, gaver, penge eller andre goder. Hvis man starter en forening, så er det, fordi man braender for at gøre en forskel. I en sportsgren, for mennesker med en sygdom, for dyrevelfaerd – eller hvad end man nu baserer sit projekt på!

En anden stor sten på vejen mod at saette velfaerdsområdet fri og leve op til danskernes forventninger er manglen på økonomisk gennemsigtighed. Det har Dansk Erhverv for kort tid siden lavet et skriv om, og jeg er meget enig. For danskernes høje forventninger stiller store krav til kvaliteten af velfaerd, og vi kan kun leve op til den kvalitet, hvis der er en sund konkurrence. Det er altafgørende med en mulighed for at sammenligne, hvis vi skal sikre lige vilkår for de offentlige og private velfaerdstilbud.

Alle udgifter bør medtages i beregningerne, når det gøres op, hvad et velfaerdstilbud koster. Også hvis man har eksterne gartnere eller rengøringsfolk, der hjaelper til med den daglige drift af tilbuddet. Det er svaert at lave dette nøjagtige regnestykke, da f.eks. en vinduespudser jo sagtens kan have mange forskellige kommunale kunder. Stordrift er en fordel, men betyder også, at vi ikke får et retvisende billede af, hvor mange udgifter der reelt er i forbindelse med et offentligt velfaerdstilbud. Men at det er svaert, gør det ikke mindre vigtigt. Derfor mener jeg, at vi bør skabe en større gennemsigtighed om institutionernes økonomi, så vi på den måde kan ligestille de private og offentlige tilbud. Og på den måde skabe velfaerd af bedre kvalitet.

En anden stor sten på vejen mod at saette velfaerdsområdet fri og leve op til danskernes forventninger er manglen på økonomisk gennemsigtighed.

Hvis vi vil lykkes med fortsat at have et samfund, hvor vi har velfaerd og valgfrihed, så kraever det, at den enkelte dansker indser, at de selv har et medansvar for at løfte. Husker, hvilke forpligtelser vi egentlig har over for det samfund eller det faellesskab, vi lever i. Og så skal vi have skabt økonomisk gennemsigtighed i velfaerdstilbuddene, så der reelt bliver lige konkurrence mellem de private og offentlige tilbud, hvilket også vil gøre det nemmere for borgeren at vaelge deres foretrukne tilbud – på et oplyst grundlag.

Jeg tror, at vi på denne måde kan opnå en frisaettelse, der øger det frie valg for den enkelte dansker, styrker det lokale ansvar, styrker samarbejdet mellem civilsamfundet, det private erhvervsliv og det offentlige. Og sidst, men ikke mindst, at flere danskere finder ud af, at glaeden ved selv at bidrage og praege deres eget liv faktisk gør dem til lykkeligere mennesker.