Når Søren Pape ser tilbage, er der én ting, han fortryder: »For at vaere helt aerlig var jeg skraekslagen«

I en raekke artikler fortaeller politikere på Christiansborg om deres livs største fortrydelse, og hvad det gør ved dem. De Konservatives formand, Søren Pape, er ikke i tvivl om, hvad han ville gøre anderledes, hvis han kunne.

Søren Pape husker det tydeligt. »Dér følte jeg mig presset,« siger han i dag: »Jeg følte skraek i øjeblikket.« Som nyslået formand for De Konservative i 2014 var medier begyndt at ringe til De Konservatives presseafdeling med ét budskab. Partiet opfattede det som en trussel.

Flere medier vidste, at Søren Pape var homoseksuel. Hvis han ikke fortalte det til vaelgerne, ville pressen gøre det.

Søren Pape måtte traeffe en beslutning. Skulle han fortaelle offentligt om sin seksualitet?

»Jeg var fortørnet over, at nogle mente, at de kunne tillade sig at tvinge det ud af mig. Det mener jeg stadig ikke var i orden,« siger han i dag:

»Set i bakspejlet var det samtidig det bedste, der kunne ske for mig. At få revet plasteret af. Var det ellers nogensinde sket? Det er svaert at spå om, men jeg tror, det havde vaeret meget svaert for mig.«

I en artikelserie fortaeller en raekke politikere om, hvad de har fortrudt i deres liv. Og hvordan fortrydelsen har formet dem.

For Søren Pape er svaret klart:

»Helt personligt er min største fortrydelse i dag, at jeg i en alt for sen alder sprang ud.«

Både over for sine vaelgere og saerligt over for sig selv og sine naermeste.

For første gang saetter Søren Pape nu ord på, hvilke private konsekvenser det har haft for ham.

»Jeg gik alene med det«

Formanden for De Konservative tager imod på sit kontor på Christiansborg. Førend båndoptageren er taendt, begynder Søren Pape at tale, for han har meget på hjerte om netop dette emne.

Han var ikke i tvivl om, hvad han ville fortaelle om, da Jyllands-Posten spurgte til hans største fortrydelse. Det kom til ham med det samme.

Alligevel skulle han tage tilløb, for emnet er sårbart for ham. Toppolitikere åbner sjaeldent døren til deres allerinderste. Og det er netop, hvad vi skal tale om i dag.

»Jeg har altid vidst, at jeg var homoseksuel, uden at jeg nødvendigvis kunne saette ord på det. Det var ikke noget, jeg som barn og ung så eller oplevede i min hverdag,« siger Søren Pape:

»Jeg gik alene med det. I mine teenageår og i den første del af 20’erne blev det mere tydeligt for mig, at det var sådan, det var. Det var en svaer erkendelse.«

I mange år levede Søren Pape derfor et liv i Bjerringbro og i Viborg, hvor han havde pigekaerester og ifølge ham selv forsøgte at passe ind:

»Jeg ledte efter normaliteten. Jeg ville bare gerne ligne de andre.«

Når vennerne ville feste i byen, oplevede Pape, at han oftere og oftere meldte fra.

»Jeg tror ikke, jeg kunne se, hvad jeg skulle der. Jeg ville ikke møde nogen, der var interessant for mig.«

Søren Pape blev også overvaegtig i sine ungdomsår, og han beskriver i dag de ekstra kilo som en rustning.

»Jeg tror, der er noget psykologisk i, at det kan vaere en trøst. Det sikrede, at jeg ikke var interessant for andre. Jeg gemte mig bag et skjold,« siger han:

»Jeg begravede mig i alt andet. Jeg arbejdede meget, var meget engageret i partiet i fritiden, før det blev mit job. Timerne var fyldt op. At have en partner eller en familie blev skubbet vaek, for det skulle jeg ikke have.«

Var det et bevidst valg, du tog?

»Nej, det var ubevidst. Det var slet ikke noget, jeg kunne forestille mig, så jeg fortraengte det.«

»Det fyldte selvfølgelig mere og mere i mig. Man kan ikke undertrykke, hvem man er. Ikke i laengden. Det måtte jeg erkende.«

Indtil da havde du slet ikke levet som homoseksuel?

»Nej.«

Og du havde heller ikke fortalt det til nogen i alle de år?

»Nej.«

Hvor gammel var du, da du sagde det højt? »Jeg var i hvert fald over 30 år.« Kulminationen kom, da Søren Papes ven sprang ud og flyttede til København.

»Det gav basis for nogle samtaler, og jeg kunne spørge ind til nogle ting. Jeg havde 100 spørgsmål, og jeg tror, han studsede lidt over det.«

»Til sidst spurgte han, om jeg var homoseksuel. Jeg svarede ”ja”.«

Efterfølgende fortalte Søren Pape om sin seksualitet til sine naermeste venner.

»Det var ikke noget, jeg sagde bredt. Slet ikke. Som i slet ikke,« understreger Søren Pape, før han griner lidt opgivende og siger om reaktionen fra sine naermeste:

»Alle vidste det i forvejen.«

»Jeg lever op til alle stereotyperne. Jeg talte meget med pigerne i skolen. Jeg havde også supergode kammerater blandt drengene, men det har aldrig interesseret mig, når de f.eks. skulle lave knallerter. Altså overhovedet ikke. Jeg kunne slet ikke tale med om

Jeg var i bund og grund urolig og nervøs over reaktionen. Hvad ville folk sige? Jeg var nervøs for, hvad det ville betyde for mit politiske arbejde. Ville jeg blive genvalgt? SØREN PAPE, FORMAND FOR DE KONSERVATIVE – OM AT SPRINGE UD

MIN STØRSTE FORTRYDELSE

Spol tiden tilbage, og forestil dig, hvordan dit liv ville have vaeret, hvis du kunne gøre tingene om.

En fortrydelse kan bruges til at bebrejde sig selv. Eller til at blive klog, klogere og bagklog.

Fortidens synder og fejl rummer både gnavende følelser af dårlig samvittighed og muligheden for at sige undskyld.

I en sommerserie interviewer JyllandsPosten en raekke politikere om deres livs største fortrydelse.

I denne artikel er det formanden for De Konservative, Søren Pape, 51 år. biler. Det er meget stereotypt, men sådan var det for mig.«

Hvorfor følte du, at du var nødt til at fortaelle andre om din seksualitet? Det skal man jo ikke, hvis man er heteroseksuel.

»Det er en stor ting. Jeg havde levet som ét menneske indtil begyndelsen af 30’erne. Dét, som alle forventer af én – kone og børn og alt det der – tog jeg et aktivt valg om, at sådan blev det i hvert fald ikke,« siger han:

»Jeg erkendte, hvem jeg var.«

Byture i København

I mellemstore byer som Viborg er det homoseksuelle miljø vaesentligt mindre end i hovedstaden. I mange provinsbyer findes det slet ikke.

Søren Pape begyndte at gå i byen i København, mens han var aktiv i lokalpolitik og siden også, da han var borgmester i Viborg Kommune.

Som formand for De Konservative kan de fleste i dag genkende hans ansigt. Dengang var det anderledes.

I København fandtes bevaertninger, som netop henvendte sig til LGBT-miljøet. Steder, han følte sig velkommen, og en ny verden åbnede sig for ham.

»Jeg kunne roligt tage i byen i København uden at møde en eneste, der vidste, hvem jeg var.«

Forsøgte du stadig at skjule det (at vaere homoseksuel, red.) for resten af verden?

»Ja, det gjorde jeg. Jeg var i bund og grund urolig og nervøs over reaktionen. Hvad ville folk sige? Jeg var nervøs for, hvad det ville betyde for mit politiske arbejde. Ville jeg blive genvalgt?«

I dag tror Søren Pape ikke, at det ville have fået politiske konsekvenser, hvis han var sprunget ud tidligere. Men usikkerheden lurede i ham dengang. Weekenderne i København blev hyppigere. De fungerede som en ventil for Søren Pape.

»Det var en enorm lettelse. Det gjorde det lettere at leve med til hverdag. Det var ikke optimalt, men det gjorde, at jeg havde det godt. Jeg fik mere selvtillid, fandt ro, og jeg oplevede, at jeg ikke var alene,« siger han:

»Samtidig kunne jeg maerke, at når jeg havde taget det første skridt, begyndte resten at presse på. Jeg ønskede at leve sådan hver dag.«

En hurtig forandring

Da kalenderen rundede august 2014, aendrede Søren Papes liv sig drastisk – og på meget kort tid.

Davaerende formand for De Konservative, Lars Barfoed, forlod posten. Planen hos kraefter i partiet var, at K-borgmesteren Michael Ziegler skulle vaere ny formand. Han sprang fra i sidste øjeblik, og snart faldt blikket på Søren Pape.

»Det skete lidt hurtigt,« som Søren Pape selv beskriver sin vej til toppen af dansk politik.

Han nåede ikke at taenke laenge over, hvad jobbet kunne betyde for offentlighedens interesse for privatlivet. Da flere medier pressede ham til at fortaelle offentligt, at han var homoseksuel, blev Søren Pape nervøs.

»For at vaere helt aerlig var jeg skraekslagen et kort øjeblik. Jeg kunne ikke overskue det, og jeg tabte fuldstaendig kontrollen over den del af mig selv. Det var ikke laengere mig, der styrede, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste bare, at lige om lidt ville det ske.«

Partiets pressefolk satte et interview op

med Fyens Stiftstidende, og en del af historien handlede om, at Søren Pape var homoseksuel.

»Snart var overskriften ”homo” på spisesedlerne. Det var vildt. Det var virkelig vildt. Jeg taenkte på alle de mennesker, der så det. Alt var ude af min kontrol, nu var det fortalt.«

De fleste reagerede positivt, siger Søren Pape i dag. Enkelte hørte han ikke fra.

Og så var der kommentarerne på sociale medier, som han stadig modtager.

»Vi har et tolerant samfund, men der ligger meget lige under overfladen. Folk har skrevet til mig, at sådan nogle som mig ikke skal vies i kirken. Jeg sidder der altså naesten hver søndag. Hvor tit er de der?« spørger Søren Pape:

»Andre har religiøse holdninger og håber, at sådan nogle som mig ender i helvede. Jeg tager altid de diskussioner. Hvis de er meget grove, skriver jeg tilbage, at jeg takker Gud for, at jeg ikke er som dem. Jeg spørger dem nogle gange, om de tror på en skabende Gud, for så må de erkende, at Gud også har skabt mig, som jeg er.«

Søren Pape understreger:

»Jeg ville finde mig i det. Jeg er ikke flov over at vaere den, jeg er.«

»Få det sagt«

Formanden for De Konservative oplever også, at unge spørger ham til råds:

»Der var en ung mand, der skrev til mig. Han var glad for, at jeg var stået frem, han havde selv samme overvejelser. Jeg svarede, at mit bedste råd var at få det sagt. Han skulle ikke gøre som mig og gemme det i mange år. Senere skrev han til mig, at han var sprunget ud. Alle havde taget godt imod det, og det gjorde mig så glad.«

Siden har Søren Pape mødt andre unge mennesker med samme overvejelser. Han råder dem altid til det samme:

»Få det sagt. Det er også derfor, jeg fortaeller om min fortrydelse i dag. Jeg håber, at andre ikke vil vente lige så laenge som mig.«

Kan du bruge din fortrydelse til noget?

»Jeg kan bruge det, når jeg taler med andre. Jeg kan ikke skrue tiden tilbage. Jeg sprang ud for sent og må erkende, at tiden for mig, hvor børn er en mulighed, er passé,« siger han:

»Det gør ondt at skulle erkende. Men det er sådan, det er.«

Hvis du var sprunget ud tidligere, havde det vaeret noget andet?

»Ja, det tror jeg,« siger Søren Pape:

»Derfor bruger jeg den fortrydelse til at tale med folk og tale højt om det. Jeg ønsker, at andre skal finde styrken til det.«