Hjaelp, vi har fået en elbil!

To glade elbilamatører — med hang til diesel- og benzinbiler — tog på deres første tur med elbil hele vejen fra Aarhus til København. Turen blev lidt af en øjenåbner. Er det stadig tid at skifte til elbil?

motorvej E45 med kurs mod København.

Det er altså en højpotent sag, vi har i haenderne. Trykker man lidt på speederen, bliver man med stor kraft trykket helt tilbage i saedet.

Bekymringerne kommer snigende

Vi har dagens første aftale i Brøndby kl. 9.30. Første del af turen går fremragende, og det giver god tryghed, at bilen ifølge kørecomputeren kan køre knap 400 km på en fuld opladning

Isaer er det skønt med den adaptive fartpilot, der helt af sig selv kontrollerer farten og afstanden til de forankørende biler, da trafikken naermest går i stå på Vestfyn grundet et trafikuheld.

Det forekommer bestemt naerliggende at skifte den gamle diesel ud med el.

Men så kommer bekymringen snigende. Hjemmefra er bilen ladet op til 100 pct. Men foruden at holde afstand til de forankørende og saenke hastigheden, så sørger fartpiloten også for at køre hastigheden op på 130 km/t, så snart det er muligt og tilladt.

Det kan ses på raekkevidden. Hastigt taeller procenterne ned.

Hvad nu hvis? Kan vi nå helt til Brøndby, hvor vores første møde er?

Så ringer vi til den første kilde på vores tur til hovedstaden og spørger indtraengende – om de har en ladestander til en elbil, så vi kan få strøm på bilen?

Vel ankommen i Brøndby er der ca. 13 pct. strøm på bilen – nok til yderligere 51 km.

Pyha.

Et stramt program

Vi har et stramt program for dagens besøg i København. Vi har sat fire møder op – tre forskellige steder i byen med ca. en halv times kørsel mellem hvert møde.

I Brøndby lykkes det at få sat bilen til opladning, men ved en noget langsom lader hos den første kilde. Vi saetter stikket i ca. kl. 9.20 – drøner ud fra mødet kl. 11 og videre til det naeste. Nu er der 41 pct. strøm på bilen, nok til 162 km.

Vi saetter kursen mod Lyngby og DTU. Tiden er presset, vi er allerede forsinket, og vi har ingen chance for at få ladet bilen, selv om der vistnok er ladere flere stedet på DTU.

Efter mødet med en professor, der netop er ekspert i elbiler og deres batterier, haster vi ned til bilen og kører mod København. Naeste møde er på Langebrogade – og vi er nu en halv time forsinket.

Bare rolig, I har ikke behov for en raekkevidde på mere end 500 km, lyder det fra den laerde professor. Han må jo vide det!

Nu siger batteriet, at vi har 31 pct. tilbage, nok til 124 km.

På vej til Langebrogade ringer vi til den naeste kilde:

»Hjaelp, har I en ladestander, vi kan bruge?« Og ja, de har hele to, som de dog er adskillige virksomheder, der deles om. Da vi kommer frem, er begge ladere optaget.

Vi forsøger som et sidste skud – for vi skal jo hjem til Jylland igen – at ringe til endnu en kilde, der er ansat hos Green Power Denmark. Organisationen repraesenterer de selskaber, der leverer strømmen i vores ledninger, så de må da for pokker kunne hjaelpe. Men telefonen ringer ud...

Inden dagens sidste møde løber vi ud og opdager, at den ene ladestander er blevet ledig. Den ene af os får bakset bilen på plads, mens den anden går til naeste møde, der foregår i et kontorhus i samme område.

Efter det sidste møde har klokken passeret 16 – og vi er helt flade. Heldigvis er batteriet det ikke. Det er nu oppe på 51 pct. og 204 km.

Kurs mod Aarhus

Så er det igen skønt at køre elbil. Fulde af fortrøstning saetter vi kurs mod Aarhus.

For at teste bilens evner, bliver den adaptive fartpilot igen aktiveret. Det vil altså sige, at bilen selv vaelger den hastighed, der er den højest tilladte på det givne sted – og herefter afpasser afstanden til den forankørende bil, ligesom den automatisk bremser ned, hvis bilen foran gør det.

På den måde kører vi i kø i ca. 45 minutter ud af København med kurs mod Køge, Ringsted og Slagelse.

Bilen kører fremragende – og chaufføren rører undervejs hverken speeder eller bremse. Overhovedet. Fantastisk bil!

Men da vi naermer os Storebaeltsbroen, bliver vi nervøse. Bilen har nu strøm til 51 km og gps’en siger, at der er 35 km til Nyborg på den anden side af broen. Så vi har dermed blot 16 km i reserve og kender ikke bilen og dens finurligheder. Det er før set med en dieselbil, at de sidste kilometer på benzinmåleren taeller umådeligt hurtigt ned.

Hvad nu, når vi først skal gennem betalingsanlaegget, så op på broen, køre i modvind højt oppe over Storebaelt og så køre det sidste stykke på den lave bro – igen med masser af modvind?

Vi tør ikke tage chancen og vaelger at stoppe ved Slagelse for at køre ind og lade hos Circle K. Her er der god plads ved ladestanderne.

Hvor skal vi spise?

Men standeren vil ikke tage mod det kort, som avisens bilredaktør har sendt med os, og som skulle virke overalt. Vi forsøger flere gange, men må opgive. Så ringer vi til bilredaktøren og får at vide, at kortet ikke virker, hverken til Circle K’s superladere eller til Tesla-laderne ved siden af. Heller ikke vores øvrige ”opladekort” virker.

Ud igen og prøve med et almindeligt kreditkort. Men igen er der problemer. Kortet bliver ganske vist registreret, og der bliver på forhånd trukket 350 kr. Første gang og anden gang. Tredje gang prøver vi en anden ladestander – og her lykkes det endelig at få gang i opladningen – og få trukket yderligere 350 kr.

Og så er det altså tid til en sen frokost. Men inde på benzintanken ligger blot et par forkølede grillpølser i montren, hvoraf nogle tydeligvis har ligget meget laenge – andre er lige lagt på og derfor ikke varme endnu. En anden mulighed er en tør sandwich.

Vi vaelger at forsøge at finde et andet sted at få lidt at spise, mens bilen lader.

Men der er ikke andre steder. Derfor saetter vi på gåben kurs mod den naermeste Bilka, som vi så ved motorvejen ca. 1 km vaek. Kravler igennem et hul i haekken, går på cykelstien – der er intet fortorv, går over for rødt lys ved motorvejsfrakørslen – der er ingen plads til forgaengere – kommer frem til Bilka og får en rigtig god burger hos Carl’s Jr.

Jyllands-Postens klimareportere Lars From (tv.) og Klaus Dohm på tur i elbil i tegneren Rasmus Sand Høyers streg.

Tilbage via cykelstien og gennem hullet i haekken til bilen, der nu er ladet 100 pct. op. Imponerende i løbet af måske halvanden time. Den har sikkert vaeret fuld laenge. Til gengaeld er prisen 4,50 kr. pr. kWh.

Så ryger en stor del af den økonomiske fidus ved elbil altså hurtigt.

Vi må prøve flere gange for at få ladekablet hevet ud af bilen. Det viser sig, at det hjaelper at låse bilen i og op et par gange.

Så beder vi om en kvittering på kvitteringsknappen, men intet sker. Vi prøver flere gange, men uden resultat. Gå ind på en hjemmeside og hent kvitteringen, laeser vi os frem til. Fagre nye verden.

Til slut må vi køre uden kvittering. Et døgn senere står der stadig blot, at der er reserveret et beløb på 350 kr., når man tjekker ind på Eurocards app. Først efter to dage er den endelige regning klar: 301,08 kr.

Tilbage på p-pladsen i Horsens er der 48 pct. tilbage på batteriet – nok til 192 km.

Siden opladningen i Slagelse har vi kørt 173 km.

Løftet om 400 km er på den måde blevet til 365 km.

Er det tid at skifte elbil?

Børge Viggo Nielsen har en mappe med frustrationer. Hver enkelt A4-side er pakket ind i plasticchartek med håndskrevne noter i margen. »Fik ikke svar,« står der på nogle af siderne. Hans højeste eksamen er den fra 9. klasse, han er ordblind og »har det boglige imod sig«. Alligevel har han skrevet klager til borgmesteren, til ministeren og til lederen af Bostedet Viben, hvor hans datter, Marie, boede i syv år frem til efteråret 2022.

Viben var noget hø, mener han. Som på mange andre opholdssteder for hjerneskadede patienter var de ansatte i høj grad enten vikarer eller uuddannet personale. De mange nye ansigter gjorde Marie ustabil. Nogle dage ringede hun 50 gange hjem til sine foraeldre.

Man kan ikke se på Marie, at hun er hjerneskadet, men hun ved godt, at hun ikke er som de fleste.

Det er nu 17 år siden, at en sjaelden graviditetsbetaendelse fik Marie til at gå i kramper og gjorde hende svaert hjerneskadet.

Siden har Marie boet på en raekke botilbud for borgere med svaere hjerneskader, mens Børge Viggo Nielsen har kaempet for at nå ind til glimt af den person, Marie var engang.

Det har vist sig at vaere stort set umuligt. Personalet på bostedet udskiftes nemlig konstant, og flere af dem er uprøvede vikarer, som ikke har forstand på hjerneskader, mener Børge Viggo Nielsen.

Han har gjort det til sit livs mission at sørge for datteren.

Det har de fået at føle inde på Københavns Rådhus.

Hej far, er jeg maerkelig?

Børge Viggo Nielsen synes at have en saerlig taktik.

Når hans øjne bliver fugtige, får haenderne pludselig travlt. De løfter kaffekoppen, raekker ud efter en småkage eller piller ved servietten, mens han anekdotisk fortaeller om sit liv. Han har både taget og stået imod, siger han.

Den første tredjedel gik ellers let. Børge Viggo Nielsen var 20 år, da hans lillesøster slaebte en ny veninde med hjem, som hun havde laert at kende over en flaske snaps og en enkelt Fanta omme bag ved ungdomsklubben. Børge Viggo Nielsen var den flotte storebror, solbraendt af at have lagt jernbaneskinner hele sommeren i bar mave.

Endelig en dag blev Ella inviteret med på Dyrehavsbakken, og efter det første kys i en af forlystelserne var der ingen vej tilbage. Parret fulgte opskriften. Først kaerester, så forlovet, et bryllup og to børn. Et arbejdsliv som banearbejder, betonstøber, murerarbejdsmand gjorde Børge Viggo Nielsen nedslidt, mens en livstruende legionellabakterie på arbejdspladsen sendte ham på førtidspension. Midt i sygdommen var datteren Maries graviditet i 2005 en glaedelig nyhed.

En lørdag formiddag i april, fire uger før Maries termin, ringede Børge Viggo Nielsens telefon.

»Hej far, er jeg maerkelig?« spurgte Marie. »Nej, altså ikke mere maerkelig end alle os andre,« grinede Børge Viggo Nielsen.

Han vidste ikke, at Marie ringede, fordi hun havde glemt, hvad hun havde lavet aftenen forinden. Hendes kaereste havde bedt hende ringe til sin far for at høre, om han kunne maerke en forandring på Marie.

To timer senere faldt Marie sammen hen over spisebordet og gik i kramper. Med fuld udrykning blev hun kørt til hospitalet, hvor kramperne fortsatte. Laegerne turde ikke holde på barnet, og Marie fødte en lille søn ved kejsersnit. Han blev lagt i kuvøse. Marie blev lagt i kunstig koma.

Børge Viggo Nielsen og hans kone gik mellem hospitalets intensivafsnit og afdeling for nyfødte for at laegge deres barnebarn på brystet af deres datter. De anede ikke, om hun ville vågne op igen.

Vågnede op som en anden person

Mens Marie lå i koma, dekorerede hendes kaereste og foraeldre hospitalsstuen. De printede billeder ud af den lille nyfødte fyr, for hvis Marie slog øjnene op, ville hendes hu