Operastjerne José Cura har tilbragt 30 år i rampelyset: »Det er farligt at lave det, man elsker«

José Cura er aktuel som instruktør og også i premieren som tenor i operaen ”Tosca” i Musikhuset Aarhus. Siden 1990’erne har han haft scener over hele verden som sin arbejdsplads. Hans livsstil har vaeret smuk og hektisk, men den har ofte også vaeret smertefuld, fortaeller han.

José Cura sidder alene i et af de røde saeder i Store Sal i Musikhuset i Aarhus. Det er formiddag, og han er 2.500 km vaek fra sin bopael i Madrid. Men det er intet imod den afstand, der er til hans hjemland, Argentina, som han forlod i 1991 for at indlede den karriere, der har gjort ham til en verdensstjerne på operascenen. Måske derfor rammer spørgsmålet så rent.

At rejse verden rundt for at lave det, man elsker, lyder sikkert som en drøm for mange. Det har vaeret virkeligheden for José Cura, siden han første gang trådte op på scenen i en hovedrolle i 1993 i Trieste. Som tenor har han sunget på de største scener, der findes: La Scala, Wiener Staatsoper, you name it. José Cura har prøvet det meste.

Men hans liv og karriere rejser også ét spørgsmål, der er forbundet med smerte for argentineren: Hvad er hjem for dig?

Kan opleves i Musikhuset

Lige nu er José Cura aktuel i Aarhus. Han instruerer Den Jyske Operas opsaetning af operaklassikeren ”Tosca” af Giacomo Puccini, der spiller i Musikhuset i Aarhus fra den 15. til den 23 august.

Det er anden gang, at José Cura instruerer ”Tosca”, og hans cv afslører, at han er velbevandret i stort set samtlige discipliner inden for operaens verden.

Virket som operasanger, instruktør, dirigent og komponist har forflyttet José Curas bopael fra Argentina over Cerro Veronese i Italien, sidenhen til Paris for til sidst at ende i Madrid, hvor han sammen med sin hustru har haft base i naesten 25 år. Men selv om Madrid har udgjort en base i José Curas liv i mange år, har hans arbejde betydet, at han konstant flytter sig.

Der er ét sted, som er naerliggende at kigge, hvis man leder efter José Cura: på scenen.

Her vil han også vaere at finde på premieredagen, når han grundet en aflysning fra den oprindeligt tilknyttede tenor indtager rollen som maleren Mario Cavaradossi, der forelsker sig i operaens kvindelige hovedrolle, Floria Tosca. Alene i den rolle i ”Tosca” er José Cura død og genopstået et utal af gange. Praecis hvor mange, aner han ikke engang selv. Hans bedste bud er 250.

Han trådte for første gang op på scenen som Cavaradossi i juli 1995. Siden da er det blevet en af hans signaturroller.

Han kalder sig selv for et stage animal, men i hans øjne er det ikke nødvendigvis en god ting.

»Det er op til publikum at vurdere, om det er en god ting eller ej. Når jeg kalder mig selv for et stage animal, så refererer jeg til, at jeg, i en professionel sammenhaeng, føler mig mere tryg, mere i kontrol og mere hjemme på scenen end noget andet sted.«

Når man, som José Cura, føler sig mere hjemme på scenen end noget andet sted, kan det vaere svaert at sige nej, når et fristende jobtilbud melder sig.

Når han afslutter arbejdet med en forestilling, er han, naturligt nok, traet og ser frem til tid i sit hjem i Madrid, hvor han kan sove i sin egen seng og tilbringe noget tiltraengt tid med familien. Problemet er bare, at de mange tilbud kan gøre balancegangen mellem privatliv og karriere besvaerlig.

»Det er farligt at have et job, man elsker. Man skal vaere meget kølig for at kunne traekke graensen og sige nej. Men hvis man ikke gør det, dør man af udmattelse,« siger han.

Og så er der alt det, han pludselig bliver mindet om, når man spørger til hans hjem.

»Det er et smertefuldt spørgsmål at besvare. ”Hjem” handler ikke bare om vaeggene i dit hus, men om at vaere en del af det sociale vaev der, hvor du bor. Siden jeg forlod mit land, har jeg savnet at vaere en aktiv del af et samfund og ikke bare vaere en freelance kunstner, der kommer og underholder folk for en kort periode og så tager af sted igen.«

Han laenges efter at bidrage til sit lokalmiljø og blive laenge nok til at opleve sit bidrags langvarige effekt, forklarer han.

Trods de afsavn, José Cura har måttet lide for sit virke inden for opera, mener han, at hans arbejde er af en saerlig smuk karakter.

Derfor accepterer han, at en international karriere betyder, at han må leve i en kuffert.

»Det arbejde, jeg laver, er meget givende, fordi det er så smukt. Hvis jeg skulle arbejde i en bank eller et supermarked 365 dage om året, ville jeg nok ikke vaere glad for at skulle flytte hver anden uge,« fortaeller han.

»Alderen har gjort mig mindre grådig«

I dag er José Cura 60 år gammel, og han har saenket tempoet en smule. For nylig er han tilmed blevet bedstefar til en dreng, der kom til verden under José Curas arbejde med ”Tosca” i Aarhus, og han laenges efter at møde ham for første gang.

Da han var i begyndelsen af 40’erne, var

”TOSCA”

Komponeret af den italienske komponist Giacomo Puccini, der også er kendt for operaerne ”La Bohème”, ”Madam Butterfly” og ”Turandot”.

Blev opført for første gang i 1900.

Operaens handling udspiller sig i Rom. han, med sine egne ord, grådig – ikke i økonomisk, men snarere i kunstnerisk forstand. For som han selv siger:

»Alle tilbud var fascinerende.«

Han lod sig gribe af den strøm af tilbud, der røg i hans retning. Han optrådte på de største scener i de største byer, og han havde ikke meget tid til at puste ud eller tage en afstikker til et mindre prestigefyldt projekt i en mindre by.

Er du blevet mindre grådig?

»Alderen og erfaringen åbner ens øjne på et tidspunkt. Kald det visdom, om du vil. Når et fascinerende projekt melder sin ankomst, siger jeg til mig selv: Jeg har lige afsluttet sådan et. Så i dag synger, dirigerer og instruerer jeg ikke over 100 forestillinger om året, som jeg plejede. Det er en del af mit liv, der er aendret for altid. Som 60-årig er tiden til at nyde mit privatliv helt afgørende. Men jeg kan ikke tage al aeren for den beslutning. Pandemien hjalp også lidt.«

José Cura havde under covid-19-pandemien to år i Madrid, hvor han var forhindret i at udføre sit arbejde på vanlig vis. Han fik ligesom mange andre mennesker tid til at fordybe sig i henlagte projekter, men han fik også tid til at reflektere over det liv, han har levet – og det, der er tilbage af det.

Her nåede han en erkendelse, der gav ham lyst til at lette foden fra speederen.

»Jeg tror meget staerkt på, at vi mennesker udvikler os til et vist punkt. På et saerligt tidspunkt kommer der et behov for at dele alt det, vi har laert, med andre. På den måde giver man stafetten videre, og det er en nødvendighed som kunstner, hvis ens eftermaele skal bestå,« siger han.

Det arbejde, jeg laver, er meget givende, fordi det er så smukt. Hvis jeg skulle arbejde i en bank eller et supermarked 365 dage om året, så ville jeg nok ikke vaere glad for at skulle flytte hver anden uge. JOSÉ CURA, TENOR OG INSTRUKTØR

Cavaradossi nok en gang

Således er José Cura også vaek fra sit liv i Madrid for at arbejde for øjeblikket.

På tirsdag traeder han, som så mange gange før, op på scenen som Mario Cavaradossi. Herefter vil han i løbet af operaens to en halv time lange forløb forelske sig i operasangerinden Floria Tosca, der denne gang spilles af Stefania Dovhan, og senere vil han lide en hård skaebne i tredje akt.

Efter premieren overtager den thailandske tenor Nutthaporn Thammathi rollen som Cavaradossi, så José Cura kan hellige sig instruktørgerningen fuldt ud.

Hvorvidt José Cura en gang kommer til at genopstå som Cavaradossi på ny, er uvist. Ifølge ham selv er det ikke umiddelbart planen, men han er åben for det, hvis muligheden skulle byde sig.