Islamisk Stat myrdede deres maend og tog deres kvinder, og det var kun begyndelsen
Selvom terrorgruppen er blevet nedkaempet, står Iraks yazidier midt i en ny kamp for overlevelse. Familien Jendi måtte flygte mellem jihadisternes døde ofre og lever nu i yderste fattigdom.
Naif Sulaymen Jendi stirrer tomt ud i rummet. Det er mørkt uden vinduer. På cementgulvet langs vaeggene i rå gasbeton ligger hynder, der fungerer som siddepladser om dagen og senge om natten. Et primitiv airconditionanlaeg under teltdugstaget forsøger larmende at holde middagsheden på 38 grader nede. Ved døren haenger der et halvknust spejl.
Det er alt, den 48-årige iraker og hans familie ejer og har siden flugten fra Islamisk Stat. Og der er ikke udsigt til, at det bliver bedre. Hverken for dem eller de fleste andre knap 14.000 mennesker i Khanke-lejren for irakiske yazidier, en etnisk kurdisk minoritet, hvis maend blev slagtet og kvinder og piger voldtaget og taget som sexslaver, da terrorgruppen for ni år siden i denne uge på blodig vis tog kontrol over deres hjemmeregion, Sinjar.
Naif Sulaymen Jendis hustru, Aisho, vil først ikke tale om det. Det gør ondt at taenke på. Saerligt det hus, de selv byggede og nu har mistet. Hun tørrer øjnene med sit hovedtørklaede.
Men da han begynder at fortaelle, kan hun alligevel ikke lade vaere med at blande sig.
De måtte flygte over hals og hoved. Fik ingenting med sig udover det tøj, som de havde på kroppen, og deres id-kort. Det var folk fra nabolandsbyen, som var kommet kørende og råbte, at de skulle komme vaek. Klokken var otte om morgenen. Den 3. august 2014. De kunne høre skud og eksplosioner et sted ude i oplandet.
Da de ikke selv havde bil, stuvede parret og deres seks børn sig sammen med andre familier på et vognlad efter en traktor, der kørte dem op i bjergene i retning af Syrien. Det tog fire meget lange timer. Herfra gav en containerlastbil dem et lift tilbage til Irak – mod Duhok i det nordvestlige, kurdiske
Irak, hvor de er nu.
Slidt ned af håbløshed
Provinsen var under kurdisk kontrol og fredelig. Men for at komme hertil skulle de igen igennem områder med kampe og blev beskudt. De så døde og sårede langs vejene. Men de slap vaek.
I modsaetning til de omkring 5.000 yazidier, som FN har estimeret, at IS myrdede. Og de 5.000-7.000 kvinder og børn, som jihadisterne gjorde til deres slaver. Heraf er mange aldrig blevet fundet igen.
Ni år senere er taknemmeligheden over at have overlevet dog slidt ned af håbløshed.
Familien og mange af de andre omkring 300.000 fordrevne yazidier i Duhok-provinsen føler, at de sidder fast her i teltlejrene mellem stanken fra åbne kloakker og vandbeholdere, der ikke er store nok til naeste gang, de bliver fyldt op. Med jaevne mellemrum er der telte, der braender ned pga. kortslutninger eller propangasflasker, som både Aisho og de fleste andre i lejren bruger, når de laver mad.
Saelger med en fod af trae
At arbejde sig til penge og et bedre liv er svaert. I Irak er forbindelser igennem den udvidede familie ofte afgørende for, hvem der kan få job. Mens der er kvoter for turkmenere og kristne i offentlige stillinger, bliver yazidier talt med som kurdere, selvom de er en minoritet med deres egen religion.
Som konsekvens er arbejdsløsheden i teltlejrene stor. Mange maend tjener lidt som daglejere.
Det kan Naif Sulaymen Jendi dog ikke. Han fik sin fod hakket af i en faldulykke på cementfabrikken, hvor han arbejdede inden krigen. Så nu har han en traefod og forsøger at forsørge familien ved at saelge mobiltilbehør på det lokale marked.
Selv på en god dag bliver det sjaeldent til mere end 12 dollars i lommen. Nu da verdens opmaerksomhed har flyttet sig til krigen i Ukraine, er mange nødhjaelpsorganisationer også begyndt at skaere i donationerne.
»Men efter så mange år er fokus skiftet fra en ren humanitaer respons til en mere langsigtet strategi med sigte på, at folk igen skal kunne klare sig selv,« forklarer Kenneth Grant fra Erbil-kontoret under EU’s direktorat for civilbeskyttelse og humanitaer bistand, der er med til at finansiere hjaelpen til internt fordrevne i Irak, herunder yazidierne.
Det maerker Naif Sulaymen Jendi f.eks. ved, at familien ikke laengere får en kontantudbetaling fra en privat ngo på 200.000 irakiske dinarer pr. person i familien om måneden (ca. 15 dollars pr. person.) Det betyder, at der ofte ikke laengere er råd til smertestillende medicin mod smerter i hans ben. På det seneste har han også vaeret nødt til at låne penge: »Og det kan jeg ikke blive ved med.« At rejse hjem og starte forfra er heller ikke en mulighed.
Magtspil og tyrkiske bomber
Nok er krigen officielt forbi. Islamisk Stat blev jaget ud af Sinjar allerede i 2015 – to år før terrorgruppen i 2017 blev nedkaempet i Mosul, der var dens sidste bastion i Irak. Med sin strategiske placering mellem Irak og Syrien er Sinjar-provinsen stadig midtpunkt for et blodigt politisk magtspil.
Den hører officielt under Irak, men den kurdiske selvstyreregion gør også krav på det. I 2020 indgik de to myndigheder en aftale om at samarbejde om området, så yazidierne kunne vende hjem. Men planen kom aldrig laengere end til skrivebordet.
Så Sinjar fortsaetter med at vaere kontrolleret af forskellige rivaliserende grupper, herunder den tyrkisk-kurdiske terrorgruppe PKK, som kaemper for kurdisk selvstyre i Tyrkiet, og shiamilitser under den irakiske haer – en broget skare, hvoraf nogle er loyale over for Iran, andre over for regeringen i Bagdad.
PKK’s tilstedevaerelse haenger sammen med, at den efter Islamisk Stats fremmarch hjalp tusinder af yazidier med at komme i sikkerhed i bjergene på graensen til Syrien, hvor terrorgruppen angiveligt har traeningslejre. Senere traenede den også frivillige yazidier til at forme deres egen milits (YBS) til at kaempe mod IS, hvilket har skabt en vis sympati for PKK blandt yazidier og har fået Tyrkiet til at betragte YBS som en del af
PKK.
Tyrkiske kampfly lader derfor med jaevne mellemrum bomber regne ned over området for at presse PKK ud. Det har fået tusinder af yazidier, som havde forsøgt at vende hjem, til at tage tilbage til teltlejrene i Duhok. Folk, der er blevet, klager over, at de ikke ved, hvem der er ved magten. Og at selv de mest basale offentlige services såsom strømforsyningen ofte ikke fungerer.
Konflikt blokerer for genopbygning
I modsaetning til andre dele af det krigsplagede land har fokus på genopbygningen i Sinjar også vaeret spartansk.
»Det er simpelthen ikke en prioritet for regeringen i Bagdad at få løst lige nu. Der er mange andre problemer, men så laenge den territoriale konflikt mellem Bagdad og det kurdiske selvstyre fortsaetter, vil det blokere for, at man kan få lavet en stor samlet løsning, så yazidierne kan vende hjem,«
YAZIDIER
Yazidisme er en kurdisk religion med gamle indoeuropaeiske rødder. Religionen er flere tusinde år gammel og aeldre end både jødedommen, kristendommen og islam.
Der er ikke noget praecist tal for, hvor mange yazidier der er på verdensplan, men man regner med omkring 800.000.
Der er i dag yazidisamfund i blandt andet Irak, Tyrkiet, Iran, Syrien, Armenien, Georgien, Aserbajdsjan, Turkmenistan og Kasakhstan.
Kilde: Ritzau/JP
forklarer David Vestenskov, chefkonsulent ved Forsvarets Center for Stabiliseringsindsatser – bl.a. med fokus på Mellemøsten.
Det i hvert fald tilfaeldet for Naif Sulaymen Jendi. Han ved fra sin aeldste datter på 23 år, hvad der foregår. Hun er lige blevet gift, og hendes mand har taget hende med til Sinjar.
»Hendes situation er ligesom vores. De bor hjemme, men de har ikke arbejde. Oven i det er der spaendinger mellem familierne og luftbombardementer. Jeg tør ikke flytte hjem,« siger Naif Sulaymen Jendi.
»Desuden er vores hus halvt ødelagt. Vi har set det på billeder. Det vil kraeve meget arbejde at bo der igen. Jeg har seks børn at forsørge. Jeg kan ikke rejse tilbage uden at have en måde at tjene penge, og hvordan skal jeg få det med den her fod,« spørger
Naif Sulaymen Jendi og ser ned på traefoden, som er synlig under buksekanten.
Det er en holdning, som mange flygtede yazidier i Duhok deler. De vil gerne tilbage, men ikke så laenge, at der er uro og kaos.
En lille gruppe maend, som sidder sammen og drikker te, fortaeller, at de er mere bange for de tyrkiske luftangreb end PKK, da bomberne rammer meget tilfaeldigt. Men samtidig er PKK’s rekrutteringer blandt yazidierne et problem.
»Det er meget let at slutte sig til PKK. Alle kan gøre det. Den betaler 300 dollars om måneden, hvilket ikke er meget, men bedre end ingenting. Problemet er, at der ikke er nogen måde at forlade gruppen igen. Det tillader den ikke. Gør du det, er din skaebne usikker,« fortaeller en mand, som har en faetter, der arbejder for PKK.
40 pct. er flygtet til Vesten
Men i Duhok – to og en halv times kørsel fra Sinjar – maerker yazidierne også konsekvenserne af den territoriale strid.
Fordi yazidier kommer fra områder, der officielt hører under Bagdad, kan de ikke få hjaelp fra myndighederne i Duhok, der hører under det kurdiske selvstyre. Hvis de f.eks. bliver gift og skal have deres id-kort fornyet, skal de til Sinjar. Medmindre de er så heldige at støde på en af de mobile kontorer, som regeringen i Bagdad indimellem er begyndt at sende til Duhok. Unge, der efter grundskolen ønsker at laese videre, kan heller ikke studere her, men må pendle halvanden time til Mosul, hvilket mange ikke har råd til.
»Men du skal have en eksamen for at få et job, så vi kan ikke få jobs,« fortaeller tre unge kvinder, der alle drømmer om at flytte til udlandet.
»Hvis jeg kunne, ville jeg tage hjem til Sinjar. Men det er ikke realistisk, og det er svaert at se nogen fremtid her. Så hvis jeg får chancen, tager jeg til udlandet. Her kan jeg måske laere et fag og få et arbejde,« fortsaetter en af dem, som kun vil sige, at hun hedder Nunu og er 24 år.
Mange er allerede rejst. Sammenlagt menes omkring 40 pct. af Iraks yazidier at vaere flygtet til Vesten. Det laegger ifølge Yazda, en ngo, der kaemper for yazidier og andre minoritetsgrupper i Irak, pres på hele yazidisamfundets mulighed for at bevare sin kultur, traditioner og religion.
Samtidig kaemper mange med at komme sig over traumerne fra krigen.
Ismail Khidr, 43, der bor en kort køretur fra Naif Sulaymen Jendi ned ad en støvet vej igennem Khanke-lejren, ved f.eks. ikke, hvad der er sket med hans bedstemor.
Hun blev taget som gidsel af Islamisk Stat, der tog hende med fra Sinjar til Mosul. Khidr ved, at hun døde der. Men han ved ikke, hvordan eller hvor hun er begravet.
»Vi fik et sted at vide, men da vi undersøgte det, fandt vi ingen knogler,« siger Khidr under et billede af sin far, der blev draebt i 1983 i krigen mod Iran.
Heller ikke hans familie vil tilbage til Sinjar, selvom de også maerker, at mange nødhjaelpsorganisationer er forsvundet.
»Hele opmaerksomheden har flyttet til Ukraine. De hjalp os, men forsvandt inden problemer blev løst,« siger han og viser figentraeerne, som familien har plantet i en lille urtehave udenfor.
Der vil gå et par år endnu, inden de baerer frugt.
Jyllands-Posten var inviteret til Duhok af EU.