Det røde menukort er under forandring, men hovedretten er den traditionelle
Den nye folketingssaeson skydes snart i gang. Lad os se, hvad der står på det røde menukort.
Socialdemokratiet har betragtet sig selv som danskernes hovedret, siden partiet indtog statsministerposten for første gang i 1924. I sin tiltraedelsestale sagde Stauning, at regeringen ville »fortsaette den udenrigspolitiske linje, bekaempe arbejdsløshed og boligmangel, stabilisere arbejdsforholdene, højne folkeskolen og revidere skattelovgivningen«.
Det er partiet så gået til valg på uafbrudt siden. I 1960 fik det svimlende 42 pct. af stemmerne. Nu ligger det på godt 20 pct.
Hen over foråret var den røde bøf naer smuttet af tallerkenen, da Mette Frederiksen blev fristet af et mere internationalt køkken, men sådan gik det ikke. Til gengaeld har tidligere justitsminister Nick Haekkerup, der nu tager sig af drikkevarerne i Bryggeriforeningen, i et interview i Berlingske bekraeftet alle rygter om fornyet magtkamp i Socialdemokratiet. Hvis partiets mange kokke ikke kan få de forskellige smage til at spille sammen, ja, så kan det da ikke udelukkes, at Haekkerup vender tilbage, nu som køkkenchef, hvis hovedretten skal fornys. Den slags interview har det med at fordaerve maden.
Kampen om, hvem der skal stå for garnituren, står mellem De Radikale og SF. De Radikale gled ganske vist i smørret ved regeringsdannelsen, men nu står de klar med masser af bønner. Der er dog fortsat langt til fadet, for ingen kan helt finde ud af, om bønnerne er grønne eller røde.
SF er til gengaeld svulmet som en gaerdej. Isaer de offentligt ansatte kan få alt, hvad de peger på. Partiets udfordring er, at det har fået medvind efter opskriften, at alle kan få alt: mere fritid, højere løn, bedre arbejdsforhold, tidligere pension, renere luft. Det er bare at sige det til tjeneren. Men dén opskrift har det med at give luft i maven.
Så har vi Enhedslisten. Formand Villadsen skal på barsel, og Pelle Dragsted står på spring i kulissen. Man kan fristes til at tro, at partiet er en sød, rød peber. Men i samme øjeblik, man saetter taenderne i, opdager man, at der er tale om en lille satan af en rød chili, der gør maden til et braendende helvede. Pas på, siger jeg bare. Ikke engang Haekkerups øl kan daempe svien.
Alternativet vil som altid gerne vaere den søde dessert. Det har fortsat de mest nuttede vaerdier stående på dessertvognen. Men på Folkemødet viste det sig, at en sølle liter komaelk i dets køleskab kan få knivene til at suse gennem luften. Den røde haer vil have havremaelk, vil den. Det er der bare ikke så mange andre, der vil. Og nu har partiets Røde Orm, Torsten Geil, der ene mand klarede 52 ordførerskaber på et tidspunkt, meldt sig syg af stress.
På bundlinjen står, at det er Løkke og Frederiksen, der saetter menuen. Hvis den røde bøf bliver på tallerkenen, er det alene de to, der bestemmer. Det vil tilmed passe dem godt, at de bliver nødt til at give regeringens lillebror, Venstre, lidt gode, blålige kogeben, så de kan holder sig i ro. Det giver kraft til suppen.
Samlet set står vi over for en solid menu uden stor fornyelse. SF og De Radikale har ikke ingredienserne til for alvor at blive interessante, og Alternativet og Enhedslisten fiser rundt som røde, ristede myrer. Det ved regeringen, så den går forholdsvis trygt ind i den kommende saeson, vel vidende at den naeppe får michelinstjerner for det, den vil servere for de kraesne vaelgere.
SF og De Radikale har ikke ingredienserne til for alvor at blive interessante, og Alternativet og Enhedslisten fiser rundt som røde, ristede myrer.
Tidl. minister