Belejringen af Europa er ikke kun militaer – den handler nok så meget om religion og kultur

Regeringens groteske sammenblanding af ude og hjemme må få os til at overveje, hvad det naeste indgreb i ytringsfriheden bliver.

Der er åbenbart nogle, som mener, at ytringsfriheden har det fint i Danmark, selv hvis blasfemiparagraffen genindføres, sådan som regering, industri, diplomati og jurister arbejder på. Derefter vil politiske demonstrationer, f.eks. afbraending af såkaldt hellige bøger, blive forbudt ved arabisk lov i Danmark, efter sigende fordi de skader Ukraines krig mod Rusland.

Regeringens groteske forveksling af indenrigspolitik og udenrigspolitik, der i realiteten giver Udenrigsministeriet et uhørt praerogativ, må få os til at overveje, hvad det naeste ”nødvendige” indgreb i ytringsfriheden bliver. Blasfemi kan meget jo kaldes, og et forbud mod ”forhånelse” vil give magthavere i København, Cairo og Kabul nye muligheder for at kue danskerne. I så henseende er der ingen forskel mellem Lars Løkke, Muhammed og hans fyrretyve røvere. De giver det hellige forkørselsret, godt nok ud fra forskellige motiver. Men resultatet bliver det samme.

Situationens alvor fik mig til at taenke på en roman, jeg laeste i ferien, skrevet af den albanske forfatter Ismael Kadaré, udgivet tilbage i 1970. Romanen undgik politbureauets censur, formentlig fordi den kunne bruges under regimets løsrivelse fra Sovjetunionen og beskrev et belejret Albanien, der forsvarede sig mod et andet asiatisk imperium, osmannerne tilbage i 1400-tallet. Temaet er kun blevet mere aktuel siden.

Hvis romanen fandtes på dansk, ville den hedde ”Belejringen”. Ironisk nok kunne den udkomme i det kommunistiske Albanien, mens den naeppe vil kunne offentliggøres i Danmark 60 år senere uden højlydte protester fra den muslimske diaspora med krav om undskyldninger og underkastelse og sleben forståelse fra udenrigsministeren.

For hvis nu bare Salman Rushdie ikke havde skrevet om Koranens sataniske vers. Eller hvis nogen dog havde taget penslerne fra Lars Vilks. Eller hvis Samuel Paty ikke havde vist de tegninger i Paris. Eller hvis JP ikke havde trykt dem i Aarhus. Eller hvis Charlie Hebdo kunne nøjes med at gøre grin med kristne og andre idioter. Hvis, hvis og hvis.

Sådan taenker politiske spekulanter. Hvorfor kan muslimerne ikke gå fri for hån, spot og latterliggørelse? Hold nu op med at mobbe andre. Frihed a la Per Nyholm:

Hvorfor kan vi ikke bare opføre os ordentligt?

Ismail Kaderé er ikke saerlig ordentlig. Han er til gengaeld en stor fortolker af det menneskelige sind og dets krinkelkroge, ligesom han drister sig til at formidle fortidens drama og dynamik så nøgternt og kompromisløst som muligt. Det er den slags, blivende europaeiske forfattere er lavet af, og han fører overlegent traditionen videre i bog efter bog.

I denne beskriver han de muslimske belejrere på godt og ondt. Sympati får man for den usikre historiograf, der er udset til at skabe en lyrisk beretning om osmannernes militaere triumf, men ikke aner noget om hverken krigsførelse eller politik. Ligeså for den selvsikre kvartermester, rundet af erfaring, overblik og kynisme. Ham vil man gerne have på sin side.

Bagved de enkelte skaebner åbner der sig imidlertid et større galleri af pashaer, mullaher, astrologer, spåmaend og soldater fra hele det osmanniske imperium, praeget af såvel obskurantisme som den nyeste ballistiske videnskab. Hvad de muslimske aktører synes at taenke mest på, er dog de fagre albanske (helst blonde) kvinders kønsorganer.

»Vi vil flå deres skamløse hvide klaededragter af og iføre dem noble sorte kapper, velsignet af vores aedle tro,« bebuder en af de hellige krigere kort før angrebet på de kristnes citadel, mens andre går på rov efter sexslaver i graenselandet. »Vi vil daekke deres ansigter bag slør og forhindre deres øjne i at kaste liderlige blikke efter maend,« bedyrer en anden kriger, for hvem hår og øjne er kvindekroppens mest diabolske våben. Disse attributter skal derfor tildaekkes.

Det er nemlig ikke nok at erobre kristendommens borge og byer. Fjenden skal også »afnationaliseres«, dvs. tvinges til at opgive sit faedreland og modersmål.

Udover romanens litteraere kvaliteter praesenteres vi også for imperiets vigtigste opgaver. Det er nemlig ikke nok at erobre kristendommens borge og byer. Fjenden skal også »afnationaliseres«, dvs. tvinges til at opgive sit faedreland og modersmål. Osmannerne er eksperter i at undergrave nationer. Men det er heller ikke nok.

Fjenden skal fratages sin kristne tro og til sidst konvertere til islam. Hvordan man lykkes med det hele, strides intelligentsiaen om i romanen, men tilbage står, at imperiet ikke alene fører krig militaert. Imperiet kan noget, der er endnu farligere: Det fører kultur- og religionskamp. Som i dag. Nu er det bare ikke kun Balkan, men hele Europa, der er under belejring.