Hvorfor kan vi som voksne ikke nøjes med den vaerdighed, vi fødes til og med?

Som nyfødte er vi helt afhaengige af den hjaelp og kaerlighed, vore foraeldre kan give, og det er naturligt og vaerdigt. Men senere i livet stilles der andre krav til en vaerdig tilvaerelse.

Sognepraest Sara Dommerby Toft har skrevet en tankevaekkende kronik, ”Kaerlighedens magt ligger i dens afmagt”, som søndag den 6. august blev bragt her i avisen. Her argumenteredes der for, hvordan vi mennesker med kristendommen får skaenket en ukraenkelig vaerdighed.

Kronikken satte tanker i gang om de møder med mennesker, jeg som sognepraest fik lov at opleve, og om hvordan begrebet vaerdighed her alt efter alder blev tolket forskelligt.

Der er en egen ro over det lille, rynkede ansigt, som han ligger der i sin mors favn, traet og maet. Hun ser ned på ham med et blik, der udtrykker dyb kaerlighed og omsorg over for det liv, hun og hendes kaereste har sat i verden. Vi sidder og taler om sønnens dåb, og jeg taenker, at den dreng får det godt.

Jeg kender foraeldrene, jeg kender familien, og jeg ved, at her vil han opleve naerhed og tryghed. Han skal ikke gøre sig fortjent til kaerlighed og omsorg. Han er fra første dag, han åbnede øjnene til denne verden, fundet vaerdig. Han er så at sige født til en vaerdighed, som han ikke selv skal skabe, men som ligger i den kaerlighed og omsorg, som han møder.

Som sådan er han bestemt ikke noget saerligt. Det er en given anerkendelse, det hører menneskelivet til. Det er i ordets dybeste forstand skaenket ham som en bekraeftende begyndelse på livet. Og selv om man nu og da møder andet, så er dette andet en uorden, en undtagelse. For det hører til vores menneskeliv, at vi fødes med og til en vaerdighed, som er givet os.

Men da ved vi også, at det hører til samme menneskeliv, at vi senere som unge og isaer som voksne ikke laengere kan nøjes med denne vaerdighed, som vi igennem foraeldres omsorg og kaerlighed har fået givet. Nej, nu må vi selv skabe den. Nu vil vi ikke nøjes med det givne, med det skabte. Nu må vi gennem flid, gennem pligtopfyldelse, gennem hårdt arbejde, gennem en succesfuld karriere selv straebe efter at opnå vaerdighed. Det hører voksenlivet til, som vi lever det.

I Tage Skou-Hansens roman ”Den hårde frugt” indfanger forfatteren gennem en af hovedpersonerne, laegen Christian, den praestationsmoral, der peger på en anden vaerdighed end den givne, og lader Christian stille spørgsmålet: »Hvorfor kan man ikke nøjes med den vaerdighed enhver bliver født til?« Ja, hvem kan i et moderne, hyperaktivt samfund nøjes med den?

Tage Skou-Hansen giver ikke selv et svar. Det står åbent, som det livet igennem står åbent, hvad vi i grunden forstår ved begrebet vaerdighed.

Vi taler åbenbart om to forskellige begreber af vaerdighed. Den givne og den tilkaempede. Hvilken en af disse taeller?

»Det var kun godt, at han fik lov at dø. Det var ikke laengere et vaerdigt liv.« Sådan har jeg mange gange hørt det sagt af venner og pårørende. At det ikke laengere var et vaerdigt liv. Nej, for som det var, så kunne han ikke laengere holde sig selv ren, han måtte mades, når han skulle spise, han måtte hjaelpes og nogle gange baeres, når han skulle et sted hen. Og det er ikke vaerdigt for en mand at ende sine livsdage sådan og slet ikke, som vi har kendt ham, som selfmade, som selvhjulpen. Nej, det var kun godt, at han fik lov at dø. Det var nådigt, siger vi.

Han glemte selv, ja, vi glemte alle, hvordan hans livs første dage var. Dengang, som spaed, som foraeldrenes store glaede fik han gennem omsorg og kaerlighed givet en vaerdighed, skønt han ikke kunne holde sig selv ren, skønt han måtte mades, når han skulle spise, skønt han måtte baeres, når han skulle et sted hen. Det var alt sammen denne givne vaerdighed uvedkommende. Men senere i livet, da også han lagde sit liv til rette efter den selvskabte vaerdighed, som vi i et voksenliv straeber efter og laegger al energi i, fortraengtes den vaerdighed, som et menneske gives i og med fødslen.

Vi taler åbenbart om to forskellige begreber af vaerdighed. Den givne og den tilkaempede. Hvilken en af disse taeller? Ja, det er spørgsmålet, men hvorfor er det blevet sådan, at vi som voksne ikke kan nøjes med den vaerdighed, vi fødes til og med?