Vi må øve os i at ville mindre med vores liv

Jeg begyndte som så mange gange før denne ferie i sommerhuset med at medbringe en stak fagbøger, et par manuskripter, der skulle ”hobbylaeses”. Jeg fik aendret adressen på avisen, så jeg kunne vaere opdateret på verdens tilstand fra havestolen. Der blev medbragt diverse fitnessredskaber og et utal af gode målsaetninger. Alt sammen for, at jeg ikke i min ferie skulle få den ubehagelige fornemmelse af vaere sat af og blive dum og doven.

Men som dagene gik, blev jeg klar over, at den eneste vej til en ordentlig ferie for mig – og min familie – ganske enkelt var at begynde at skrue ned for de gode ambitioner.

I løbet af den første uge røg alle fagbøgerne i klaedeskabet sammen med løbeskoene. Morgenmotionen blev udskiftet med hjemmebagt brød og en ekstra kop kaffe. Efter et par dage røg jeg ud af rutinen med at laese dagens aviser og opdagede til min store overraskelse, at verden godt kunne undvaere min opmaerksomhed.

Det eneste fysiske mål for ferien var at undgå liggesår og forstoppelse. Efterhånden fik jeg smag for det at ville mindre. Så jeg besluttede mig for at droppe en planlagt masteruddannelse og en laengere rejse til Canada. Til min store overraskelse føltes det bare godt. At blive mindre ambitiøs, at forvente mindre af mig selv.

Det er nemlig sådan, at vores taknemlighed er omvendt proportional med vores forventning til livet. Jo mere fokuseret vi bliver på det, vi allerede har, og ikke det, vi ønsker os, jo rigere og gladere føler vi os.

At lave en såkaldt bucket-liste er blevet populaert. Ting, man gerne vil opleve; steder, man gerne vil se, mens tiden er til det. Men der er noget grundlaeggende dybt deprimerende over disse lister.

De er på en eller anden måde en form for moderne dans med døden, hvor vi hele tiden jager fortravlet afsted for at vinge punkterne af. Vi bliver bundet af en ambition og en illusion om, at bare vi når dette eller hint mål, inden vi saetter traeskoene, så er lykken gjort.

På det samfundsmaessige plan vil vi også for meget. Vi driver rovdrift på klodens ressourcer, jorden braender bogstaveligt talt under os, har vi set denne sommer. Vore unge mistrives. Alt for mange har brug for at drikke ”hjernen” ud i weekenden for at holde det hele ud. Vi er blevet slaver i vaekstsamfundets hamsterhjul, hvor det handler om at ville mere, købe mere, bruge mere. Vi slider vores relationer tynde, opløser vores familie, presser os selv og hinanden til det yderste, fordi vi ikke kan eller vil laegge begraensninger på os selv.

Men der må vaere en måde, vi kan skabe en anderledes hverdag og et andet liv på. Et liv, hvor ferier og weekender ikke bruges på at ligge med hovedpine og gispe efter vejret, inden en haesblaesende hverdag banker afsted igen. Men svaret er ikke et nyt kursus eller et nyt koncept. Tvaertimod. Det handler om at ville mindre. Ganske enkelt, men ikke let. Reducere maengden af intentioner og ambitioner for vores ønsker om uddannelse, rejser, fritidsaktiviteter, karrieredrømme – ikke dårlige ting vel at maerke.

Problemet er nemlig ikke, at vi som mennesker ofte vil det dårlige. Men at vi vil det gode, som ender med at blive for meget af – netop det gode.