Diagnoser er ikke sovepuder
Jeg har levet et knapt så langt liv som Jens Mortensen (JP den 8. august) og dertil ikke observeret ligeså meget, men jeg har også nogle refleksioner om mistrivsel og diagnoser. Så her er et brøl fra den modsatte side af aldersspektret.
I organisationer i hele verden er der bred enighed om, at vores mentale helbred kun bevaeger sig i den forkerte retning. Men hvis vi nu skal forholde os til vores egen baggård, så viste tallene fra den seneste nationale sundhedsprofil nogenlunde det samme. Den danske ungdom har det ad helvede til.
Vi står midt i en trivselskrise, der naermest er umulig at forblive upåvirket af som ungt menneske. Den manifesterer sig på fysiske steder som skoler, fritidsklubber og arbejdspladser. Og den er altid med i din lomme, i din telefon og sidder som asbest i alle de digitale rum, der efterhånden på mange planer betyder mere end “den virkelige verden”.
Når tidligere generationer bemaerker, at der også var problemer i det forrige århundrede, hvor de havde deres opvaekst, og de “klarede” den fint, er det ikke kun provokerende – det er også historieløst og navlepillende. Det er nøjagtigt det samme som at sige, at klimaforandringerne ikke kan vaere rigtige, fordi der var jo også engang en rigtig varm sommer, dengang man selv var knejt.
Der er mange udfordringer i folkeskolerne og vores andre uddannelsesinstitutioner. Jens Mortensens beklagelser om foraeldres undergravning af respekten for laererne kan kun ligge i spidsen på pyramiden, hvis man vender den på hovedet og i stedet forholder sig først til større strukturelle problemer som f.eks. reformer og ressourcer.
Sandheden er, at det går skidt for de unge i skolerne, fordi det går skidt over det hele. 34 pct. af kvinder mellem 16 og 24 år har dårligt mentalt helbred ifølge sundhedsprofilen. Inflationen af diagnoser følger umaerkeligt med dette. Paradigmer som normalt og unormalt er ikke kun reduktive og skadende – de er også forkerte. Det eneste, som er normalt ifølge tallene, er at gå rundt med dårligt mentalt helbred.
Diagnoser er ikke sovepuder. De er logiske konsekvenser af praestationssamfund, der presser unge mennesker, der i forvejen er efterladt til at navigere i en digital virkelighed, som ingen af de voksne hverken magter eller evner at saette sig ind i. Men jeg kan godt se, hvordan det er nemt at blive forvirret, hvis man har muligheden for ligge og gemme sig bag sin generations-ignorance af en tryghedsdyne.