Hurra for gps’en. Den er tidens store parterapeut
Ferier er en undtagelsestilstand. De afdaekker skjulte drifter og rollespil fra fortiden, som vi troede, vi havde slidt af. Rethaveri på landevejen og territorial køkkenkontrol.
Jeg har emanciperede veninder med fine job, der fortaeller ligeså grusomme historier om sig selv i forbindelse med irritable familiaere sommerhusfaellesskaber.
I gamle dage, før gps i bilerne, sagde man altid, at par blev skilt efter sommerferien. For det første havde de vaeret meget mere sammen i ferien end i den arbejdende del af året. Ikke alle udstod prøvelserne. Dernaest havde aegteparrene vaeret oppe at skaendes om den bedste kørerute hjemad hele vejen op fra Middelhavet til graensen ved Kruså. Altså et langt skaenderi over flere døgn, der puffede kaerligheden ud over autovaernet.
Ikke alle kaerlighedsforhold bestod f.eks. turen gennem en proppet Elb Tunnel i Hamborg. Isaer hvis der havde vaeret en forudgående debat i bilen om andre muligheder end netop ruten gennem tunnellen. Der er forskellige skoleog industriferieperioder i de tyske delstater. Alle tyskere ferierer ikke samtidigt. Det er en god idé at undgå de dage, hvor ferien i den folkerigeste delstat NordrheinWestfalen enten starter eller slutter, og delstatens millioner skal til eller fra Vorupør i Thy. Da er man ikke alene i de trafikale nåleøjne på vejen op og ned.
Men så kom den frelsende engel gps og agerede uvildig dommer i trafikale kontroverser. Den forudså praecist de nervenedbrydende propper og opstillede alternativer. gps’ens monotone, kønsløse verbale henvisninger i vore dage beroliger. Stemmen maegler mellem hidsige, ferietraette mennesker. Saetter eventuelt et tredje standpunkt op, så ingen af stridens to parter får ret og derfor derefter kan slappe af. Ingen af de kaempende parter på forsaedet kan saette spørgsmålstegn ved gps’ens saglige upartiskhed. Den er højt haevet over Scylla og Charybdis og følelseskold, som moderne teknik er.
Uenighed om bilruter kan på mystisk vis gøre selv humoristiske, afbalancerede mennesker til insisterende, krakilske ”Rechthabere”, som det hedder på tysk. Folk, der vil have ret. Om man skal dreje til den ene side eller til den anden side skaber ophidselse.
Som Hercules på skillevejen. Hercules skulle vaelge mellem Dyden og Lasten. Intet under, han var forvirret. Det spørgsmål kan naturligvis i eksistentielle valg og i storpolitik vaere af skelsaettende betydning. Skaebnesvangert. Men sjaeldent i trafikken hjem fra ferie. De fleste haenger ikke i en stram klokkestreng på vej fra sommerferie. Men trafikal uenighed mellem aegtefaeller saetter proportionssansen ud af spillet hos overraskende mange. Isaer når et par døgns anstrengende ophold på fyldte europaeiske motorveje får de i ferien opsparede ekstra ressourcer til at gå op i stress i feriens slutspurt. Man vender udmattet hjem.
Derfor hurra for gps-installationen. Den fungerer som en rolig parterapeut mellem de krigeriske parter på feriebilens forsaede. Som bevarer af familien, fordi den formodentlig får skilsmisseprocenten til at falde nedad.
Jeg bor på den franske sydkyst og vil ikke spille hellig. Vi hernede har konstant sommergaester boende, kaere gaester. For her er varmt, uden Solen braender hverken mennesker eller skove ihjel som andre steder sydpå. Køkkenet er den erogene zone i min store lejlighed i Cannes med samtlige vaerelser fyldt med gaester og badevaerelserne med våde badelagener til tørre.
Selv om jeg aldrig er blevet beskyldt for at besidde blot et minimum af husmoderligt talent, tvaertimod, så falder jeg også i smålighedens faelde. Altså procedurerne i køkkenet skal vaere på en bestemt nåde, min, og diverse køkkeninstallationer, opvaskemaskinen indbefattet, skal fyldes op på en bestemt måde, min. Jeg er helt umulig til at lave mad, med et par simple pastaretter som undtagelser, og har hyret betalt hjaelp til husholdning siden min helt tidlige ungdom.
Jeg er det modsatte af en god husmor. Alligevel bliver jeg latterligt smålig, når gaester totalt overtager mit køkken, skotter lidt irritabelt til deres indtagelse af mit køleskab og flytter rundt på diverse redskaber, hvis de er endt i en anden skuffe end den saedvanlige.
Jeg har emanciperede veninder med fine job, der fortaeller ligeså grusomme historier om sig selv i forbindelse med irritable familiaere sommerhusfaellesskaber. Om svigerdøtre, der altid slaeber sand med ind i huset ude fra klitterne, og sønner, der aldrig rydder op. OK. Og hvad så? Er det vaerd at hidse sig op over? Åbenbart.
I gamle dage i min barndom var arbejdsdelingen klar. Min far kørte bilen. Min mor klarede enerådigt køkkenet. I dag flyder rollerne rundt.
I gamle dage i min barndom var arbejdsdelingen klar. Min far kørte bilen. Min mor klarede enerådigt køkkenet. I dag flyder rollerne rundt.
Ferier er en undtagelsestilstand. De afdaekker skjulte drifter og rollespil fra fortiden, som vi troede, vi havde slidt af. Rethaveri på landevejen og territorial køkkenkontrol. Godt arbejdslivet begynder igen nu, så vi kan bevare illusionen om at vaere blevet moderne, frigjorte mennesker!
TV 2-korrespondent, JP-klummeskribent