Toppolitiker fik sin laerer til at saette sig i leverpostej: I dag er det hans største fortrydelse

Når lederen af De Radikale taenker tilbage, står saerligt én episode frem. Et afgørende vendepunkt, der kom til at definere hans karakter mange år frem. I dag er det hans største fortrydelse.

Han traeder ud på graesplaenen ved sit sommerhus, kigger op og siger som det første: »Jeg føler mig sårbar.« Martin Lidegaard, lederen af De Radikale, tilføjer:

»Jeg er bange for, hvad du skriver. Hvor meget du giver den gas i din artikel. Det er ikke rart at vaere sårbar i politik.«

Han har brugt lang tid på at taenke over, om han ville lave dette interview.

Det vil ikke ligefrem skildre en flatterende side af ham. Alligevel har han besluttet sig for at stille op.

»Jeg synes ikke bare, at det er pinagtigt. Det er noget, jeg er decideret flov over. Og som jeg har fortrudt,« siger han, da Jyllands-Posten besøger ham i sommerhuset i Odsherred.

I en artikelserie fortaeller en raekke politikere om, hvad de har fortrudt i deres liv. Og hvordan fortrydelsen har formet dem. Det, Martin Lidegaard i dag fortryder, skete i skoletiden.

Under interviewet hopper hans to døtre på trampolin i haven. De skal snart begynde i skole, og måske er det netop derfor, at emnet ligger ham saerligt meget på sinde.

Da Martin Lidegaard gik i skole – han mener selv, at det var omkring 5. klasse – havde han en svaer periode, forklarer han.

Han gjorde sig ud til bens og fik mange eftersidninger.

»Jeg var i puberteten. Både at finde min plads i hierarkiet og det med pigerne var svaert. Jeg var ikke en af de smarte drenge, der var staerkest eller god til fodbold. Jeg skulle klare mig på en anden måde. Det blev ved at te sig,« siger han.

Det kom til udtryk ved, at han »ikke var saerlig rar« over for flere klassekammerater og laerere.

Saerligt én episode graemmes han over i dag. Den handler om matematiklaereren.

Leverpostej og lyse bukser

»Albertsen, hed han. Han var en ganske udmaerket matematiklaerer og et meget ordentligt menneske. Vi var nogle stykker, som mobbede ham i timerne, og han havde ikke helt styr på klassen,« siger Martin Lidegaard.

»Vi syntes dengang, at episoden var sjov, men det var det ikke for Albertsen. Vi larmede og gjorde ting og sager.«

En dag var Martin Lidegaard og hans ven saerligt opfindsomme. De lagde to leverpostejsmadder på Albertsens stol.

Den aeldre matematiklaerer kom ind i klassen iført fine lysebrune bukser. Han satte sig ubekymret på stolen.

»Hele klassen skreg af grin. Vi følte os som nogle fandens karle. Albertsen var nødt til at gå ind på laerervaerelset for at skifte bukser.«

Men det blev ikke Lidegaard, der grinte sidst.

Senere samme dag blev klassen undervist af en ung laerer, som eleverne så op til.

Han udpegede Lidegaard og vennen til et saerligt diktat. Drengene var fagligt dygtige og følte sig stolte.

De skrev og skrev og afleverede så deres arbejde til laereren.

»Han tog vores papirer, rev dem i stykker foran hele klassen og smed dem i skraldespanden med ordene: »Sådan føles det, når man skider på andres arbejde«,« fortaeller Lidegaard:

»Den episode satte sig virkelig i mig. Jeg taenkte: »Av for pokker, hvad har jeg gjort. Hvad har jeg taenkt på?« Vi aendrede adfaerd den dag, og vi gav Albertsen en uforbeholden undskyldning.«

Martin Lidegaard siger, at episoden viser, hvor vigtigt det er at kunne fortryde og laere af egne fejl.

Historien har også en højere morale om den danske folkeskole, mener han.

»De fik os afrettet på et kritisk tidspunkt i vores liv, så vi ikke fortsatte ad den sti, vi egentlig var paent på vej ud ad.«

Dynamikken blandt børn

Mobning var ikke kun rettet mod laererne. Adspurgt om sin opførsel over for de andre børn, holder Lidegaard sig først tilbage. Skammen bliver pakket forsigtigt ind. Som om han tager mod til sig.

»Altså jeg blev jo også selv mobbet en gang imellem. Ikke ofte, men jeg prøvede, at det gik ud over mig,« siger han:

»Jeg var med enkelte gange, hvis folk var maerkelige eller ikke lignede os. Vi kunne finde på at gøre grin med dem. Vi kaldte dem navne eller talte bag om ryggen på dem, så de kunne høre det, og den slags ting.«

Martin Lidegaard tilføjer:

»Vi oplevede det ikke som voldsomt. Men det gjorde de, tror jeg.«

Martin Lidegaard understreger flere gange, at mobningen gik på skift. Alle stod for tur.

»Vi blev overladt meget til os selv i skolegården. Vi blev mere robuste børn, og vi udviklede os gennem hård leg.«

Var der nogle af børnene, som udviklede sig mindre, fordi det var dem, det gik ud over?

»Ja. Det havde den skyggeside, at der ikke var så meget opsyn. Når det gik galt, så gik det meget galt,« siger han:

»Nogle børn overtalte vi til at praestere forskellige ting; løbe tre gange rundt om fodboldbanen for at vaere med i gruppen. Den slags. Det var hverken sødt eller nødvendigt.«

En enkelt episode kredser Lidegaard flere gange om.

»Jeg husker, at jeg engang var med til at lokke en pige ind i en slags rollespil, hvor hendes rolle var lidet flatterende. Det var ydmygende for hende, og vi stod og grinte ad hende.«

Hvad følte du i det øjeblik?

»Jeg sad ikke med en frydefuld følelse. Men heller ikke med anger. Jeg var vel i virkeligheden lettet over, at det ikke var mig, det gik ud over,« siger Martin Lidegaard:

»Jeg var ubetaenksom. Først efterfølgende, da en anden laerer tog fat i mig og forklarede, hvad det gjorde ved hende, følte jeg anger.«

»Jeg var selv usikker«

Jeg kan stadig vaere overrasket over den lurende ondskab, som det også var. Hvor pokker kom den fra? MARTIN LIDEGAARD (R) OM AT MOBBE ANDRE I SKOLEN

Hvorfor mobbede du andre børn?

»Jeg var selv usikker. Det er der ingen tvivl om. Det var min måde at forsøge at bokse mig igennem på. Det var et panser. Jeg er glad for, at det blev stoppet på et relativt mildt niveau, men det er stadig ikke noget, jeg er stolt af.«

Politikeren bliver stille et øjeblik. Så siger han:

»Senere i skolen begyndte jeg at spille teater, lave elevrådsarbejde og den slags. Der

fandt jeg en helt anden ro og sikkerhed i mig selv.«

Skammer du dig?

»Den opførsel, vi havde over for laererne og enkelte gange også over for elever, føler jeg, var forkert. Det skammer jeg mig over.« Hvordan lever du med den skam?

»Der er ikke andet at gøre end at reflektere over det og bruge den følelse til, at det ikke rammer andre. Derfor er det interessant at tage det op i en politisk sammenhaeng. Der er heldigvis kommet langt mere opmaerksomhed på mobning blandt børn. Men der er stadig alt for meget af det,« siger han og understreger:

»Når jeg taler om det nu, er det, fordi det er så karakterdannende og så afgørende for vores liv, hvad der rammer os i de år. Hvis vi ikke afsaetter nok ressourcer, rammer det de børn.«

Har du mødt nogle af de mennesker senere i dit liv, hvor du har følt trang til at sige undskyld til dem?

»Ja, jeg har desvaerre ikke kunnet sige undskyld til Albertsen, for han er død. Børnene har jeg undskyldt over for. De har taget det paent, vi var jo børn. Jeg sagde også undskyld dengang, når laererne tog fat i os.«

Han tilføjer:

»Men en undskyldning, som jeg virkelig forstod dybden af, fik jeg først lejlighed til at sige senere i livet. Hvor jeg virkelig mente det.«

Undskyldningen var til pigen i rollespillet. »Jeg føler selv, at jeg virkelig er gået over stregen der. Og det undskyldte jeg for. Hun var glad, det var vigtigt,« siger han:

»Det var også vigtigt for mig at vise, at jeg fortrød og forstod, hvad jeg havde gjort, og at det var forkert. At jeg forstod den smerte, jeg havde forvoldt et andet menneske. Jeg tror, det var vigtigt for hende, at hun oplevede min fortrydelse.«

Hvorfor har du dårlig samvittighed så mange år senere?

»Jeg kan stadig vaere overrasket over den lurende ondskab, som det også var. Hvor pokker kom den fra? Mit budskab er, at det er så definerende for os resten af livet. Det saetter sig hos dem, det går ud over,« siger Martin Lidegaard.

Han understreger, at ingen er fejfri, men at det er vigtigt at råde bod på det forkerte, man har gjort. Han forsøger at rette op ved at skabe bedre rammer for børn i dag.

En poleret Martin Lidegaard

»Ingen er ufejlbarlige. Jeg prøver virkelig, så godt jeg kan, at gå efter bolden og ikke mennesket. Men jeg skal hele tiden gribe fat i mig selv. Det er svaert, når man er i et magtmiljø, som politik er.«

Der gik lidt tid, før du nåede frem til, at du ville fortaelle om den her episode. Hvorfor skulle du tage tilløb?

»Det er ikke det letteste at fortaelle om egne fejl. Det er ikke en let disciplin, saerligt for politikere, der måske lidt fejlagtigt mener, at de skal fremstå polerede og fejlfrie.«

Vil du gerne fremstå poleret og fejlfri?

»Vil du ikke også gerne det? De faerreste af os har lyst til at haenge vores fejl udenpå.«

… Det er et ja?

»Jamen isaer som politiker … Vi vil jo gerne have, at folk kan lide os. Og har lyst til at stemme på os. Det er banalt, men det er ikke utilgiveligt at begå fejl. Det er utilgiveligt, hvis vi ikke laerer af dem og bruger dem til noget. Jeg kan tilgive alt, bilder jeg mig ind.«

Det er flot sagt. Er det virkelig rigtigt?

»Ja, det kan jeg. Det håber jeg. Nej, lad mig sige det på en anden måde, som måske er mere rigtigt: Jeg tilstraeber at kunne tilgive alt.«

Om lidt begynder Martin Lidegaards to små døtre i skole.

Er du bange for, at dine børn bliver en Martin Lidegaard i klassen?

»Nu får du mig til at lyde vaerre, end jeg synes, jeg var. Trods alt. Men jeg er bange for, at vi ikke altid får tilbudt den folkeskole, som vi skal. Og at det systematisk går ud over de mest udsatte børn,« siger Martin Lidegaard:

»Jeg håber, at de (hans døtre, red.) bliver som mig i den gode version, den lidt aeldre, og springer den dårlige over. Jeg håber ikke, at mine børn skal igennem den fase, som jeg var. Det er ikke noget, jeg taenker tilbage på med glaede. Overhovedet.«