”Mariagers maskot” betalte det hele med avispapir
Utraditionelt initiativ puster via specielle statuer liv i Mariagers historie lige fra Middelalderen og frem til i dag.
Nøhr går med sit velkendte brede smil på laeberne lidt foroverbøjet hen til skranken i Service Sparekassen på Egetorvet i Mariager. Her hilsner han som altid venligt på Eva Jensen, der sidder ved kassen.
»Mangler du penge?« spørger han og åbner sin tykke laederpung, fra hvilken han hiver en stak sedler op, som han spreder på skranken. Men der er et nok så vaesentligt problem. Sedlerne, han rundhåndet tilbyder Eva Jensen, er ikke pengesedler, men en dynge papir, der omhyggeligt er klippet ud ad Randers Amtsavis, og alle udklip er på størrelse med hundredkronesedler.
Da kasseren har samlet avispapiret sammen, raekker hun en stor cigar til Nøhr, der med et glad smil forlader sparekassen og bevaeger sig ud i byens gader, hvor han – der ikke er kendt for ligefrem at strø om sig med ord – hilser hjerteligt på alle, han møder på sin vej.
Historierne om Niels Christensen Nøhr – der konsekvent blev kaldt Nøhr og havde tilnavnet ”Mariagers maskot” – er mange, og de genfortaelles stadig.
Nøhr elskede en god cigar
Nøhr blev født i 1917. Som 23-årig flyttede han ind på institutionen Sødisbakke, der husede dem, man dengang kaldte åndssvage, og her boede han frem til sin død, søndag den 5. april 2009. Han blev 92 år, og blandt beboerne på institutionen var i øvrigt også hans to brødre.
Nøhr fulgte hver dag nogenlunde det samme mønster gennem byen, hvor han var kendt af alle. Han strøede om sig med sine avispapirpenge, og han elskede en god cigar. Af og til søgte han at saelge en ikke eksisterende hest, og det lykkedes faktisk nogle gange. Ud over at vaere stamgaest på Hotel Postgården var han også en del af inventaret på vaertshuset A’Porta.
Skulle man have lyst til at hilse på Nøhr, er det stadig muligt, hvis man runder Løvetorvet i Mariager, hvor han står og venter. Ikke laengere i levende live, men i form af en statue, der på initiativ af blandt andre Freya Hvaste blev afsløret for få uger siden.
Vi møder en regnfuld og lidt blaesende augustformiddag initiativtageren, der sammen med boghandler Elly Hjort Ranch og advokatsekretaer Vera Jensen udgør kernen i projektet, der har fået betegnelsen ”Godtfolk i Mariager”.
Ambitionen er at få rejst ni statuer af Mariager-borgere, som hver på deres måde har trukket spor gennem byens lange historie, men som for de flestes vedkommende ikke er specielt kendte uden for Mariager, der ifølge seneste optaelling har 2.605 indbyggere. Hver statue løber op i omkring 100.000 kr., og de er finansieret gennem bidrag fra byens borgere, fonde, kommunen og andre.
Efter en våd visit hos Nøhr og Mariagers sidste trommer, Evald Olesen, der siden sidste sommer har stået på sin sokkel foran det gamle rådhus på Mariager Torv, saetter vi os til rette foran et veldaekket kaffebord i Freya Hvaste og Claus Pico Staehrs hyggelige hjem i Østergade.
Ingen kunst i byens gader
Her fortaeller Freya Hvaste blandt andet, hvorledes idéen til skabelse og opsaetning af de små skulpturer, der måler lidt under en meter, opstod:
»Egentlig var det synet af de mange flotte skulpturer i Hobro, der i 2013 gav mig idéen. Min mand og jeg var lige flyttet til Mariager,
Nøhr levede fra 1940 og frem til sin død i 2009 på institutionen Sødisbakke i Mariager. og det gik op for mig, at der naesten ingen kunst var i Mariagers gader.«
I den forbindelse gjorde hun sig en masse tanker om, hvilken type kunst der passede bedst til Mariagers smalle gader og små torve.
»Allerede i begyndelsen af vores nye liv i Mariager hørte jeg en masse spaendende historier om specielle personer, der havde levet i byen. Jeg tror faktisk, at Nøhr var en af de allerførste, jeg hørte om. Han døde, fire år inden vi kom til byen, med da det gik op for folk, at jeg interesser mig meget for historie og fortaellinger, fik jeg den ene spaendende fortaelling efter den anden om specielle mennesker, der er knyttet til Mariager.«
Freya Hvaste er uddannet på kunsthåndvaerkerskolen og arbejdede i 15 år som keramiker, inden hun studerede kristendom og religionsvidenskab.
Hun, der i flere sammenhaenge har virket – og virker – som historiefortaeller i diverse sammenhaenge, blev som 60-årig uddannet laerer og var indtil sidste sommer ansat på skolen i Havndal taet på Mariager.
»Alle syntes, at det var en rigtig god idé med de små statuer, men det gik op for mig, at hvis nogen skulle gøre noget ved det, så var det jo mig selv,« griner hun.
Historien er det vigtigste
Hun understreger, at grundtanken i projektet ikke er at vise en person, der engang har levet i Mariager, men mere at fortaelle byens historie igennem mennesker, der har levet og virket i byen.
»For os er det vigtigt, at projektet er med til at understøtte sammenhaengskraften i byen. Det er vores by, og den har et dna, som kommer fra dens lange historie. En historie, der jo er skabt af de mennesker, der har levet her.«
Tilbage til Nøhr og skulpturen på Løvetorvet.
Den blev indviet torsdag den 22. juni i år og er skabt af den lokale kunstner Per Sloth Carlsen, der allerede i 1991 udgav en tegneserie, i hvilken Nøhr og Sødisbakke optrådte.
Ud over at vaere stamkunde på vaertshuset A’Porta samt Hotel Postgården og hilse på alle dem, han mødte på gaden, havde Nøhr også den fikse idé, at han var hestehandler, men dette var alene i hans fantasi. Alligevel lykkedes det ham faktisk flere gange at gennemføre en fiktiv hestehandel.
Foruden sit venlige vaesen og de store cigarer, som han sugede i sig med stor nydelse, var han som naevnt også kendt for de ”pengesedler”, som han klippede af avispapir.
Nøhr døde som 92-årig i 2009. Han blev begravet på Mariager Kirkegård, hvor han hviler sammen med sine to brødre, der også boede det meste af livet på Sødisbakke.
Bytrommeslageren
Den første statue, der blev rejst i Mariager, forestiller Evald Olesen, der i omkring 50 år fungerede som kommunal trommeslager i byen.
Trommeslagere eksisterede tidligere i de fleste danske byer som budbringere for både offentlige og private. De gik rundt i byen og gjorde holdt på saerligt udvalgte pladser, hvor de slog på tromme, inden de viderebragte meddelelser fra kommunen, offentlige myndigheder samt fra private borgere og forretningsdrivende.
Skikken med bytrommeslagere stammer tilbage fra middelalderen, og Evald Olesen, der virkede fra omkring 1940 og frem til begyndelsen af 1990’erne, var en af de allersidste bytrommeslagere i Danmark.
Igennem hele sin lange karriere som bytrommer førte han meget nøje regnskab over sin indsats, og han noterede således, at han i 1940 var på gaden 36 gange og tjente 82,65 kr. Året efter var han aktiv 67 gange, og årsindtaegten var 184 kr. Men indtaegten var fortsat så lav, at han for at klare dagen og vejen måtte beskaeftige sig med meget andet.
Evald Olesen døde i 1998. Statuen af ham er skabt af den danske kunstner Misja Kristoffer Rasmussen, der bor og arbejder i Toscana i Italien.
Den sidste abbedisse
Den naeste statue i raekken bliver Hyldeborg Lycke, der var abbedisse på nonneklosteret i Mariager. Efter reformationen i 1536 nedlagte man klosteret, men nonnerne fik lov at blive boende til deres død og Hyldeborg Lycke var den sidste leder af klosteret.
»På den måde får vi også det historiske med, og det er vigtigt,« understreger Freya Hvaste, der tilføjer, at også en statue af Francisco Maro Tetens er under overvejelse.
Han blev født i 1791 som søn af herredsfoged Heinrich Tetens. Som meget ung stod han til søs, og han var blot 15 år, da han bestod sin styrmandseksamen. Krigen mod England brød ud, og han blev som 16-årig kaptajn på et kaperskib. Efter et mislykket angreb på en britisk konvoj, blev han taget til fange af englaenderne, men hurtigt løsladt igen. Efter krigen blev han ansat i toldvaesnet, hvor han endte i en topplacering i ledelsen.
Familien Tetens skaenkede det område, der i dag kendes som lystanlaegget Munkholm, til byen Mariager.
Ud over de borgere, der er kendt uden for Mariager, vil de kommende statuer også portraettere
STATUER I MARIAGER
To statuer er allerede på plads, og det er bytrommeslager Evald Olesen på Mariager Torv og Niels Christensen Nøhr, kaldet Nøhr, der kan ses på Løvetorvet.
På listen over mulige statuer i Mariager står indtil videre:
Mariager nonneklosters sidste abbedisse, Hyldeborg Lycke.
Francisco Maro Tetens, som 16-årig kaptajn på kaperskib, der overfaldt englaendere. Endte efter en lang karriere i toldvaesnet som etatsråd.
Jacobine, der i 55 år drev manufakturforretningen Fru Anders Nielsen på Torvet.
Aage Vestergaard Larsen, der grundlagde en virksomhed, som var landets første, der fokuserede på genbrug af plast.
Kagekonen, der var en fattig kvinde, som levede alene med fire børn. Hun gik igennem byen og solgte kager.
Smeden Ingvard Johansen, der tog initiativ til dannelse af en modstandsgruppe, der tog over efter Hvidstengruppen, da denne var blevet henrettet af tyskerne.
Pastor Schrøder, temperamentsfuld praest i Mariager.
Mariagers Rose, pigen der frelste byen fra svenskerne. personer, der har spillet en rolle i byens historie, men som ikke er specielt kendte andre steder.
»Vi oplever faktisk, at byens borgere for alvor taender på bedsteforaeldre-generationen, der nu er vaek, men som man husker. Og dem har vi mange gode forslag til,« siger Freya Hvaste.
Blandt forslagene til kommende statuer er også Ingvar Johansen, der er kendt som ”Smeden i Kirkegade”. Da Hvidstengruppen i 1944 blev taget af Gestapo og henrettet, dannede han en modstandsgruppe i Mariager, som overtog Hvidstengruppens opgaver.
I den mere muntre ende af listen over forslag til kommende statuer er også ”100 kiloklubben”. For at blive optaget i klubben og deltage i månedlige middage på Hotel Postgården skulle man veje 100 kilo. Initiativgruppen har planer om at få lavet tre af medlemmerne og stillet dem op på samme sokkel.
Den specielle klub inspirerede i øvrigt forfatter Gustav Wied – der i 1884 fungerede som laerer på Overgaard Gods og ofte var i Mariager – til det, som han i romanen ”Livsens Ondskab” fra 1899 betegnede som AEdedolkenes Klub.
Pioner inden for genbrug af plast
En anden markant person, som initiativgruppen gerne vil have fremstillet en statue af, er Aage Vestergaard Larsen.
Op gennem 1960’erne drog han rundt på egnens gårde og tog stikprøver af maelk, og både her og andre steder fik han ofte øje på store maengder plastic, der var smidt vaek.
Han samlede det hele sammen, og efter at have eksperimenteret med diverse former for genbrug af plastic etablerede han i 1972 virksomheden Aage Vestergaard Larsen (AVL), der var landets første virksomhed, som arbejdede med genbrug af plast.
Aage Vestergaard Larsen døde den 5. maj 2013, men virksomheden lever i bedste velgående på Klostermarken og er med sine 65 ansatte blandt byens største virksomheder.
På spørgsmålet om, hvordan byen har taget imod initiativet, svarer Freya Hvaste:
»Der er blevet taget rigtigt godt imod de to første statuer, og vi maerker generelt meget stor opbakning. Faktisk har jeg ikke på noget tidspunkt mødt nogen, der har sagt, at det er en dårlig idé.«
På soklerne til statuerne er der en QRkode, der via en smartphone giver adgang til en mere detaljeret beskrivelse af f.eks. Evald Olesen og Nøhr. På sigt er det tanken, at de ni statuer, der er planer om at få rejst, via en saerlig rute kan lede interesserede gennem byen og dens lange historie.
Fik tilbage i avispenge
Blandt dem altså også Nøhr, der som tidligere naevnt var kendt for at strø om sig med hjemmelavede pengesedler lavet af avispapir.
Når han slog et slag inden for Hotel Postgården og købte en kop kaffe, så betalte han med sine avispapirsedler, og vaerten – Kurt Clausen – gav ham bogstavelig talt tilbage ad samme skuffe:
Når Nøhr havde betalt, gav Kurt Clausen ham tilbage i sedler, som han selv havde klippet ud af en avis.
Nøhrs ”penge” var klippet ud ad Randers Amtsavis, mens hotelvaertens omhyggeligt var klippet ud ad Morgenavisen Jyllands-Posten.