»Vi kommer alle sammen taet på døden, og en dag er det pludselig dig selv, der står for tur«
Et halvt år inde i det nye årtusinde skete et af de mest gruopvaekkende drab i danmarkshistorien. Peter Lundin draebte sin kaereste og hendes to sønner, hvorefter han parterede ligene, sandsynligvis med en vinkelsliber. I avisspalter og nyhedsudsendelser fulgte hele Danmark dagligt med i opklaringsarbejdet og ikke mindst eftersøgningen efter de forsvundne lig.
Inde bag kulissen stod retsmedicineren Hans Petter Hougen og gjorde noget, der stadig står fuldstaendig klart i hukommelsen.
»Aldrig i mit liv har jeg set så mange knogler,« fortaeller han.
Efter at Peter Lundin i august 2000 havde indrømmet, at han »i panik« havde parteret ligene og lagt dem i sorte affaldssaekke, begyndte efterforskerne at gennemgå tonsvis af slagger på Vestforbraendingen, beliggende i naerheden af familiens hus i Rødovre. Hans Petter Hougen glemmer det aldrig.
»Ude på Vestforbraendingen blev der stillet et transportbånd op, hvor nogle frivillige skubbede alt, hvad der lignede knogler, ned i en bunke, som så blev kørt ind til os på Retsmedicinsk Institut. Og der stod vi så dag efter dag, mange af os, og gennemgik tusindvis af knogler,« forklarer den i dag 74-årige retsmediciner.
»Det var knogler fra køer og får og andre dyr, også nogle hunde og katte. Men vi fandt ikke én eneste menneskeknogle,« fortaeller han.
Ifølge Hans Petter Hougen er sagen et eksempel på, at en retsmediciner uanset omstaendigheder og omgivelser skal holde fokus stift rettet mod sin opgave, også selv om den virker både makaber og gruopvaekkende.
»I højprofilerede sager har jeg sprunget nyhederne over og bladret forbi dem i avisen. Jeg ved, at jeg har rigeligt at gøre med de sager i mit arbejde, så der er ingen grund til at fylde mit hoved med det i det private,« forklarer han.
Det startede med tortur
I alt har Hans Petter Hougen obduceret cirka 12.000 lig, og selv om de store drabssager har mediernes og folkets bevågenhed, så er der mange andre spektakulaere og grusomme sager, der aldrig får opmaerksomhed.
»Det kan vaere sager med et stakkels menneske, som bor alene i en lejlighed på Nørrebro, og som ingen opdager er forsvundet, før naboen bemaerker, at der lugter ilde derindefra. De triste skaebner kommer aldrig i avisen. Jeg er ikke kynisk, men jeg ved, at der er andre barske sager end Lundin- og ubådssagen,« pointerer Hans Petter Hougen.
Hans blik for social uretfaerdighed var også, hvad der i sin tid bragte ham ind i faget retsmedicin. I sin ungdom i 1960’erne arbejdede Hans Petter Hougen med ulandsmedicin og så med egne øjne, hvor meget uretfaerdighed der er ude i verden. Som uddannet laege specialiserede han sig først i patologi og kom så med i Amnesty Internationals laegegruppe. Her var han med til at undersøge en masse herboende flygtninge, som havde vaeret udsat for tortur i deres hjemlande, saerligt Iran.
»Efterhånden blev jeg klar over, at jeg gerne ville vide mere om ar på kroppen og vaevs udseende efter vold og prøve at relatere det til den form for tortur, disse mennesker havde vaeret udsat for,« forklarer Hans Petter Hougen.
Derfor søgte han ind i retsmedicin og var heldig at få et job.
»Og så blev jeg klar over, at dette fag var meget, meget mere end bare at se på ar. Retsmedicin er et alsidigt fag med en enormt stor berøringsflade. Jeg blev haengende i 32 år,« konstaterer retsmedicineren, der gik på pension for fem år siden.
Den virkelighed, jeg blev udsat for i mit arbejde som retsmediciner, var jo kun et lille hjørne af hele min virkelighed. Men det var sommetider et mørkt sted. HANS PETTER HOUGEN, TIDLIGERE RETSMEDICINER
I tiden herefter har han holdt massevis af foredrag og udgivet flere bøger – senest bogen ”117 måder at dø på”, hvori han fortaeller om livet som retsmediciner og de mange – dog ikke helt 117 – måder at komme af dage på.
Sugede laerdom til sig i farlige Miami
En af historierne fra hans arbejdsliv er hans ophold i den amerikanske by Miami. Op gennem 1980’erne var Miami et af de farligste steder i USA med op mod 600 drab om året. Ved indgangen til 1990’erne fik Hans Petter Hougen tilbuddet om at flytte til Miami for at dygtiggøre sig i retsmedicin på en måde, som
ikke var mulig i Danmark. Der var ”rigeligt at lave”, som retsmedicineren siger om tiden i Miami.
»I 1980’erne var det hele ude af kontrol. Kombinationen af narkohandel, kriminelle bander og en anden tilgang til våben gjorde alting ekstremt. Miami var distributionscentral for narkotika fra Sydamerika, som skulle ud til resten af USA. Da jeg kom dertil i 1991, var der kommet noget mere styr på det,« fortaeller Hans Petter Hougen.
»Da var vi nok nede på 350 til 400 drab om året,« tilføjer han tørt.
For den nysgerrige danske laege var Miami
Hjaelper i dag forfattere og filminstruktører med ekspertviden om mord og vold. Er desuden medstifter af bookingbureauet True Crime Agency.
Har skrevet flere bøger om livet som retsmediciner, senest ”117 måder at dø på”.
Er også medforfatter til krimierne ”Specialisten” og ”Nomaden” sammen med Lotte Petri.
Er gift og har to voksne børn og to børnebørn. det ideelle sted at suge laerdom til sig.
»Det var for mig, undskyld, jeg siger det, et eldorado. For jeg kom derover for at laere. For at undersøge skuddrab, som vi ikke havde så mange af i Danmark,« siger han.
Hans Petter Hougen måtte dog også laere de barske områder i Miami at kende – og fraråde sin kone og børn nogensinde at tage derhen, alt imens han selv kørte rundt i selvsamme områder midt om natten for at efterforske drabssager. Dog i selskab med en politieskorte.
»Vi kørte altid over for rødt. For hvis man standsede bilen, kunne farlige situationer opstå,« fortaeller Hans Petter Hougen og naevner, at hans amerikanske kolleger også tilbød ham at baere håndvåben, hvilket han dog takkede nej til.
»Dem, der har størst risiko for at blive skudt, er dem, der selv baerer våben,« som retsmedicineren påpeger.
Når følelserne traenger sig på
I 1992 kom Hans Petter Hougen tilbage til Danmark efter godt et år i Amerikas underverden. Men der var stadig bud efter ham uden for landets graenser. Under krige og voldelige konflikter var han nu en af dem, man ringede til, når dødsofre skulle identificeres.
»Mit arbejde i henholdsvis Kosovo og Gaza havde mange ting til faelles, men saerligt én: antallet af døde. Og ikke bare det: antallet af draebte. Og de var blevet draebt af andre mennesker på grund af ondskab og fanatisme,« opridser Hans Petter Hougen.
Han fortaeller om de civile, som på Balkan var blevet mejet ned af serbiske soldater og militsgrupper. Og om de civile i Gaza, hvor det var israelsk militaer, der stod bag.
»Alle disse uskyldige mennesker, som blev draebt af andre mennesker, der ville dem det ondt. Det er ganske heftigt,« siger den erfarne retsmediciner.
Man kan høre på hans stemme, at oplevelserne i krigszonerne har berørt ham.
»Det professionelle skal vaere i højsaedet. Men de følelsesmaessige reaktioner traenger sig på,« erkender Hans Petter Hougen.
Han fortaeller om en metode, han har udviklet til at kapere de voldsomme oplevelser.
»For det første siger jeg altid til mig selv: ”Det her er dit arbejde, det er ikke dit liv. For udenfor skinner solen. Derude er dine børn, dine naermeste, din dumme nabo og parkeringsvagten, rudekuverterne og restskatten og alt det, der også hører livet til”. Det er dér, jeg hører hjemme. Det andet er arbejde. Den virkelighed, jeg blev udsat for i mit arbejde som retsmediciner, var jo kun et lille hjørne af hele min virkelighed. Men det var sommetider et mørkt sted,« siger han.
Kolleger og krisepsykologer var dem, han tyede til, når det blev svaert. På Retsmedicinsk Institut er der en direkte telefonlinje over til krisepsykologerne på Rigshospitalet.
»Det hjaelper ikke at tage hjem og snakke med familien om de forfaerdelige oplevelser, jeg har haft. For så ville der bare ligge kolde frikadeller på de andres tallerken og på min egen. Og i øvrigt har jeg også tavshedspligt,« siger Hans Petter Hougen.
Dna og dødens mange ansigter
I løbet af hans karriere som retsmediciner blev dna et mere og mere afgørende vaerktøj. Han erindrer ikke den allerførste gang, han benyttede dna i opklaringsarbejdet, men han husker én af de første sager.
»Der sad noget vaev tilbage på en sav, og det kunne bruges til sagens opklaring. Men så var der ikke nok vaev til, at dna’et derfra kunne bruges,« forklarer Hans Petter Hougen om den indledende brug af dna-spor i 1990’erne.
»I dag kan man nøjes med at bruge, hvad der kan vaere på spidsen af en knappenål,« tilføjer han.
Mulighederne med dna-spor aendrede retsmedicinernes måde at opføre sig på ude på findestederne.
»Tidligere passede vi på, at vi ikke ødelagde sporene, eksempelvis fodspor. Nu skulle vi også passe på ikke at forurene stedet med vores eget dna. Vi begyndte
Hougen, der altid får tilsendt et eksemplar af bogen, når forfatteren er klar med udgivelsen.
Vi elsker spaending langt fra hverdagen
Sammen med krimiforfatteren Lotte Petri har Hans Petter Hougen skrevet spaendingsromaner om den fiktive retsmediciner Harald Sejersen og andre opdigtede karakterer. Første bind hedder ”Specialisten” og udkom i fjor på People’s. Den naeste bog i serien, ”Nomaden”, udkommer i august 2023. Desuden har Hans Petter Hougen vaeret med til at stifte bookingbureauet True Crime Agency, der arrangerer foredrag og undervisning med udgangspunkt i de seneste års true crime-bølge.
Hvorfor er der så stor efterspørgsel på krimigenren?
»Vi mennesker har en dyb interesse for det, der er spaendende og uhyggeligt, men som ikke kommer til at ramme os i vores fredelige liv,« siger retsmedicineren.
Han har selv arbejdet i latinamerikanske lande som Colombia og Mexico, og her er blikket på genren helt omvendt.
»Hvis du var krimiforfatter i Latinamerika, ville du dø af sult. Der er så meget vold lige uden for døren, at folk hellere vil se saebeoperaer, der ikke har med deres almindelige hverdag at gøre,« påpeger Hans Petter Hougen.
Efter et livslangt parløb med døden har retsmedicineren til sidst et par gode råd til folk, når de får døden taet på sig.
»Når livet er svaerere end andre gange, så kig tilbage, og taenk på det, du har fået ud af livet, og de mennesker, du har mødt på din vej,« siger han.
»Vi kommer alle sammen taet på døden, og en dag er det pludselig dig selv, der står for tur. Derfor skal man huske at leve, mens man lever,« siger Hans Petter Hougen.