Denne regel gaelder vel i alle livets sammenhaenge

Under en haesblaesende køretur på en vinterfugtig motorvej sagde jeg en saetning til den unge chauffør, som hun aldrig har glemt.

Har du nogensinde prøvet at sidde i en Opel Adam sammen med fire andre voksne mennesker, en hund og dusinvis af pakkenelliker fra en festlig juleaften? I givet fald vil du vide, at det naermest er en klaustrofobisk oplevelse.

Når chaufføren så tilmed kun lige har fået kørekort, men alligevel føler, at det er helt o.k. at køre mindst 150 km/t. på en vinterfugtig motorvej fra Aalborg til Aarhus, så fordamper al form for morskab. For at sige det lige ud, så handler det om at folde haenderne og håbe på lidt guddommelig bistand ... eller også at råbe »STOOOP«, inden det er for sent.

Det sidste gjorde jeg for nogle år siden, da jeg havde vaeret så »heldig« at få et lift hjem fra en familiefest. Hvad jeg ikke vidste var, at bilen med foraeldrenes velvilje skulle styres gennem det halvforkølede vinterlandskab af en yngre kvinde, der for ganske nylig havde erhvervet sig et kørekort.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var temmelig desperat, og den unge bilist tog da også min lodrette ordre ilde op, da hun mente, at hun var en glimrende chauffør, der havde styr på både fart og rat. Hun havde trods alt lige bestået en køreprøve — både i teori og praksis. Og hun havde også haft en time på en glatbane.

Men så sagde jeg noget til hende, som alligevel gjorde stort indtryk. Det fandt jeg ud af lang tid efter.

For da vi nogle år senere mødtes til et andet familietraef, fortalte hun selv historien om, hvordan den ophidsede onkel (undertegnede) havde skaeldt hende huden fuld på køreturen, da hun havde sagt, at hun var en god bilist.

»Men så sagde du noget, som jeg aldrig har glemt, og som jeg altid taenker på, når jeg kører med andre.«

»Hvad sagde jeg?« spurgte jeg undrende den unge kvinde, der i mellemtiden var blevet noget aeldre.

» ... at du kun er en god bilist, hvis dine medpassagerer er trygge ved dig.«

Hmmm ... I virkeligheden gaelder den regel vel i alle livets sammenhaenge.

Det er åbenlyst, at du ikke er en god jordemoder, hvis den gravide kvinde er usikker på, om du har styr på dit håndvaerk. Og hvad med tandlaegen, der ryster på haenderne, før han kaster sig over dine bisser? Eller piloten, der skal lande et fly i stiv kuling? Og du er ej heller en god chef, hvis dine medarbejdere mangler tillid til, at du kan føre virksomheden gennem usikre tider trods høje bølger og lavvande i kassen. Reglen gaelder også for statsministre og praesidenter.

Tryghed er indiskutabelt et vigtigt element i de fleste relationer mellem mennesker. Jeg kan i hvert fald komme i tanke om talrige situationer, hvor lidt mere tryghed kunne have vaeret befordrende.

Under coronakrisen skulle jeg f.eks. testes for virus på et testcenter, fordi jeg var hundesyg. Da jeg kom forrest i køen, kiggede testeren på en ung mand i hvid kittel, der stod i baggrunden med et flakkende blik.

»Kan du ikke tage ham dér?« spurgte testeren den synligt utilpasse debutant, da han pegede på mig.

»Jamen jeg har jo aldrig prøvet at tage en test før.«

»Nej, men en gang skal jo vaere den første ...«

Se, det var jo ikke specielt tillidsskabende, når man skal have stukket en 10 centimeter lang vatpind op i naeseboerne. (For øvrigt fik jeg aldrig testresultatet tilsendt.)

Og så bliver også nødt til at naevne den gang, jeg havde lidt for meget tillid til den klamphugger af en entreprenør, der skulle saette mit hus, der traengte til en kaerlig hånd, i stand.

Til trods for at der var tale om et projekt til langt over en million kroner lykkedes det ham aldrig at betale sine ansatte, hvorfor de hele tiden blev skiftet ud. Da han omsider gik konkurs, mødte han alligevel op på min adresse for at garantere mig, at han ville lave de sidste installationer i huset faerdig.

»Men hvis du ikke stoler på mig, så kan du få 10.000 kr. tilbage her og nu,« haevdede han bramfrit.

Dum som jeg var, sagde jeg, at jeg var tryg ved hans ord, og han kunne lave arbejdet faerdigt naeste dag. Der kom han så ikke, og jeg har aldrig set skyggen af ham sidenhen.

Hvad med tandlaegen, der ryster på haenderne, før han kaster sig over dine bisser? Eller piloten, der skal lande et fly i stiv kuling?

HERFRA HVOR JEG STÅR

”Herfra hvor jeg står” er en personlig klumme om livet i stort og småt — skrevet af et fast panel af Jyllands-Postens skribenter.