»Jeg kan maerke, at nogle af mine medstuderende er berørt af historierne. Det tager gejsten fra nogle«

MATHILDE MAERKEDAHL, 23 år, har afsluttet sit tredje semester på jordemoderuddannelsen i Esbjerg. I efteråret 2022 var hun i praktik på Sydvestjysk Sygehus.

Kunne du fornemme, at der var travlt på fødegangen i det halve år, du var i praktik?

»Ja, helt sikkert, men de gjorde, hvad de kunne, for at hverken kvinderne eller vi studerende skulle maerke travlheden. Men det kan nok ikke helt undgås. Nogle dage kunne man tydeligt fornemme, at alle løb rundt og hverken havde tid til pause eller frokost.«

Hvordan var det for dig at opleve, at selv de erfarne jordemødre var presset?

»For mig var det vildt at opleve, hvordan de stadig er dygtige og professionelle, selv om der er så travlt. Jeg kunne se, at de gjorde, hvad de kunne, for at holde hovedet koldt og levere den kvalitet, som det danske sundhedssystem langt hen ad vejen forsøger at opretholde.«

Hvad taenkte du, da du laeste om haendelsen på Hvidovre Hospital?

»Hvis det er rigtigt, at den lille dreng døde på grund af travlhed, er det jo helt forfaerdeligt. Der er helt sikkert meget af det, der er blevet fortalt af moren, som er rigtigt, men når det er sagt, vil der altid vaere to sider af samme sag. Jeg har allerede oplevet at stå i nogle situationer, hvor det er blevet alvorligt, og hvor jeg har taenkt ”går det galt?”. Det er ikke fedt. Samtidig er det også årsagen til, at det er så fedt at blive jordemoder – fordi vi uddannes til at kunne tage hånd om alle situationer – også de alvorlige og akutte.«

Du har medstuderende i hovedstadsområdet, der angiveligt er presset af en massiv travlhed. Hvordan påvirker det dine medstuderende?

»De fortaeller, at de er presset og oplever, at der er mange vikarer på afdelingerne, så der er ikke den samme kontinuitet, som vi oplever i Esbjerg. Når det er de samme kolleger, jeg møder, er der en staerkere tillid og tryghed mellem den studerende og den fastansatte – det er noget andet med vikarer. De kender jo ikke den studerende og hendes kompetencer, så hun får ikke lov til det samme, fordi vikaren kan vaere bekymret for, at der sker fejl. Det ryger lige tilbage på vikaren, hvis det er tilfaeldet.«

Dine veninders beretninger om travlhed i hovedstaden – skraemmer de dig?

»Nej. Jeg håber, at der når at ske en aendring i en bedre retning. Det kan ikke blive ved med at gå. Travlheden og de dårlige historier slider for meget på ansatte i sundhedsvaesenet, og jeg kan maerke, at nogle af mine medstuderende er berørt af historierne. Det tager gejsten fra nogle.«

Flere sygeplejersker peger på lønnen som en del af løsningen på ringe arbejdsvilkår. Ser du også lønnen som en del af løsningen på travlheden?

»Det er svaert at saette pris på et job, men jeg kan godt taenke, at det burde kompenseres, at man står med små liv i haenderne. Når det er sagt, er lønnen én ting, noget andet er antallet af jordemødre. Det er der, det halter. Der mangler haender.«

Demotiverer det dig, at du ved, at du kommer ud til en branche, der er praeget af mangel på mandskab?

»Jeg har lyst til at vaere håbefuld, jeg tror på, at det bliver bedre. For mig er det fedt at vide, at jeg naesten er garanteret et job, når jeg er faerdig med den uddannelse, jeg har kaempet for at komme ind på og gennemføre.«

Jeg har allerede oplevet at stå i nogle situationer, hvor det er blevet alvorligt, og hvor jeg har taenkt »går det galt?«. Det er ikke fedt. MATHILDE MAERKEDAHL, JORDEMODERSTUDERENDE.