»Selv hvis jeg fik en million, ville jeg ikke tilbage til det offentlige, som det er nu«
SIFF STEPHENSON, 41 år, har vaeret jordemoder i 11 år og var tidligere ansat i det offentlige. I dag er hun privatpraktiserende jordemoder og emotionel coach i sin klinik, HjerteJordemoderen.
Hvorfor forlod du det offentlige?
»Der var ikke til tid det, der er kernen i jordemoderfaget: ro, tryghed og omsorg. Det er vigtigt, fordi en tryg graviditet og fødsel vil betyde faerre indgreb efterfølgende, faerre fødselsreaktioner og fødselsdepressioner. Men der er ikke tid nok på store fødegange. For mig var det en daglig sorg at se, at der var så mange kvinder og par, der ikke blev mødt, rummet og taget ind som medspillere. Hvis jeg havde haft mere tid, kunne jeg have løftet kvinder og par i fødselsforløb og efterfødselsforløb. Det var en sorg for mig, at jeg ikke kunne yde den hjaelp. En dag fik jeg øjenkontakt med mig selv i spejlet på en fødestue. Jeg var fuldstaendig slukket. Det blev vendepunktet.«
Hvem kommer her i din klinik?
»Det er både kvinder og par, men også jordemødre og fødselslaeger. Fagfolk, der kommer og taler med mig, fordi jeg forstår, hvor hårdt det er at vaere ansat et sted, hvor babyer risikerer at miste livet, fordi der er travlt. Her i min klinik varer en jordemoderkonsultation en time – i det offentlige havde jeg kun 10 minutter og 10 minutter til at journalføre. Til sidst stoppede jeg med at spørge ind til, hvordan kvinden eller parret havde det, for der var ikke tid til at høre svaret.«
Burde du ikke selv gøre en indsats i det offentlige fremfor at tjene penge på, at systemet er presset?
»Der er ikke noget at gøre i det offentlige. Hvis man skal gøre noget, skal man gå ind i politik. Jeg kan ikke kaempe den kamp – til gengaeld står jeg her og griber dem, der har haft dårlige oplevelser. Og det er ikke kun gravide og par. Det er også jordemødre, laeger, sygeplejersker og andre fagfolk.«
Hvad taenkte du, da du laeste om haendelsen fra Hvidovre Hospital?
»Jeg taenkte, “det er jo ikke første gang, det sker”. Dødsfald sker, men det må ikke ske på grund af travlhed. Og så taenkte jeg, “det kunne ske igen i morgen”. Da jeg sad og laeste det, fik jeg flashback til alle de gange, vi har åndet lettet op efter en vagt – netop fordi ingen babyer døde. Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke er bange for døden. Det er en del af livet. Jeg har beskaeftiget mig med både med dødsfødsler og senaborter. Jeg har stået med par til scanninger, hvor der ikke laengere er liv. Alt det kan jeg sagtens rumme. Men når der en gang imellem sker dødsfald på grund af travlhed … Det har jeg slet ikke ord for.«
Hvad skal der til for at imødekomme travlheden? Er en højere løn en del af løsningen?
»Selv hvis jeg fik en million, ville jeg ikke tilbage til det offentlige, som det er nu. Det er så forfaerdeligt at stå i en situation, hvor man skal vaere der for en kvinde og hendes partner, og så har man en telefon i lommen, der bare bimler og bamler. Det her er ikke min skyld, det er ikke kollegernes skyld eller ledelsens skyld. Det er hele sundhedsvaesenet, der er presset, og det er et spørgsmål om politisk velvilje. Men en højere løn kan ikke alene gøre det. Jeg har haft så travlt, at jeg har måttet sende en sosu-assistent ud efter en liter staerk saftevand, og så måtte jeg bunde den, mens jeg stod mellem en kvindes ben – for at undgå at besvime. Det er virkeligheden, som den er nu.«
For mig var det en daglig sorg at se, at der var så mange kvinder og par, der ikke blev mødt, rummet og taget ind som medspillere. SIFF STEPHENSON, PRIVATPRAKTISERENDE JORDEMODER OG TIDLIGERE ANSAT I DET OFFENTLIGE.