»Tilgiv det! Undergangens Angst er gaaet mig i Blodet«

Socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen forbyder ytringer, der ikke har nogen vaerdi. Det er ganske vidtgående. Skal de så bare sidde og stirre tavst på hinanden på de socialdemokratiske gruppemøder?

Slagtermester Gris går ind for ytringsfrihed, når han ellers har tygget af munden, for man skal ikke tale med mad i munden, det er ikke vaerdigt, det er ikke hensynsfuldt, men principielt altså, så går han ind for det, sådan i det store hele, men der er jo heller ingen grund til at fornaerme nogen.

Fjolle-Keld i Kolonihaven er helt med på den, bare han får en kold Tuborg en meget sjaelden gang imellem, og bestyrelsen ellers ville lade ham vaere i fred, så skal han og hans overskaeg såmaend nok overholde radiospredningsloven, og man kan sige, at hans flettede skaeg sender et signal, men er det en ytring? Det må bero på en konkret vurdering på højeste sted, hvor man pusler med tanken om ytringsfrihed til husbehov og bare en gang imellem, når det ikke støder an; i Iran må ambassadøren gå med bøjet nakke til regeringen for at stå skoleret (som det hedder, skønt absolut ingen overhovedet nogensinde står ret i skolen), han går i skyggen af døde kroppe, der dingler fra kranerne, bøsser og blasfemikere mellem hverandre; strange fruit.

I det lys vil socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen forbyde ytringer, der ikke har nogen vaerdi. Det er ganske vidtgående. Skal de så bare sidde og stirre tavst på hinanden på de socialdemokratiske gruppemøder? En anden socialdemokrat, Mogens Lykketoft, oplyser, at der ikke er nogen pointe i Paludans ytringer, hvorfor de skal forbydes. Jeg har for min del aldrig kunnet se pointen i Mogens Lykketoft, og skulle man vaelge at forbyde ham, går der ingen skår af min ytringsfrihed af den grund.

Men man må lade Lykketoft, at han er mere fleksibel, end han ser ud til.

»Vi vil insistere på, at den demokratiske styreform altid er overordnet alle andre forestillinger af religiøs art. Og så kunne man vel også tillade sig at sige til dem, der er uenige, at hvis ikke folk vil acceptere de grundlaeggende vaerdier, hvorfor er de så her.«

Mente han i 2004, nu har han antaget et mere voksent synspunkt.

Nogle er optimistiske nok til at håbe på, at Talebans had til musikinstrumenter muligvis kan føre til at forbud mod Lars Lilholt herhjemme. Vi får se, regeringen holder kortene taet til kroppen, imens venter alverdens socialdemokrater spaendt på, at Mette Frederiksen skal stige ned og gøre sin vilje kendt. Det skete så på Facebook i form af et billede af en kat med forbinding om poten og teksten: »Der findes store problemer, og der findes små problemer. Og som menneske kan de små blive store, når det er naert og taet på. Det meste af sommeren har vi kaempet for at få vores elskede kat rask ...«

Var det nu en ytring og i givet fald: Havde den nogen vaerdi? Var der en pointe? »God bedring, lille mis, har selv en kat,« svarede menigheden, og det var måske pointen; menigheden elsker missekatten.

Det er derimod dejlig nemt at hade Rasmus Paludan. Der er ingen pointe eller vaerdi ved ham og hans ondskabsfulde og vulgaere manifestationer, han er både tyk og ond, han er selve legemliggørelsen af nazisten, som vi kender ham fra gymnasiet og Morten Nielsen-digtet: »Nu er du noget, Tykke – mand og partikammerat. Og hvis vi en Dag skal til Muren, saa er din Haand parat. Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund, naar du slaar, for nu vil du draebe, Tykke, alle de onde Aar.«

Åh, jo, den har vi gennemskuet, han er uvaerdig, han ytrer sig egentlig slet ikke, eller han har ikke en pointe, eller hans ytring har ingen vaerdi set med socialdemokratiske øjne, bare i buret med nazisvinet.

Entré: Firoozeh Bazrafkan. Hun er ikke nazist. Hun er heller ikke tyk. Tvaertimod, hun synes født til en magasinforside i Politiken. Feministisk aktivist eller noget i den retning, provokunstner, der er flygtet hertil fra iranske mørkemaend, flygtet fra Koranens laere i praksis, hvorfor hun ikke er stor fan af teksten. Forleden krøllede hun den sammen og rev den på et rivejern, heraf ambassadørens alvorlige samtale. Hvad skal man stille op med hende? Hvad vil praestestyret kraeve, det selvsamme praestestyre, som hun er flygtet fra, flygtet til Danmark for her at finde frihed?

Vil man kaste hende i faengsel, det kunne vaere et smukt syn. Kunstneren på hjul og stejle i en procession ført an af Søren Pind som tamburmajor, ministeruniform og det hele. Eller er hendes rivejern en vaerdifuld ytring, er der en pointe, og hvem skal afgøre validiteten af ytringen?

Der forestår et vanskeligt lovforberedende arbejde, og her kan de vise faedre måske lade sig inspirere af en lille video fra New York Times, der viser, hvordan man straffer en blasfemiker, så det er til at forstå. I 2015 blev den unge afghanske kvinde Farkhunda Malikzada (falskt) anklaget for at have braendt Koranen i Kabul. Hundredvis af maend med sårede følelser overfaldt hende, slog og sparkede hende, stenede hende til døde og trak det mishandlede lig efter en bil og satte ild til; der var stor jubel i gaden, og det hele blev naturligvis optaget til minde.

Se videoen, det er maend med de religiøse følelser uden på tøjet. Eller se Deadline på DR2, hvor Haidar Ansari, digter, dømt for forsøg på manddrab, vil forbyde koranafbraendinger, for det handler om »respekt og hensyn og anstaendighed«. Skal vi ikke beskytte vore minoriteter »mod diskrimination«, spurgte tv-vaerten med dyb alvor; hun havde misforstået sagens essens, for her er jo netop tale om, at muslimer kraever forskelsbehandling. Og der er ingen, der ler.

»Vi ses,« har laegen noget ildevarslende skrevet på Mette Frederiksens kats forbinding; det handler vel bare om, at forbindingen skal af igen. Men der er noget andet uhyggeligt ved det billede midt i krisestunden. Det minder os om, at statsministeren vist slet ikke tager os alvorligt – måske, fordi vi ikke selv tager os alvorligt. Hendes regering lyver lystigt og konsekvent om fakta, mens de fodrer os med kattebilleder og forlorent flødeskum; de kan ikke engang mande sig op til at stå ved, hvad de har for.

Det mindede mig om Pontoppidans undergangsdigt om »Danskens sløve Folkesind, som ingen Strid kan vaekke«, hvis sidste linjer lyder:

Vi aad og drak med Velbehag og priste fromt Gudfader, der skaaned os for Ildebrand og fyldte vore Lader.

Men hine onde Varsels-Ord staar mig endnu for Ho’det Tilgiv det! Undergangens Angst er gaaet mig i Blodet.

KOMMENTAR

Men der er noget andet uhyggeligt ved det billede midt i krisestunden. Det minder os om, at statsministeren vist slet ikke tager os alvorligt – måske, fordi vi ikke selv tager os alvorligt.

”Verdens gang” er en ugentlig kommentar af Niels Lillelund, som er journalist, forfatter, kritiker og mangeårig kommentator på Jyllands-Posten.