Lykketoft: Israel er i gang med at tabe krigen og påføre Vesten enorm skade
Hvis ikke man forstår, hvor ekstrem Benjamin Netanyahu og hans regering er, forstår man slet ikke IsraelPalaestina-konflikten, mener Mogens Lykketoft. Nu fortaeller han, hvorfor Israel er i gang med at tabe krigen og påføre Vesten enorm skade. Og forklare
Det andet perspektiv er, at Hamas lige så meget er en ideologi, som det er en håndgribelig militaer enhed. Man kan ikke udrydde Hamas på den her måde. Det risikerer at blive som det gamle graeske sagn om Hydra: Når man hugger hovedet af, vokser der hele tiden flere ud. MOGENS LYKKETOFT, FHV. UDENRIGSMINISTER OG FHV. GENERALSEKRETAER I FN
Sidst jeg talte med Mogens Lykketoft, var to dage efter Hamas’ brutale angreb og drab på 1.200 israelere, to dage efter den sorteste lørdag i Israels historie. Ingen af os kendte omfanget af blodsudgydelserne endnu. Men som alle andre vidste vi, at denne gang var det anderledes.
At dagen ville blive en af de skillelinjer, hvorfra der udgik et før og et efter.
Få danskere har beskaeftiget sig mere med Israel-Palaestina-konflikten end Mogens Lykketoft. Han har besøgt landet fire gange og brugt ufattelige maengder af sin tid på at diskutere vejen mod fred med folk som Shimon Peres, Yasser Arafat, Mahmoud Abbas og Ron Pundak – den dansk-israelske fredsaktivist, der var en af drivkraefterne bag Oslo-aftalen i 1993.
Han har håbet og villet, er blevet skuffet og nedslået.
Måske derfor var han i saerlig grad rystet efter den 7. oktober.
Men jeg kunne også maerke, at han var bange.
I hans øjne havde Benjamin Netanyahus skiftende regeringer i årevis obstrueret alle forsøg på en meningsfuld fredsdialog ved massivt at udvide bosaettelserne på Vestbredden, indhegne Gaza og skabe uvaerdige og ydmygende liv for alt for mange palaestinensere.
Var der plads til den snak i de dage?
Eller ville Lykketoft blive udlagt som en, der undskyldte eller formildede, hvad ikke undskyldes eller formildes kan?
Hvordan kunne man tale om fred, mens tv-billeder med blodspor i private hjem og unge, der blev bortført under en technofestival, løb over skaermen?
Nu, to og en halv måned senere, har jeg taget S-toget til Klampenborg nord for København for at møde den tidligere udenrigsminister og formand for Socialdemokratiet i hans raekkehus. Vi har aftalt, at det igen er tid til at tale om Israel og Palaestina, men nu med et laengere kikkertsigte.
Han tager imod i døren, går i gang med at brygge to espressoer i sit køkken og siger, at han trods sine 77 år har det godt.
»Men verden er sindssyg. Fuldkommen sindssyg.«
I stuen haenger et genoptryk af en ”Visit Palestine”-turistplakat fra 1930’erne, på en taetpakket bogreol kan man spotte Amos Oz’ navn, den israelske forfatter, hvis bøger om livet i kibbutzen og sammenvaevninger af egen familiefortaelling med oprettelsen af Israel har gjort ham til en af landets mest anerkendte forfattere.
En saerlig sympati for staten Israel
Vi saetter os ved et rundt traebord med udsigt ud over Øresund.
Jeg begynder med at spørge, hvorfor lige netop dette emne lader til at optage Mogens Lykketoft mere end alle andre.
Han nikker, kan godt forstå den undren. »Der sker masser af forfaerdelige katastrofer rundtomkring i verden i øjeblikket. I Sudan, i Myanmar – og så videre. Jeg tror, at Israel-Palaestina-konflikten berører mange af os mere, fordi vi fra starten havde en helt saerlig sympati for staten Israels oprettelse, der bunder i det jødiske folks forfaerdende tragedier under Holocaust.«
»Vi er alle sammen vokset op – eller jeg er i hvert fald – med en dyb veneration og medfølelse for jødernes ønske om at have et nationalt hjem. Men vi har ikke før sent i forløbet, i hvert fald efter Seksdageskrigen i 1967, rigtig forstået, hvor stor en lidelse det at realisere det projekt var blevet til for palaestinenserne.«
I tiden umiddelbart efter den 7. oktober og Israels modsvar har du naermest beskrevet det som en sorglignende tilstand, du befandt dig i. Har du det stadig sådan?
»Det er et dagligt stik i hjertet at opleve den fuldstaendigt ødelaeggende taeppebombning af mennesker og bygninger i Gaza. Det er ikke bare en humanitaer katastrofe af ufatteligt omfang, som aldrig er set før i den her ellers langvarige konflikt. Det er også en understregning af, hvordan terrorister og ekstremister på begge sider i konflikten har ødelagt ethvert forsøg på en fredelig løsning i de sidste 75 år.«
Han kalder Hamas-bevaegelsens angreb for »utilgiveligt, grusomt og vanvittigt«.
Men siger også, at »omstaendighederne har bragt en dødskult til magten i Gaza«. Hvad mener han med det?
»Vi har den mest ekstremistiske regering i Israel nogensinde. Benjamin Netanyahu, men i saerklasse hans allierede, har altid ment, at konflikten kun kunne løses ved at smide palaestinenserne ud af Palaestina.
Hvis ikke man har det med i billedet, forstår man slet ikke, hvorfor denne konflikt har kunnet udvikle sig så ekstremt.«
Krigens brutalitet er åbenlys.
Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har ca. 20.000 palaestinensere mistet livet, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har brugt tallet 18.000.