Den perfekte by, der lover et alternativ til krig og ufred
Hvem drømmer ikke om en verden i fred i en desperat tid med krige i Ukraine og Gaza? Et sådant sted findes i byen Auroville på den sydindiske østkyst. Her lever beboerne fra et halvt hundrede lande sammen i et 55 år gammelt eksperiment.
Det begyndte i 1968 som et højtflyvende projekt om at skabe et multikulturelt faellesskab haevet over religioner og hudfarve i en by fyldt med lige og lykkelige mennesker fra hele verden.
Hippier og andre unge på jagt efter en mening pakkede bilen og kørte den lange vej fra Europa til det sydlige Indien for at virkeliggøre drømmen fra en indisk filosof og hans franske muse.
Unesco og den indiske regering støttede utopien om fremtidens perfekte og økologisk baeredygtige samfund i byen Auroville.
55 år senere er erfaringerne delte. Slangerne har fundet vej ind i paradiset, der tilhører hele menneskeheden. En af dem hedder penge. I dag bor omkring 3.000 fra 55 lande i Auroville. En af dem er den franske civilingeniør Gilles Guigan, som vi stopper lidt brat, da han er på vej på sin motorcykel på Aurovilles grusveje. Han er 77 år og har boet i eksperimentet i 43 af dem.
»Vi forsøger at skabe noget, som er umuligt. For det perfekte er umuligt. Men fordi noget er umuligt, betyder det ikke, at man ikke skal forsøge,« fastslår han.
Byens spirituelle guruer, filosoffen Sri Aurobindo og Mirra Alfassa, der i byen kun kendes som ”Moderen” – the Mother eller la Mère – drømte om at forandre menneskets mentalitet og skabe en højere bevidsthed. Yoga og meditation igennem handling.
»Verden er på vej mod sin undergang, hvis vi ikke aendrer folks mentalitet. Det, der sker i verden lige nu, er jo ikke ligefrem smukt. Mørkets kraefter leverer hård modstand i kampen mod lyset,« siger Guigan.
Byens sjael er i guld
Den franske ingeniør har vaeret med til at bygge sjaelen i den nye by. Det er en kuglerund og guldbelagt kuppel, Matrimandir, der funkler i solen ved siden af et gammelt banyontrae og fredspladsen, hvor en hvid urne i marmor indeholder jord fra de 124 lande og 23 indiske delstater, der deltog ved indvielsen af Auroville.
Det tog 37 års arbejde at faerdiggøre guldkuplen, der, understreges det, ikke er et tempel for en ny religion. Aurovilles idé er, at alle religioner skal mødes, og at det ville vaere vanvid at skabe en ny. Derfor ingen ritualer eller religiøse symboler.
Der er flere dages ventetid på at komme ind. Da det endelig lykkes, ledes vi i grupper ind i en futuristisk bygning, hvor alt er kridhvidt, og hvor en cirkulaer rampe fører op til et søjlebåret rum. Alt foregår i total stilhed, og alle er iført hvide sokker i mindst størrelse 48. I rummet rammer solens stråler direkte ned i en gennemsigtig glaskugle kaldet krystallen. Den er fikspunkt for et kvarters meditation.
Eneste støj er fra amerikaneren ved siden af. Hans mave rumler.
»Det er et ret specielt valg at slå sig ned her, for den private ejendomsret er ophaevet, man får ikke løn for sit arbejde, men får sine daglige behov daekket af faellesskabet,« siger Gilles Guigan, der byggede sit eget hus med penge hjemme fra Frankrig.
Ikke et ord om penge
Penge er et emne, mange europaeere i Auroville elegant kryber udenom. Under besøget er det laenge lidt af et mysterium, hvem der betaler gildet?
For nej, selvfølgelig betaler beboerne ikke husleje, ja, selvfølgelig får de mad og fornødenheder gratis, for det handler jo netop om at skabe en verden haevet over materialisme, hvor alle søger en højere spirituel bevidsthed.
Sådan lyder det, indtil vi møder Auro Ananda, der netop er fyldt 30 år. Han er opkaldt efter byen og fik sit
Der er slanger og skorpioner over det hele. For mennesker kan ikke løbe fra deres natur. AURO ANANDA, BEBOER I AUROVILLE