Jesus ligger i murbrokker, og julen er aflyst i Betlehem
I år er der ingen turister i julens hovedstad. Festen er skrottet til fordel for en bøn om våbenhvile mellem Hamas og Israel: »Vi ser Jesu billede i alle børn, der traekkes ud af murbrokkerne i Gaza,« siger en praest.
Han lagdes i et krybberum, synger vi danskere hånd i hånd om juletraeet i aften. Men i Betlehem ligger Jesus i en ruinbunke. Han er svøbt i et sort og hvidt-ternet palaestinensertørklaede, kaldet keffiyeh på arabisk, og symbolikken er ikke til at tage fejl af.
»I dag ville Jesus vaere blevet født i Gaza. Vi ser hans billede i alle børn, der traekkes ud af murbrokkerne,« siger Munther Isaac, der står bag krybbeinstallationen.
Han er pastor i den evangelisk-lutherske Julekirke i Betlehem og har vaeret med til at tage en historisk beslutning.
Julen skal ikke fejres i Jesu fødeby.
»Vi er nødt til at genopdage julens mening,« siger den palaestinensiske praest og fortsaetter:
»Vi skal de-romantisere julen. Vi taenker på julen som en fredfyldt fortaelling. Du tilføjer juletraeet, julemanden og rensdyrene, og alt er godt. Men det afspejler en helt anden virkelighed end julens sande budskab.«
Akustikken i den mennesketomme kirke får hans ord til at runge. Munther Isaac har sort hår, sorte briller og en sort cardigan uden på praesteskjorten, der alt sammen matcher hans mørke julefortaelling.
Jesus blev født under en besaettelse. Romerriget førte hård kontrol med befolkningen, ligesom israelerne gør med palaestinenserne, siger han. På grund af tvungen folkeoptaelling rejste højgravide Jomfru Maria sammen med Josef fra Nazareth til Betlehem. Guds barn kom til blandt marginaliserede og fordrevne.
»Jesus overlevede en massakre. Hans foraeldre blev flygtninge i Egypten. Det er i dén kontekst af smerte, død og lidelse, jeg ser
Jesus i Gazas børn,« siger Munther Isaac.
Folkemord, apartheid og etnisk udrensning er beskyldninger, Munther Isaac slynger mod Israel, og senere får han lov til at svare på, om han ikke risikerer at tage Kristus, kirke og christmas som politiske gidsler.
Men først skal vi på rundtur blandt folk, der alle er økonomiske gidsler af Gaza-krigen: Betlehems indbyggere.
Familier lider
Julen er ikke kun aflyst af medmenneskelige årsager.
Det er slet og ret også, fordi der mangler mennesker. Turisterne er vaek og har vaeret det siden 7. oktober. De, der er tilbage, de lokale, har dårligt råd til at fejre højtiden.
For mere end halvdelen af Betlehem arbejder i turisme-sektoren.
Eller rettere: arbejdede.
Milk Grotto Street plejer at vaere sort af mennesker. Det er gaden, som fører til kirken, der ligger der, hvor Jesus lå. Nu er der turkisgrønne skodder for souvenirbutikkerne og boldspil på vejen. Korshalskaeder og krybbespil samler støv.
På byens centrale plads er der normalt et kaempe juletrae. I år er her hver dag traef af taxichauffører – syv, otte, ni maend, der ryger flere smøger, end de kører kilometer. De kaemper om de samme få kunder. »Min ven, min ven,« siger de.
Jeg kører med en taxichauffør til dét, der kaldes separationsbarrieren på israelsk. Apartheidmuren på palaestinensisk.
»Danmark,« svarer jeg på det obligatoriske spørgsmål, før han begynder at klage sin nød.
Børnene sulter. Konen er ulykkelig. Livet er et mareridt.
Det samme siger de få saelgere, der holder souvenirbutikker åbne, og som nu sidder og glor i gulvet.
»Jeg er her kun, fordi jeg ikke har andet at tage mig til,« lyder det fra 53-årige Adnan, der ikke ønsker sit efternavn i avisen.
Han har en lille bunke pistacienødder i hånden og et tomt blik i øjnene.
»Vi har ikke olie i jorden her. Vi har en kirke. Men uden besøgende er vi ingenting.«
På en god uge i december tjente han normalt 1000 euro, fortaeller han. I den her uge har han solgt én T-shirt.
Hans aeldste søn arbejdede som guide, men sidder derhjemme nu. Det samme gør hans naestaeldste, for der var ikke råd til studierne laengere.
Adnan dumper et par nødder over i min hånd, sluger resten selv og slår ud med armene.
»Jeg har aldrig i mit liv oplevet, at vi ikke fejrede jul. Det er tragisk. Og ingen ved, hvornår den krig ender.«
Spøgelsesbyen Betlehem
Er man kynisk anlagt, kan man få mistanke om, at de økonomiske nødråb også handler om noget andet. For eksempel at få fuld valuta for sit kashmir-tørklaede eller sin taxatur.
Men spørger man Rami Asakhrie, katolsk praest ved Jesu Fødekirke, er det ikke salgstrick.
»I hundredvis af år har Betlehem vaeret en by, som har levet af, at folk rejser hertil. Her er ikke noget sikkerhedsnet. Folk har stået uden indtjening i over to måneder,« siger han.
Iført brun munkekutte går Rami Asakhrie
fra interview til interview for at fortaelle verden, hvad han og de andre praester i Betlehem ønsker sig til jul: våbenhvile i Gaza.
Dét ønske deler alle, jeg taler med. Men af forskellige årsager.
Tesaelgeren Sami Khami ønsker sig sine venner fra Danmark tilbage til byen. Den store, skaldede mand med overskaeg og fyldige kinder fanger mig i et kryds med en bakke te og lokker mig ned i en mennesketom gyde, der ligner starten på et røveri.
Heldigvis er det bare en kop kogende vand med frisk mynte, salvie, timian, rosmarin, ingefaer, kanel, lime og to kardemommefrø i.
»Prøv at se her,« siger Sami og hiver en slidt notesbog frem fra baglommen. Den er fyldt med hilsner fra hele verden, inklusive fra folk med navne som Line, Otto og Freja.
En udmarvet kat lister forbi, og en langbenet mand i stramme, lyseblå jeans kommer spankulerende i samme retningsløse tempo. Ahmed Alghallasi, hedder han, og han har strithår og friskfyrattitude.
»Taenk, jeg har en dobbelt bachelor og er arbejdsløs,« siger Ahmed, der normalt er guide.
Han dumper ned i en plastikstol. »Wallah,« siger han og kigger på Sami. »Det her sted er blevet en spøgelsesby.«
Vi sidder i stilhed. Den 45-årige tesaelger Sami vil ikke hjem til sin familie, »der skriger på ting, han ikke har råd til«.
Den arbejdsløse guide Ahmed, 34 år, gider ikke hjem til sin mor, der hele tiden ser krig i fjernsynet.
»Jeg kan ikke klare flere nyheder. Jeg går bare og venter på, at livet starter igen,« siger han.
Praestens dybe suk
Munther Isaac fra den evangelisk-lutherske Julekirke i Betlehem følger intenst med i nyhederne. Og de bekymrer ham.
»Jeg tror, vi palaestinensere på Vestbredden
bliver de naeste, som skal fordrives,« siger praesten, der har skrevet bøger om kristne palaestinensere, zionisme og apartheid på Vestbredden.
»Israel er i gang med at tømme Gaza. Amerikanerne siger, det ikke må ske, men de sagde det samme om bosaettelserne.«
Da jeg spørger ham, hvad Israel skulle have gjort, da Hamas begik den største massakre på den jødiske befolkning siden Holocaust, sukker han dybt, tager brillerne af og gnider sig med to fingre i øjnene.
»Det er dét, der er problemet med jer vestlige medier. I isolerer én haendelse og glemmer, at historien startede i 1948.«
Han tager en dyb indånding med naesen. »Jeg forstår godt, at det jødiske folk føler sig truet. Men jeg forstår ikke, hvordan krig, drab og yderligere undertrykkelse formindsker den trussel. Intensionen er at draebe Hamas, men de skaber mere Hamas.«
Han skaever over til Jesus-dukken under murbrokkerne. Kirkedørene er blevet åbnet, for et nyt hold journalister skal tale med Isaac.
Praesten kommer i tanke om sit budskab.
»Vi kan ikke fortsaette med at romantisere julen som en hyggelig børnefortaelling, mens 20.000 mennesker bliver slået ihjel i Gaza,« siger han.
Er du ikke bange for, at du politiserer Jesus og julen?
Udenfor fra gaden høres lyden af en indkøbsvogn trukket hen over brosten. Denne gang sukker han ikke, men kigger mig i øjnene med noget, der ligner skuffelse.
»At have Jesus under murbrokkerne er ikke at politisere. Det er at raekke ud efter humaniteten i os alle. Det handler om de menneskelige lidelser for børnene i Gaza. Hvis ikke vi som kirker adresserer det, at børn bliver draebt, hvad er vi så til for?«