Hvis Hamas bliver udslettet, står andre grupper klar i kulissen
Israels mål om at fjerne Hamas er taet på umuligt og kan ende med at skabe en endnu vaerre situation, siger en ekspert.
Efter naesten tre måneders krig har Israel lagt Gaza i ruiner og ifølge de lokale sundhedsmyndigheder draebt over 20.000 mennesker, men er stadig langt fra sit mål om at udslette Hamas.
Den islamiske gruppe er nemlig ikke bare en gruppe af individer med et stort våbenarsenal og en militaer infrastruktur. Det er også en politisk organisation, som ideologisk er dybt integreret i den bredere nationalistiske, palaestinensiske bevaegelse, der ligeledes har fostret andre vaebnede grupper.
De står alle klar i kulissen. Og de vil få gode vilkår, hvis Hamas bliver nedkaempet, hvilket vil efterlade et magtvakuum. Isaer hvis der ikke er en klar vision for Gazas fremtid, der fjerner grunden til gruppernes lette adgang til at rekruttere nye medlemmer.
Den risiko er netop blevet understreget af en spritny meningsmåling fra Palestinian Center for Policy and Survey Research (PCPSR), som viser, at 57 pct. af enklavens knap 2 mio. indbyggere støtter Hamas’ angreb mod israelske byer og kibbutzer den 7. oktober.
Forskellig ideologi
»Der er ingen forskel på Hamas og de andre gruppers modstand mod Israel. Men mens Hamas agerer som et regime og kan kontrollere Gaza, ønsker de andre at leve i kaos og er imod nogen form for institutionalisering. Så uden Hamas kan Gaza kan ende som Mogadishu (hovedstaden i Somalia, red.) eller Syrien – et ingenmandsland uden nogen til at styre det eller til at tale med,« siger Michael Milshtein, leder af Forum for Palaestinensiske Studier på Tel Aviv University.
Så hvem er de forskellige grupper?
Israels regering har sammenlignet Hamas med Islamisk Stat. Det handler til dels om, at Vesten skal forstå, hvad Hamas ønsker at gøre mod Israel. Men reelt er de to gruppers mål meget forskellige.
Hamas opstod i 1980’erne som en gren af Egyptens muslimske broderskab. Gruppen støtter en form for islamisme, der er forankret i palaestinensisk nationalisme, og den har over tid fået bred folkelig støtte pga. dens kamp for palaestinensiske rettigheder og involvering i sociale services.
I de senere år er den blevet staerkere takket vaere et pragmatisk samarbejde med det iranske praestestyre, som har leveret våben og kontanter til bevaegelsens oprustning. Gruppens militaere arm, Izz ad-Din al-Qassam-brigaden, estimeres at have omkring 25.000 militsmedlemmer, hvoraf et ukendt antal er blevet draebt under de seneste måneders kampe.
Den anden staerkeste gruppe i Gaza er Islamisk Jihad. Den blev dannet i 1981 og udspringer også af Det Muslimske Broderskabs islamiske netvaerk i de palaestinensiske områder, men er mere hardline end Hamas og staerkt inspireret af den iranske revolution i 1979.
Derfor har den og dens militaere arm, al-Quds-brigaden, også et endnu taettere forhold til Iran, som de seneste to år ligeledes har hjulpet den finansielt til at øge sin tilstedevaerelse på Vestbredden på steder som flygtningelejrene i Jenin. Ligesom Hamas har Islamisk Jihad også et omfattende våbenarsenal, herunder raketter, der er rettet mod israelske byer.
Det er dog ikke alle militaere grupper i Gaza, der er islamistiske.
Al-Aqsa Martyrs-brigaden
har også en betydelig tilstedevaerelse. Det er den vaebnede fløj af Fatah, den største politiske gruppe i den palaestinensiske befrielsesorganisation (PLO), der er er international repraesentant for det palaestinensiske folk, eksklusive Hamas. Brigaden opstod som et løst netvaerk af militante grupper under den anden intifada (den palaestinensiske opstand) fra 2000-2005.
Gode forbindelser
Trods deres politiske forskelle kaemper Al-Aqsa Martyrsbrigaden ofte side om side med Islamisk Jihad og Hamas i Gaza og på Vestbredden og har et ambivalent forhold til Fatahs øverste ledelse, herunder praesident Mahmoud Abbas, selvom brigaden sandsynligvis nyder godt af forbindelser til højtstående embedsmaend i det palaestinensiske selvstyre på Vestbredden.
Fatah-medlemmer med islamistiske tilbøjeligheder har også ført til oprettelsen af et andet vaebnet netvaerk: De Folkelige Modstandskomitéer (PRC). De udgør formentlig den tredjestørste vaebnede gruppe i Gaza og er en staerk allieret med både Hamas og Islamisk Jihad, men støtter til forskel fra de andre en tostatsløsning med Israel.
Der er ligeledes en raekke mindre, staerkt venstreorienterede PLO-fraktioner såsom Folkefronten til Palaestinas Befrielse (PFLP), der også bakker op om en tostatsløsning, men er mest kendt for sine kapringer af internationale fly i 1970’erne.
Ud over raekken af nationalistiske palaestinensiske grupper er der imidlertid også flere Salafi-jihadister, der som Islamisk Stat ønsker at etablere et ekstremt, islamistisk kalifat i Mellemøsten. Nogle af dem er blevet etableret af tidligere Hamasmedlemmer, som mener, at militsgruppen har taget en for blød position over for Israel. Nogle samarbejder med Bayt al-Maqdis – en gren af Islamisk
Stat, som er til stede i Sinai-ørkenen i Egypten.
Som den staerkeste spiller i enklaven har Hamas i et vist omfang formået at styre mange af disse grupper, hvilket denne krig kan vende op og ned på. Men i forhold til målet om helt at destruere Hamas er det slet ikke muligt, vurderer Michael Milshtein.
»I dag forstår de fleste israelere godt, at det er urealistisk. Du kan udslette Hamas-ledelsen og dens militaere kapacitet, men du kan ikke fjerne organisationen fra landkortet. Gruppen vil vaere svaekket, men eksistere og i andre arenaer, herunder på Vestbredden og i Østjerusalem, vil den stadig vaere magtfuld.«
En reel aendring vil derfor kraeve ikke bare en fjernelse af de militaere trusler, men også jihad-ideologien, hvilket vil sige, at der skal vaere en civil sfaere, som er fri for den morderiske ideologi, som Hamas og de andre grupper i dag har opbygget.
»Det ville kraeve en gennemgribende aendring i palaestinensernes holdninger – en mission, som ikke er mindre kompleks end at fjerne den militaere trussel, men måske mere kompleks.«