For fremtidens danske sportsstjerner er medaljer kun en bonus – de vil have mere

Kløften mellem de gamle sportsmønstre og en ny ungdomsgeneration kan koste Danmark medaljer og rekorder. Sådan lyder det fra Team Danmark, der kalder håndteringen af talenterne fra Generation Z for sportens største udfordring.

Nogle fnøs og kritiserede dem for at vaere svage og uegnede til elitesport. Andre hyldede deres mod og kaldte dem for rollemodeller. I sommeren 2021 bragte to af verdens største kvindelige sportsstjerner sig i fokus – men ikke for deres evner på banen.

På få måneder trak Naomi Osaka, en af verdens bedste tennisspillere, og Simone Biles, den mest vindende gymnast i amerikansk historie, sig fra store konkurrencer. AErligt fortalte de i stedet om social angst, sårbarhed, pres og depression.

Duoen, begge født i 1997, prioriterede ikke blot deres mentale sundhed over medaljerne, de satte også en ny standard for hele diskussionen om trivsel i international elitesport.

Men noget har aendret sig markant siden Osaka og Biles’ opråb.

»Da var det to enkeltpersoner, der sagde, at det er okay ikke at vaere okay. Det, vi oplever nu, er noget helt andet. Det er meget mere end det,« siger Kristoffer Henriksen.

Han ved bedre end de fleste, hvad der rører sig under overfladen i elitesportsmiljøet.

Som professor i sportspsykologi har han gennem 15 år arbejdet med en lang raekke af Danmarks dygtigste atleter. Han og flere andre oplever en kløft mellem de gamle sportsmønstre og den nye ungdomsgeneration.

»Vi slår os faktisk på hinanden indimellem,« siger Kristoffer Henriksen.

Siden OL i 2008 har han arbejdet som sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark.

Han advarer mod, at kløften potentielt kan koste Danmark topplaceringer, medaljer og rekorder.

»Håndteringen af talenterne fra generation Z er den største og mest spaendende udfordring, som sporten står over for.«

Generationen daekker over personer født fra midten af 1990’erne og frem til begyndelsen af 2010’erne. En generation, der ikke husker tiden før internettet, og som mere end nogen tidligere unge-generation lider af stress og mistrivsel.

I undersøgelser og af fagfolk betegnes de som hierarkiløse, udviklingsorienterede og båret af vaerdier. De er opdraget til ligevaerd og vant til at blive inddraget i beslutningerne i familien og i skolen. De stiller krav og forventer at blive hørt.

Kultursociolog og forfatter Emilia van Hauen kalder dem meningsorienterede i stedet for resultatorienterede.

»De insisterer i virkeligheden på det, vi alle straeber efter – en bedre måde at leve på. De kraever en bedre work-life-balance end tidligere generationer. De fleste af dem ser ingen vaerdi i at stå tidligt op hver morgen og smadre sig selv i en traening, fordi de måske kan få chancen for en guldmedalje om fire år. De ser derimod en vaerdi i, at det skal vaere sjovt og meningsfuldt at vaere i elitesport,« siger hun.

Det genkender man i Team Danmark, hvor oplevelsen oftere og oftere er, at den nye generation betragter resultaterne som en bonus. Og ikke alene som en drivkraft. De unge kigger ikke laengere misundeligt på topatleters liv. De accepterer ikke at vaere et redskab for traenerens, forbundets eller klubbens mål.

»Vi er holdt op med at diskutere, om den unge atlet skal to eller to og en halv uge i højdetraeningslejr. Nu diskuterer vi i stedet, hvordan vedkommende motiveres til at laegbåde ge en masse krudt og energi i arbejdet, og hvordan atleten kan se en mening i at straebe efter at blive nummer et,« siger Kristoffer Henriksen.

Temaet har fyldt i Team Danmark de seneste år og bliver blot mere og mere markant. Kristoffer Henriksen støder på det hos sportschefer, forbundstraenere og andre sportspsykologer.

Og på baggrund af egne erfaringer kombineret med en lang raekke samtaler med øvrige sportspsykologiske konsulenter, sportschefer og forbundstraenere er Kristoffer Henriksen ikke i tvivl:

»De unge kalder os ud på det, hvis de oplever, at vi siger et og gør noget andet ved f.eks. at tale om trivsel og mental sundhed, mens hverdagen er praeget af benhård selektion og traeningspas. Så gider de ikke vaere med. Det stiller helt nye krav til sportens udviklingsmiljøer. Ellers risikerer vi at miste kommende verdensklasseatleter.«

Meldingen skal ses i lyset af, at dansk eliteidraet i forvejen er presset til det yderste. At antallet af danske top-8-resultater i de sommerolympiske discipliner naesten er halveret siden 2012 og nu er på et historisk lavpunkt. At Team Danmark på økonomi og vilkår sakker bagud i forhold til konkurrenterne.

Det aergrer selvsagt landsholdsspilleren Helena Elver, der drømmer om flere succesoplevelser med håndboldkvinderne, men playmakeren fra årgang 1998 er også bevidst om egne begraensninger.

Skal kunne følge med

»I løbet af de seneste tre år, hvor jeg har haft et par skader, har jeg taenkt meget på, hvad jeg trives i, og hvad der betyder noget for mig i sportens verden. Jeg vil gerne spille om medaljer og vaere atlet på højeste niveau, men slet ikke for enhver pris. Jeg skal fysisk og mentalt kunne se mig selv i øjnene,« siger hun.

Modsat mange af sine holdkammerater fra landsholdet levede Helena Elver laenge en håndboldtilvaerelse som først amatør og siden deltidsprofessionel.

»Jeg er resultatorienteret, men jeg har også gjort det hele i et tempo, så jeg kunne følge med,« siger Helena Elver.

Hun har tilknyttet en fast sportspsykolog ligesom bl.a. sin mandlige landsholdskollega Mathias Gidsel. Han er født i 1999 og dermed også en del af generation Z.

På tre uger i januar 2021 gik han fra ukendt til landskendt, da han indtog en nøglerolle i håndboldherrernes VM-guldtriumf. I de efterfølgende måneder blev han dog ramt af en mental nedtur, der kraevede psykologhjaelp.

»Jeg er allermest skuffet over, at der skulle gå to måneder, før jeg erkendte, at jeg havde et problem. Måske fordi jeg var for egoistisk, måske fordi det var et nederlag at søge hjaelp,« sagde han i et interview med Jyllands-Posten.

Kristoffer Henriksen husker historien om Gidsels rutsjebanetur, men sportspsykologen afviser, at generation Z ikke er rustet til elitesport.