Lad os denne jul forlange mindre af Gud og mere af os selv
»Jeg tør ikke vove at snakke med om store spørgsmål, om verden, krigen, og hvad meningen er med Livet. Jeg har kun mit eget Liv. Og jeg har i grunden altid haft det godt og alligevel er mit liv blevet meningsløst …«
Martin A. Hansen, en af sin generations store forfattere, sad i årene lige efter Anden Verdenskrig på sin frit opfundne ø, omgivet af frit opfundne mennesker, som er meget aegte, meget menneskelige, beskedne danskere, dem, der byggede landet. Han kalder sig Johannes Vig (”sig det ikke for hurtigt”), er degn og spekulerer i sin ensomhed over livets veje, over drifter og attrå, over skuffelser og glaeder. »Hvordan kan man tro på en Gud?« spørger han.
Jeg tilbragte de første dage af december på en klinik i Wien. Mine øjne skulle opereres for grå staer: rutine, alt gik fint. Først med et øje, dernaest med to, genlaeste jeg ”Løgneren”, tilsendt mig af en ven i Danmark, og fandt ovenstående citat, som jeg fandt passende til den forestående jul, en højtid, som jeg ikke bryder mig om, ikke fordi den ikke er eller kunne vaere vaesentlig. Grunden er en anden, denne at julen er kommercialiseret ud i det ugudelige af et erhvervsliv, hvis eneste guddom er Mammon, en daemon, om hvilken Jesus bemaerkede, at vi ikke kan tjene både Gud og pengebegaeret.
Jeg går kun sjaeldent i kirke. Gør jeg det, er det naesten altid aestetikken, der lokker, den jordbundne danske landsbykirke, den katolske kirkes barokke overdådighed. Tror jeg på Gud? Spørgsmålet er memyrde ningsløst. Man kan afvise Gud, fordi Gud ikke lader sig bevise. Man kan tro på Gud, fordi Gud ikke lader sig modbevise. Gud har at gøre med tro, ikke med viden.
Elie Wiesel, den jødiske vismand, kendte en rabbi, der forlod Gud, fordi Gud havde tilladt Holocaust. Vi kan ikke vide, hvad Gud tillader, og skal ikke blande os i Guds anliggender. Tillod Gud Middelalderens korsriddere at udslette hundredtusinder af kristne, jøder og muslimer? Tillod Gud europaeiske kolonister at myrde millioner af mennesker i det, vi siden kaldte den tredje verden? Tillader Gud russiske soldater at myrde og lemlaeste 300.000 ukrainere? Tillader Gud palaestinensiske terrorister at 1.200 jøder og jødiske soldater at myrde 15.000 palaestinensere? Spørger vi til Guds ansvar, er vi godt på vej til at fralaegge os vort eget ansvar. Krige, ødelaeggelser og epidemier, sult, Jordens opvarmning og andre ulykker er menneskeskabte. Guds rolle er ikke at vaere skyldig, men at tilgive.
Vi kan i Danmark – midt i juleraesets vanvid – finde livet meningsløst. Selvfølgelig. Vi render til psykologer eller forsvinder i de såkaldt sociale mediers forskruede verden for at etablere en mening med livet. Vi kender til bekymringer, aergrelser og mismod.
Kender vi til sorg og til ulykke som glaedens og lykkens ledsagere? Jeg opholder mig gerne i Ukraine. Der er megen ulykke og derfor megen lykke. Jeg kender ingen ukrainere på psykologbistand. Den daglige kamp for livet giver rigeligt med mening.
Alt står i Guds Faderhånd, synger vi. Alt? Naeppe. Vort liv er en gave, som vi kan behandle godt eller skidt, men som ikke kan byttes. Måske skulle vi foretage en dyb indånding i denne juletid, besvaere os mindre og besinde os mere, forlange mindre af Gud og mere af os selv.
Klummeskriveren ønsker sine laesere en fredelig og glaedelig jul.
Krige, ødelaeggelser og epidemier, sult, Jordens opvarmning og andre ulykker er menneskeskabte. Guds rolle er ikke at vaere skyldig, men at tilgive.